0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Nyslået ph.d.: Metroens arkitektur gør stationerne til uoverskuelige myretuer

Den ellers prisbelønnede indretning af Københavns Metro gør de i forvejen travle stationer til labyrintiske virvar af mennesker, skriver arkitekt og ph.d. Cecilie Breinholm Christensen i dette debatindlæg på baggrund af sin afhandling. Inddrag passagererne, lyder opfordringen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

De fleste kender den københavnske metro som et – for det meste – velfungerende transportmiddel med flotte stationer. Metroens stramme arkitektur har vundet priser, roses af arkitekter og postes på Instagram.

Kjetil Løite
Foto: Kjetil Løite

Men på trods af en intention om at fremme bevægelse og effektivitet har metrostationernes arkitektur den modsatte effekt. Indretningen og udseendet af stationerne spænder simpelthen ben for sig selv og er med til at gøre det svært for passagererne at finde vej, hvilket skaber ophobning af passagerer på perronerne.

På den måde handler Metroens pladsproblemer (som omtalt i Ingeniøren og Byrummonitor 18. september) heller ikke kun om antal kvadratmeter i forhold til antal passagerer. Det handler også om, hvordan de kvadratmeter er indrettet og ser ud, og hvordan de opleves af passagererne.

Det er en af konklusionerne i min ph.d., hvor jeg har undersøgt, hvilken betydning arkitekturen har for, hvordan passagererne bevæger sig i og oplever Metroen.

Kom med ned i myretuen

Særligt har jeg kigget på Nørreport, der indtil videre er den travleste metrostation, selv om Cityringen gerne skal tage noget af presset. Som noget, der mest minder om en myretue, er Nørreport Station desuden den sværeste at finde rundt på. Her har jeg blandt andet kortlagt passagerernes bevægelser på perronen og helt bogstaveligt taget passagerernes perspektiv gennem eye-tracking-briller og interviews. (Se kort beskrivelse af metoden i faktaboksen.)

Lad mig illustrere problemet med et eksempel.

Du er på vej på arbejde en morgen i myldretiden og skal skifte fra S-tog til metro på Nørreport Station. Sammen med de andre morgentravle passagerer haster du gennem den lave tunnel, der forbinder perronerne. Du skal nå et møde og skynder dig for at komme med Metroen så hurtigt som muligt.

Altså er det netop den måde, som Metroens stationer er udformet på, der spænder ben for passagerernes bevægelser

På rulletrappen ned til perronen kan du høre lyden af et tog, der nærmer sig. Går det mon i den retning, du skal? Først for enden af rulletrappen kan du se perronen, der er fuld af mennesker. Her bliver du forvirret.

I højtaleren kan du høre, at toget går mod lufthavnen. Men stopper det mon på den station, hvor du skal af? Du kigger efter afgangsinformation, men skærmen er for langt væk til, at du kan læse teksten. Du kan heller ikke se skærmen i det andet spor, fordi rulletrapperne er i vejen, og der er et virvar af mennesker ophobet omkring rulletrapperne, som haster i alle retninger og blokerer for at kunne bevæge sig længere ned af perronen.

Du vil ikke ligne et fjols, men har ingen anelse om i hvilken retning du skal og stopper op midt i det hele.

Rulletrapperne er ikke uskyldige

Eksemplet viser, hvordan der ofte opstår trængsel på den forreste del af perronen på Nørreport Station. Generelt stopper passagerer op på steder, hvor der ikke er en tydelig forskel på den ene og anden retning, blandt andet for at finde ud af, i hvilken retning de skal med toget.

I den situation er rulletrapperne ikke uskyldige. De gør det nemlig svært at se afgangsinformation for begge spor, og om der er plads til at stille sig for at vente på toget andre steder på perronen. Desuden skaber rulletrapperne en snæver passage for at bevæge sig længere ned ad perronen. Som resultat opstår der ofte ophobninger af passagerer, fremfor at de fordeles ud over hele perronen.

Altså er det netop den måde, som Metroens stationer er udformet på, der spænder ben for passagerernes bevægelser, på trods af, at arkitekturen skal afspejle en vision om bevægelseseffektivitet.

Perfekt symmetri og diskret skiltning

Men rulletrapperne er langtfra den eneste synder. Der er flere andre ting i arkitekturen, der spænder ben for sig selv: stationernes perfekte symmetri, der gør det umuligt at kende forskel på det ene og andet spor, hvis ikke man kan se eller læse skiltene; ensartetheden af stationerne, der gør dem svære at skelne fra hinanden og skaber ekstra forvirring, fordi rulletrapperne i nogle tilfælde er spejlvendt; den diskrete skiltning og den højfrekvente drift og konstante kommen og gåen af tog og mennesker er alt sammen med til at gøre det svært for mange passagerer at finde rundt i Metroen.

Dette gælder særligt, hvis man er gangbesværet eller for eksempel rejser sammen som familie og skal finde plads til en klapvogn eller måske bagage blandt de andre passagerer på perronen. Her er man ekstra sårbar og nervøs for, om man kan nå ind i toget, før dørene lukker.

Hvis Metroen for alvor skal gøres funktionel, handler det ikke kun om at lave flotte stationer eller at udvide antallet af kvadratmeter i tog og på perroner

Metroen er i mange henseender velfungerende, og det er naturligvis fantastisk, at dens arkitektur er blevet prioriteret sammen med intentionen om bevægelseseffektivitet. Men hvis Metroen for alvor skal gøres funktionel, ikke bare af navn, handler det ikke kun om at lave flotte stationer eller at udvide antallet af kvadratmeter i tog og på perroner.

Det handler også om at inddrage passagerernes perspektiv og gøre Metroen nemmere at finde rundt i. Ikke kun for de daglige brugere, der kender Metroen som deres egen bukselomme og er eksperter i at tilpasse deres bevægelser og placeringer i tog og på perroner til togenes dynamiske pulseren, men for alle typer af passagerer.

På den måde kan Metroen på én gang blive mere velfungerende og samtidig en god oplevelse for dens passagerer. Og dét kan konklusionerne fra min ph.d. netop bidrage til ved at vise, hvordan det er at være i Metroen set med passagerernes øjne.

Ph.d.-afhandlingen, ’Moving Underground – Understanding Mobile Situations in the Copenhagen Metro’, er udarbejdet af Cecilie Breinholm Christensen ved Institut for Arkitektur og Medieteknologi på Aalborg Universitet marts 2017 til august 2020. Den ligger ikke online, men du kan kontakte Cecilie Breinholm Christensen på post@arkitekturklinikken.dkeller via LinkedIn, hvis du ønsker at få den tilsendt. Læs abstract her og læs mere om projektet her.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden