Kunstner: Send en tanke til Hodja fra Pjort, næste gang du arbejder med samskabelse

Udsmykningen af Musikgården i Ringe, som jeg som kunstner var inde over, indebar andet og mere end ord på gule post-its og er et godt eksempel på, at kunstens håndgribelige, sanselige og eksperimenterende sprog hører til i samskabelsens maskinrum.

Udsmykningen blev færdig, samtidig med at Ringe kom i mål med første del af en byplan, der går langt ud over arkitekturens traditionelle fokus på form og funktion. Bymidteplanens tovholder, Hanne Raunsmed Andersen, ser den selv som ét stort samskabelsesprojekt.

Hun har inddraget en række fynske kunstnere i arbejdet med bymidteplanen, men fremhæver Musikgården som det mest vellykkede eksempel, fordi det både viser potentialet i et tættere samarbejde end kunstens traditionelle kunde/leverandør-forhold, og fordi samskabelse og holdbar æstetik kan gå hånd i hånd. Samskabelse lyder så let, men er faktisk svært.

Men hvad fik byen, børnene eller jeg ud af det, som vi ellers ikke ville have fået?

Fællesskab

Hanne Raunsmed Andersen pointerer, at netværksdannelse og styrkelse af samspillet mellem frivillige og foreninger er selve det immaterielle mål med byplanen – og ikke bare et hyggeligt biprodukt. Samskabelse er noget relationelt og ikke en metode eller teknik. Man skal ville de borgere, beboere eller børn, det handler om: Nyd selskabet eller glem det!

Jeg kender samspillet fra den anden side: Som underviser på Faaborg Børnebilledskole har jeg ofte kontaktet rådhuset med projekter, der giver børn en stemme i byens rum.

Det har taget tid at udvikle tillid og fælles sprog. Men sidste år inviterede Hanne Raunsmed Andersen billedskolebørnene med til at designe kommunens nyeste legeplads. Det gav mod til at gå skridtet videre til Musikgården i år.

Hjørnesten for arkitekturens tidløshed

Samskabelse kræver mod. Nogle kunstnere og arkitekter frygter faglige kompromiser og kontroltab. Jeg vil hævde, at høj faglighed er at kende sine arbejdsprocesser så godt, at man tør træde et skridt baglæns og invitere andre ind i dem. Til gengæld kan jeg improvisere, lade mig modsige og undersøge et stort antal muligheder, jeg ikke selv havde tænkt på.

»Men det er ikke nok at være dygtig til at samarbejde med børnene. Modet til at regulere og kvalificere deres ideer var ret vigtig for os, som lægger mure til Musikgården,« fremhæver Ester Bjærge fra Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne over for mig og påpeger betydningen af samskabelsens mesterlæreelement:

»Det fungerede godt, at børnene blev klædt fagligt på i forløbet. De fornemmede alvoren bag projektet og forventningen til dem; at lege og male var ikke nok.«

Flere af børnene nævner netop, at deres udbytte af processen var at lære rigtig meget. Louisianas aktuelle udstilling med den indiske arkitekt Anupama Kundoo beskriver netop dette samspil af viden mellem flere generationer. Hun beskriver det som selve den hjørnesten i hendes proces, der sikrer arkitekturens tidløshed.

Jeg tror, at det også gælder for billedkunsten.

Kæmpe børnetegninger på murene

Jeg havde lovet Faaborg-Midtfyn Kommune at skabe et børneunivers og at være æstetisk garant. Men hvad betød det?

Fra fantastiske Paul Klee til trivielle Poul Pava har kunstnere integreret småbørns billedudtryk i deres eget. Det var fristende at kopiere denne modernistiske dyrkelse af skønheden og det oprindeligt menneskelige og male kæmpe børnetegninger på murene.

Problemet er bare, at børn bliver ældre, stiller krav til sig selv og ikke forstår voksne, der efterligner og udstiller deres naivitet. Mit møde med børnene blev i stedet en imødekommelse af deres æstetiske idealer. Derfor lånte vi teaterbørn fra workshoppen i nabolokalet og trænede modeltegning. Derfor blev udtrykket naturalistisk.

Dirigent og tilskuer

Det var afgørende at have nogle børn til at gennemføre min normale kunstneriske proces, mens jeg selv kunne tage dobbeltrollen som dirigent og tilskuer, se ind i deres verden og spørge, hvad de tænker. Men to centrale fortællinger, jeg har lagt ind i udsmykningen, opstod kun i mødet med børnene midt i deres skabende proces:

To børnefigurer med særlig magt over musikken er placeret i kompositoriske nøglepositioner. Spredningen i figurernes køn, race og alder understreger det fællesmenneskelige musiske.

En del af bachelor på Arkitektskolen

Samskabelsens win-win-præmis oversælges let som indflydelse, lighed, og demokrati. Men relationen er asymmetrisk: Nogen involverer nogen. Og derfor er debatten om, hvad hvem får ud af det, så vigtig!

Det hjælper ikke at camouflere vilkåret med nye uimodsigelige ord. Men vi kan tale åbent om det i vores rammesætning – selv over for børn.

Selv gode buzzwords kan dø af misbrug og magtblindhed og trække tillid og troværdighed med sig i graven.

Amalie Andreassen, der er studerende ved Arkitektskolen Aarhus, bruger projektet i sin bachelor, og hun beskriver meget klart sine betænkeligheder i forhold til Musikgården:

»Det er vigtigt at diskutere underliggende agendaer på kommunens side. Er målet at gavne borgerne eller god omtale i medierne? Er samskabelsen et politisk paradedyr?« skriver hun.

Mens børnene arbejdede, hørte jeg flere gange Sebastians sang ’Hodja fra Pjort’ inde i mit hoved:

»Sultanen faldt på sit haleparti. Og det gjorde ondt, fordi – ingen skal stjæle fra børnenes fantasi.«

Måske var det dérfor, det lykkedes.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

• Kopiér link