0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privat
Foto: Privat
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Debat: Vi danskere tager så sjældent ophold i byen, så hvorfor bliver vi ved med at tale om byliv?

Det er besynderligt, at vi har en fascination om byliv og et ønske om, at vi tager flere ophold i vores færden gennem byen. Kun meget sjældent interagerer vi socialt eller kulturelt med mennesker, vi ikke kender, i det offentlige rum. Hvad er det for et byliv, vi har, og hvad vil vi gerne have, spørger arkitekt og ph.d. Nicolai Steinø.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Let’s face it: Vi moderne mennesker opholder os meget lidt udendørs. I løbet af dagen sidder mange af os foran en skærm, enten i et kontor eller derhjemme, når vi foretager os det, vi kalder arbejde. Kun få af os arbejder udendørs, endsige har udendørs ærinder i forbindelse med vores arbejde. Alt imens sidder vores børn indendørs i skoler.

Når vi ikke arbejder, opholder vi os også mest inde. Vi elsker at sidde foran flere skærme, enten med en controller eller en fjernbetjening i hånden. Vores børn er mere ude, men vokser op bag trådhegn – i skolen, i fritidsordningen, i fodboldklubben – som beskytter dem mod det offentlige rums farer, fra biler til børnelokkere.

Når vi befinder os i det offentlige rum, er det næsten altid for at transportere os. Mellem bygninger med skærme indeni eller trådhegn omkring. Skulle vi undtagelsesvist gøre ophold i det offentlige rum, involverer det næsten altid forbrug. Vi køber en kop kaffe eller en pølse. Eller vi har løst billet til et karneval eller et middelaldershow.

En ting er sikkert: Vi deltager ikke i religiøse processioner eller årstidsbestemte ritualer i byens rum. Det er vi for moderne og blaserte til. Og skulle nogen finde på at tænde bål i gaderne, bliver de hurtigt slukket.

Kun meget sjældent interagerer vi socialt eller kulturelt med mennesker, vi ikke kender i det offentlige rum. Eller foretager os det, som byteoretikerne Richard Sennett og Henri Lefebvre hylder som det ultimative byliv: mødet med den fremmede.

Hvem går egentlig op i byliv?

I dag er der hverken gadedrenge eller stik-i-rend-drenge. De eneste, der gør egentligt ophold, er cafégæster og facere, mens vi andre haster forbi. Og skulle vi komme for skade at opholdes os formålsløst i byen rum, har vi som regel en lille skærm i lommen, som vi kan hive frem. Tålt ophold, pyha!

Vi må derfor spørge os selv: Hvad er det for et byliv vi har, og hvad er det for et byliv vi gerne vil have?

For hvorfor er det der byliv egentlig så interessant? Vi er jo alligevel på de sociale medier hele bundtet. Og YouTube er din uendelige kilde til sjov, til undren, og til viden.

Tjah, nogen må jo mene det.

Misundelige betragter vi italienerne i deres gode sko og Borsalino-hatte, når de elegant slentrer ned ad gaden med konen under armen og hilser civiliseret på dem, de går forbi. Men sådan er vi danskere jo ikke

Esbjerg vedtog sidste år et nyt gågaderegulativet, Mere liv i Esbjerg bymidte, hvis formål er, at gågademiljøet skal indbyde fodgængere til at opholde sig i gågaden og ikke bare gå gennem den. Så de må jo mene det.

Og i Aarhus er den kommende stadsarkitekt ifølge direktøren for Teknik og Miljø blevet ansat, fordi man nu vil gøre alvor af, at sige ’byliv før byrum før bygninger’. Så både han og den kommende stadsarkitekt må vel også mene det.

Men hvad er byliv for noget, og hvor er det? Byliv er blevet en fetish, men er også en slags forsvindingsobjekt. Hver gang vi tror, at vi har det, smutter det fra os som håndsæben i badekarret. Dermed bliver jagten på bylivet til en spøgelsesjagt.

Før der går fuldstændigt Scooby Doo i den, må vi derfor finde ud af, om det findes, og – hvis det gør – hvordan vi skaber det. Og hvem der skaber det.

Hvad fa’en skal vi lave?

Der synes at være enighed om, at det ikke er nok, at mennesker færdes rundt i byens rum. Vi skal gøre ophold. Men hvad fa’en skal vi lave? Vi skal på en eller anden måde komme hinanden ved. Men gider vi det?

En uge eller to om året, når vi er turister, er vi meget ude i byens rum. Men vi deltager ikke. Vi betragter. Og når gadegøgleren vil have os til at holde sin hat, viger vi blufærdigt tilbage. Desuden er vi helst fri for alle de andre turister. Især hjemme hos os selv. Rollkoffer weg!, som de siger i Berlin. Turisme er altså ikke vejen.

Intet epitomiserer bylivet mere end den italienske Passeggiata, aftenturen ned ad Corsoen, byens hovedgade. Misundelige betragter vi italienerne i deres gode sko og Borsalino-hatte, når de elegant slentrer ned ad gaden med konen under armen og hilser civiliseret på dem, de går forbi. Men sådan er vi danskere jo ikke. Vi nikker højst lidt forpustet til hundelufteren på vores søndagsløbetur på stien. Så det er heller ikke vejen.

Ramasjang vinder over regnvejr

Sagen er, at mange af de goder, som vi har og hylder, er med til at udvande og overflødiggøre bylivet. Hvem gider at tage hen i parken, hvis man har en Weber-grill på terrassen? Hvem gider at stå i regnvejr med et barn på skuldrene til en overfyldt friluftskoncert med Onkel Reje, når man kan tænde for Ramasjang på fladskærmen derhjemme?

Tidligere tiders gadedrenge var på gaden, fordi de var blevet jaget ud hjemmefra. Desuden havde de ikke nogen institution med trådhegn omkring. Og stik-i-rend-drengene stak i rend, fordi det var deres bedste underholdning i en tid uden Assassin’s Creed og Fifa. Og det er vel godt, at det ikke længere er sådan.

Min personlige favorit er vinterens skøjtebane. Tænk engang, vi opholder os i det offentlige rum, også selv om det er koldt

Men hvad skal vi gøre? Objektivt set er det byliv, vi søger, en udveksling mellem mennesker, som er mere end forbrug og underholdning. Hvor vi hver især giver lidt af os selv. Som når der er en, der har lært at jonglere med tre bolde eller har tilpas mange af tidens sange på repertoiret, til at andre smider en skærv i guitarkassen. Men der må være flere andre former.

Min personlige favorit er vinterens skøjtebane. Tænk engang, vi opholder os i det offentlige rum, også selv om det er koldt – og gerne længe – blot for at nyde skøjteløbets yndefulde flugt.

Hvad enten det er rødderne fra den lokale ishockeyklub, der viser alle deres tricks, den tålmodige far med sin femårige, der vakler over isen, eller den modne kvinde, der har beholdt sine kunstskøjter og stadig har det i kroppen. For slet ikke at tale om dem uden for banen, der viser deres anerkendelse ved at stoppe op og følge skøjternes færd over isen.

Så måske findes det, bylivet. Men vi er sociale gennem tingene. Intet skøjteløb uden skøjter. Og derfor giver det ikke mening at sige byliv før byrum. De to ting er uadskillelige. For vi kan jo ikke tvinge folk til at promenere ned ad hovedgaden ved aftentid. Eller til at skøjte for den sags skyld. Så det er en dialektisk proces. Mellem stadsarkitekter, andre fagfolk og befolkningen. Det er den svære kunst, som skal lykkes.

Ellers risikerer vi at jagte bylivet, som store stygge ulv jagter de tre små grise.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden