0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Boris Brorman: Vores dyrkelse af mesterarkitekten står i vejen for den samskabte arkitektur

To af tidens stærkeste strømninger, dyrkelsen af mesterarkitekten som den avantgardistiske kreationsmester og ønsket om samskabelse, karambolerer, skriver arkitekt Boris Brorman Jensen i dette debatindlæg, som er en redigeret udgave af hans bidrag til bogen ’Co-creating Architecture no. 2 – Effekt’.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Giver det overhovedet mening at tale om andet, end hvad man på moderne nydansk kalder co-creation?

Er arkitektur som bundet kunstart i et åbent demokratisk samfund ikke altid resultat af et samarbejde mellem arkitekter og bygherre, investorer, myndigheder, tekniske specialister og i sidste ende den brede offentlighed repræsenteret gennem demokratiske høringer, regler og love?

Lad mig begynde mit forsøg på en kort udredning med den simple konstatering, at antitesen til forestillingen om arkitektur som samskabelse trives i bedste velgående. Der er nærmest tale om en parallel opblomstring.

Egoet er drivkraft i moderne arkitektur

Det historiske modbillede til samskabelsens arkitektur – den heroisk selvberoende arkitekts mesterværk – er i en vis forstand produkt af romantikkens emancipation af kunsten og kulminerer i en vis forstand under det moderne gennembrud med frontfigurer som Frank Lloyd Wright, Le Corbusier og Mies van der Rohe. Modernistiske mestre hvis kunstneriske egenvilje dannede skole langt ind i efterkrigstiden.

Egoet som hovedmotiv og drivkraft i den moderne arkitektur og den kunstneriske kamp mellem individuel skabertrang og kollektiv modstand er måske allerbedst gengivet i filmatiseringen af Ayn Rands roman ’The Fountainhead’. Filmen skildrer arkitekten Howard Roarks indædte kamp mod middelmådige kompromiser, traditionsforstokning og andre udenforstående overgreb mod den fremsynede arkitekts kunstneriske integritet.

’Starchitecture’ har muligvis en ironisk, hvis ikke ligefrem negativ, konnotation i faget, men efterspørges i stigende omfang

Mester- eller ego-arkitekturens nutidige repræsentanter er mere sammensatte størrelser og er paradoksalt nok produkt af samme komplekse medievirkelighed, en medievirkelighed som også er hovedårsag og drivkraft bag det globaliserede markeds nye samskabende værdiproduktionsprocesser.

Samfundet efterspørger starchitecture

Mesterarkitektur eller bare ’starchitecture’ har muligvis en ironisk, hvis ikke ligefrem negativ, konnotation i faget, men efterspørges ikke desto mindre i stigende omfang – også af åbne, demokratiske samfund og institutioner. Det globale informationssamfund viderefører på én gang den avantgardistiske kreationsmester som celebrity-brand og dyrker på den anden side, hvad man kan kalde et nyt anti-Fountainhead-ethos af forskellige samskabende diskurser.

De to modsatrettede tendenser tegner en form for janusfigur. Hvem der smiler til sidst, er svært at afgøre, måske fordi fænomenerne i virkeligheden er siamesiske.

Starchitecten abonnerer på cirkulation af et globalt brand, hvis markedsføring i udgangspunktet er monologisk i modsætning til den samskabte arkitektur, der bygger på dialog og aktiv medskabelse. Men starchitectens markedsværdi er selvsagt ikke statisk. Den indgår i et komplekst værdiforhandlingsspil med det globale marked gennem forskellige kanaler, som kan devaluere og udhule brandet, hvis kommunikationen fejler.

Også det spektakulære byggeri er lavet af elementer

Der eksisterer inden for et bredt udsnit af den aktuelle arkitekturteori og arkitekturhistorieskrivning en udbredt konsensus om, at faget i et vist omfang har lagt den modernistiske dogmatik bag sig. Det postmodernes fremkomst har til en vis grad afmonteret den grandiose fortælling. Men den industrielle tænkning spøger stadig.

Robotprintede prototyper på fremtidens ’unikke arkitektur’ dukker jævnligt op rundt omkring, og meget af den såkaldte starchitecture, der efterspørges for eksempelvis at brande en by, kan af og til se ud, som om at den er konciperet af et computerprogram, men langt det meste byggeri i dag, også det mere spektakulære, er stadig godt gammeldags elementbyggeri.

Jeg kan desværre ikke komme i tanke om en eneste arkitektskole, hvor træning af disse fagkvalifikationer er en del af curriculum

Markedet har bevæget sig fra optimering af produktionsomkostningerne til gearing af andre mere immaterielle led af produktionskæden, og det tegner konturen af et muligt paradigmeskift selv inden for arkitekturen. Heri står ledere med specifik viden om samarbejde og forhandling forrest. Læring, undervisning samt vidensdeling på tværs af fag og landegrænser er og bliver essentielle færdigheder.

Ekspertrollen, herunder selvsagt også arkitektens og ingeniørens roller, ser ud til at være blevet forvandlet fra en statisk autoritet til udøver af en langt mere agil facilitatorrolle med fokus på kollektiv vidensindsamling, storytelling og forankring af værdisæt.

Vigtigt bliver det for alle arkitekter at definere og fastholde deres virksomheds centrale værdier og fokusere på empati, nysgerrighed og generøsitet som væsentlige forudsætninger, hvis man ønsker at arbejde med samskabelse.

Udfordringen er til at tage og føle på, og jeg kan desværre ikke komme i tanke om en eneste arkitektskole, hvor træning af disse fagkvalifikationer er en del af curriculum.

Samskabelse fjerner ikke arkitekturen fra arkitekten

Netværks- og videnssamfundet er i fuld gang med at revidere industrisamfundets erkendelseslære for at komme videre, og arkitekturen går ikke fri af denne omkalfatring.

På den ene side ego-arkitekturen, hvor det værdifulde ligger i ’arkitektbrandet’ som den skabende kraft. Typisk set i forbindelse med prestigeprojekter, hvor de sædvanlige demokratiske greb som for eksempel offentlige høringer og andet er til at overse, et greb der bedst kan betegnes som ’top-down’.

Den drevne arkitekt lytter til alle involverede

På den anden side så vi en rodfæstelse af den samskabende arkitektur fra starten af 00’erne. Til at begynde med lidt vaklende og blandt andet kritiseret for at være en uforløst genopblomstring af 1960’ernes procesplanlægning. For meget proces og for lidt arkitektur.

Men hurtigt skarprettet til en metode, blandt andet kaldet for ’top-up’, som rammesætter den samskabende proces og forankrer arbejdet i et klart defineret værdisæt. Det gør dog ikke resultatet, arkitekturen, demokratisk; arkitekterne kvalificerer og forankrer projekterne i et kollektivt forum, men fastholder et ejerskab til designet.

Mange smukke bygninger er ikke tegnet af arkitekter

Den samskabte arkitektur er ikke en formløs affære. Der er en vilje ’foroven’. Det rører ved et paradoks.

Arkitektur kan repræsentere forestillinger om det gode samfund, men det gør ikke automatisk arkitekturen god. Amalienborg Slotsplads er en hyldest til enevælden, men den fungerer ikke desto mindre godt i folkestyrets tjeneste.

Hvis arkitekten slipper tøjlerne, risikerer arkitekturen at blive marginaliseret som fagdisciplin. Det kan være nok så avanceret en brugerdrevet proces, men arkitektur bliver aldrig en spørgeskemaundersøgelse. Den drevne arkitekt lytter til alle involverede og er i sagens natur altid indforstået med, at gode bygningsværker skabes i tæt dialog med andre. Og der findes masser af smukke bygninger, som slet ikke er tegnet af arkitekter.

Arkitektens rolle er at tilføje det, som ingen kunne forestille sig

Men jeg vil vove at påstå, at den gode arkitektur ikke er karakteriseret af mindste fællesnævner. Samskabelse er en symfonisk disciplin, og her bør arkitekten træde i karakter som dirigent.

Arkitektens rolle er at tilføje det, som ingen kunne forestille sig. Ellers er der ikke nogen grund til at involvere en arkitekt.

Debatindlægget er en redigeret og forkortet udgave af Boris Brorman Jensens bidrag til bogen ’Co-creating Architecture no. 2 –Effekt’, redigeret af arkitekt MAA Birgitte Kleis og udgivet af 10 Grafisk Design & Forlag i 2020.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden