0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Cafx
PR-foto: Cafx

Fra venstre: Signe Sophie Bøggild, Josephine Marie Michau, Pernille Maria Bärnheim, Ida Willadsen Kjeldsen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Debat: Ghettopakken hævder at udbedre de modernistiske fadæser, men gentager muligvis de samme fejl

Hvis regeringen tror på, at arkitekturen betinger vores sociale trivsel og de gode liv, bør boligpolitikken udvise en større sensitivitet over for de lokale potentialer i stedet for blot at rive ned, skriver Pernille Maria Bärnheim, Signe Sophie Bøggild og Josephine Michau fra Copenhagen Architecture Festival.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

DR 2 Deadline 13. september: Øjnene lyner intenst i diskussionen mellem sociolog Aydin Soei og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) om nedrivning og salg af almene boliger og tvangsflytning af beboere i såkaldt hårde ghettoer.

Begge ønsker det fælles bedste og den blandede by, men uenigheden er stor. Soei sammenligner ghettopakken med tvangsflytningen af 180 grønlændere ved Thulebasen i 1950’erne, mens Dybvad forsvarer den som et værktøj til at undgå »svenske tilstande« med skarp segregering.

Synspunkterne rammer ned i en mere principiel diskussion om idealerne for vores by.

En ideel ramme

Efterkrigstidens modernistiske byplanlægning var hovedinstrumentet til at skabe en ideel ramme om det gode liv fra vugge til grav, der byggede på værdier om sociale reformer og lighedsidealer. Derfor skabtes bydele som Tingbjerg, Gellerup og Vollsmose, der tilbød gode boliger og adgang til grønne områder for alle.

I dag figurerer disse boligområder på den nationale ’ghettoliste’, som politikere forsøger at ’normalisere’ via arkitektur og planlægning.

I dag kan man sige, at vi lever i modernismens tømmermænd

Spørgsmålet er, om ghettopakkens radikale tiltag nu er ved at gentage nogle af fortidens synder, samtidig med at man hævder at ville udbedre de modernistiske planers fadæser?

Fra ghetto til blandet by

I dag kan man sige, at vi lever i modernismens tømmermænd. Den præger byudviklingen som en arv, vi ikke kan løbe fra, hvad enten vi definerer os positivt eller negativt i forhold til den. Samtidig er samfundet og befolkningssammensætningen blevet mere sammensat.

Nye ord som ’parallelsamfund’ motiverer planer om at skabe sammenhæng og integration mellem borgere og bydele, som har været isoleret eller er gledet fra hinanden. Et tilbagevendende buzzword i helhedsplaner, der ser dagens lys i disse år, er, at man gennem fysiske indgreb går lykkeligt og lineært fra ghetto til ’blandet by’.

Men dykker man ned i, hvad en blandet by er eller skal være, hvem den er for, og hvilke værdier den bygger på, synes billedet uklart. Den (hvide) middelklassefamilie synes at sætte barren for mange nye tiltag – både i manicurering af byen i almindelighed og i ’de hårde ghettoer’ i særdeleshed.

Hvad er »et normalt liv«?

I Weekendavisen 17. september udtaler Dybvad:

»Når du spreder folk ud på områder, hvor der leves et normalt liv, vil de have nemmere ved at tage det liv til sig, end hvis over halvdelen har ikke-vestlig baggrund.«

Imidlertid uddyber han ikke, hvad »et normalt liv« refererer til.

Trods en næsten antimodernistisk kritik af modernismens metoder er troen på arkitekturs og planlægnings evne til at løse sociale udfordringer tilsyneladende intakt hos lovgiverne

Hvis vi ser på ghettopakkens sociale konsekvenser, vækker især tvangsflytninger og frasalg af almene boliger debat.

I Mjølnerparken på Nørrebro sælges et antal almene boliger som ejerboliger for at indfri kravet om forskellige typer af ejerforhold. Et velfungerende oldekolle, der kunne ses som en pionérboligform for det stigende antal ældre, er blevet opløst.

Og i foråret 2020 sagsøgte en gruppe beboere staten for diskrimination ved at være tvunget til at skulle fraflytte deres lokalområde på grund af deres ikke-vestlige etnicitet.

Domsafsigelsen i sagen kommer til at være principiel fra både et juridisk og humanistisk synspunkt.

Uvist om fysiske indgreb virker

Trods en næsten antimodernistisk kritik af modernismens metoder er troen på arkitekturs og planlægnings evne til at løse sociale udfordringer tilsyneladende intakt hos lovgiverne. Dog mangler vi evidens for, at de fysiske indgreb med fortætning, nedrivning med mere virker efter gode hensigter om at stoppe segregeringen og skabe lige muligheder.

Ser vi mod udlandet, er der gode eksempler på mere innovative og kontekstuelle tilgange til at vende udviklingen i sociale boligbyggerier, såsom NL Architects’ transformationsprojekt deFlat i Amsterdam og Lacaton & Vassals transformation af 530 lejligheder i Bordeaux i Frankrig.

I Aarhus-forstaden Gellerup ser Kollektivbyen muligheder for at genfortolke 1960’ernes og 70’ernes betonstrukturer på nye måder. De kreative virksomheder i det nedrivningstruede kollektivhus viser respekt for Gellerups kulturarv og hverdagsliv ved at dele fortællingen om værdien af stedet: En mangfoldig velfærdsby, der ikke behøver at ligne Aarhus Midtby på en prik, men har potentiale i spørgsmål om bæredygtighedsbegrebets sociale, miljømæssige og økonomiske hensyn.

Boligpolitik skal udvise sensitivitet

Vi anerkender, at der er behov for at skabe mere social balance og opbløde segregeringen mellem bydele ved for eksempel at tilføre infrastruktur, der forstærker forbindelserne mellem de før så selvberoende modernistiske forstæder og resten af byen.

Samtidig efterspørger vi mere nuancerede måder at se på udsatte boligområders eksisterende strukturer, landskaber og sociale netværk.

Vi ser et potentiale for at bruge kulturarven og de historier, der knytter sig til lokalområdet, aktivt til at skabe en inkluderende fælles fortælling, som ikke appliceres udefra og oppefra.

Derfor opfordrer vi regeringen til at genoverveje de værktøjer, der benyttes for at nå ghettopakkens hensigter om at styrke sammenhængskraften.

Hvis regeringen reelt tror på, at arkitekturen betinger vores sociale trivsel og de gode liv, bør boligpolitikken udvise en større sensitivitet over for de lokale potentialer, som de almene boligområder rummer i form af mennesker, landskaber og bygget miljø.

Anerkend arkitekturen som den organiske, processuelle og samfundstjenlige kunstart, den kan være

Som vist, behøver vi ikke se langt væk for at finde eksempler på vellykkede projekter, hvor transformation og addering medskaber positive forandringer – endda med lavere økonomiske og klimamæssige omkostninger end ghettopakkens værktøjer.

Kort sagt: Anerkend arkitekturen som den organiske, processuelle og samfundstjenlige kunstart, den kan være, frem for at fremture med nedrivninger og privatiseringer baseret på unuancerede statistiker.

Historien vil dømme, hvorvidt det gigantiske sociale ingeniørkunstprojekt med at implementere ghettopakken i Gellerup, Mjølnerparken og andre af de 15 ’hårde ghettoer’ vil være indsatsen værd.

Undervejs kan vi overveje Lars Løkke Rasmussens udsagn om ghettopakken i Berlingske 25. februar 2018:

»Selve danskheden er truet, og derfor er det nødvendigt at gøre op med tanken om, at alle i Danmark skal behandles lige.«

Dette er ikke kun et radikalt, men også et paradoksalt opgør med selve Grundloven, idet man gennem boligpolitikken nu angriber en af de absolut grundlæggende værdier for den danske velfærds- og retsstat, nemlig lighed for loven.

Copenhagen Architecture Festival foregår 1.-12. oktober i København, Aarhus og Odense. Temaet er Velfærdsbyen i forandring. I den forbindelse udgav festivalen bogen ’The Welfare City in Transition – A Compilation of Texts and Images 1923 – 2020’, redigeret af Pernille Maria Bärnheim, Kristoffer Lindhardt Weiss og Signe Sophie Bøggild og udgivet af Arkitektens Forlag.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Forsiden