0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Pernille Damgaard
Foto: Pernille Damgaard
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Anne Katrine Harders om året, der gik: Kom med ned ad byudviklingens memory lane i et bizart år, der også trak driftsborgmesteren og flere højhuse med i faldet

Et farvel til Frank Jensen med kælenavnet ’driftsborgmesteren’, krydstogtskibe med kulturel udveksling på niveau med en Disney-film og de hedonistiske voldsorgier i form af billigbarer. Anne Katrine Harders bringer sin aldeles selektive og subjektive liste over, hvad vi skal tage med os ind i 2021. Og noget af det, vi med glæde kan lægge bag os.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

2020 er året, der for de flestes vedkommende tog mere end det gav.

Men hvordan så det ud for byudviklingen, da en pandemi annullerede alt det, byen handler om? Kom med en tur ned ad byudviklingens memory lane på bagkanten af et bizart år, der også trak både højhuse og en overborgmester med i faldet.

Det skete i 2020 før corona

Ingenting, så vidt vi husker.

Men det var dengang vi, endnu uvidende om vores egen skæbne, debatterede noget med bæredygtighed, og at det var for dårligt, at København kun er for de rige.

Men så kom Pressemødet, der efterlod kontorlandskaberne i tjernobylske tilstande, mens vi i en blanding af frygt og spænding gravede huler i hjemmet omgivet af toiletpapir og gær (medmindre man udgjorde en del af de danske tropper, der holdt hjulene i gang i selskab med en dødelig virus og børnene i nødpasning).

Det fik ny betydning i 2020

Vores hjem, der til nogens store begejstring blev forvandlet til både storrumskontor, børnehave, vuggestue, hobbyværksted, skole, virtuelt yogastudio, surdejskuvøse og fritids- og frokostordning, mens pendlingen var reduceret til rejsen mellem seng og spisebord.

Efter få dage indespærret med familien begyndte selv de mest inkarnerede byboere at forstå pointen med egen have og trampolin.

At bo tæt på lukkede legepladser, børnehaver, skoler, cafeer, barer, butikker, koncertsteder, museer og arbejdspladsen var som torne, der spiddede sig ind i øjnene på os med alt for få, men til gengæld meget dyre kvadratmeter midt i byen.

Andre mennesker i byrummet blev levende dødstrusler, og vi holdt vejret, når vi passerede hinanden på fortovet med nedslåede blikke. People watching i foråret 2020 var med livet som indsats.

Men da forårssolen ikke gik i karantæne som resten af verden, stormede vi i dødsforagt ud til byernes beskedne grønne åndehuller som Bilka på Black Friday.

Det mindede sommeren 2020 os om

Det tog akkurat én dag, fra restauranterne genåbnede, til corona blev omtalt i datid. Vores festivaler og ferier var godt nok aflyst, men det danske sommerland viste sig ikke at være så slemt, som rejsebureauerne havde bildt os ind.

Nyhavn i København

Medmindre man altså tog til Indre By i København. Uden kaskaderne af turister opdagede vi, at bylivet her midt i den danske hovedstad blot er et teater med flotte kulisser. Ingen danskere gider i hvert fald gå i T-shirt-butikker, købe souvenirs eller spise ’traditional smorrebrod’ i Nyhavn.

Det ville være interessant, hvis vores centrum igen blev et sted, man rent faktisk har lyst til at opholde sig, selv om man ikke er kommet hertil med Ryanair.

De havde kronede dage i 2020

Verden bliver aldrig den samme igen, sagde statsministeren, og det havde en række af byudviklingens egne spåkoner og -mænd allerede opdaget.

Som profeter stod de i kø for at fortælle os om pandemiens forvandling af byen, når arbejdspladsen permanent bliver virtuel, og pendlingen ophører.

Gadefestivaler bliver med to meters afstand, og håndsprit og temperaturmålere i byrummet minder os om vores egen dødelighed, mens cyklismen oplever en renæssance, lød det. Med en vis fryd forudså flere også, at alle nu ville flygte væk fra den trange smittefarlige by, og priserne rasle ned.

Her i sidste kapitel af corona viser det sig dog, at hjemmearbejdspladsen i stedet for at være frigørende har lagt sig som et åg af udmattende selvdisciplin og ensomhed, der får os til at arbejde mere, men også blive mere deprimerede, mens vi gør det.

Det ville være interessant, hvis vores centrum igen blev et sted, man rent faktisk har lyst til at opholde sig, selv om man ikke er kommet hertil med Ryanair

Boligpriserne rasler i den grad, men omvendt af forudsigelserne, og sommeren afslørede, at fadøl slår vores frygt med længder. De unge gider ikke cykle, og vi køber flere biler end nogensinde, som vi transporterer børnene til skole i.

Kigger vi dybt nok i krystalkuglen, vil vi primært finde bekvemmelighed og fornøjelser, som mennesket til alle tider har foretrukket. Midt i pandemiens krater blomstrer således industrien for at få bragt indkøb lige til døren, og måske er det her, vi aner konturerne af post-pandemiens nye vaner?

Livligt bymiljø på Christianshavn

I samme krater vokser også en ny virus, der med sine 126 dB har inficeret lydtæppet i ikke bare byerne, men også i skove og landområder.

Virussen hedder Soundboks og har udløst en borgerkrig mellem de festende og de rasende. Hensyn er so last year. Men med kommunernes nyerhvervede tilladelse til at udskrive bøder kan vi den kommende sommer hjælpe hensynet lidt på vej for de mest udfordrede.

Det fik eller mistede vi i 2020

Da vi hen over sommeren fortrængte pandemien, og facebookvirologerne slap tasterne for en stund, blev nyhedsfeedet fyldt ud med andre skelsættende overskrifter.

På årets faldereb nåede #MeToo til arkitektbranchen, der dermed officielt mistede sin uskyld. Inden da havde København allerede mistet overborgmester Frank Jensen under samme hashtag og med et vantro blik i øjnene.

Bag ham lå 10 år af Københavns mest intense udvikling, hvilket i sig selv er en bedrift for en borgmester med kælenavnet ’driftsborgmesteren’.

Gellerup i Aarhus er stadig på regeringens ghettoliste

Listen over, hvad vi mistede i 2020, er i det hele taget lang. Men ikke alt var lige trist, og vi kunne glædes over, at kommunerne endelig må tage hul på kilometerlange to-do-lister uden presset fra det lavthængende anlægsloft, som coronakrisen fik lettet på.

Ghettolisten kunne vi også glæde os over, da 13 ud af 28 områder røg af listen i år. En succes, konstaterer boligminister Kaare Dybvad Bek (S), der ellers gjorde det til sin første mission som minister helt at stoppe med at bruge G-ordet. Men det er vel mindre væsentligt, når man faktisk kan diskriminere sig ud af problemer. Lidt på kanten af, hvad man kan tillade sig, mener FN, og det samme gør beboergruppen Almen Modstand, der har lagt sag an. Bare fordi ens hudfarve og uddannelse nu er afgørende for, om din lejlighed skal rives ned.

2020 var også året, hvor vi, i hvert fald for nu, mistede udsigten til Bestseller Tower & Village på heden uden for Brande. Lidt længere nåede Bach Gruppen med sit højhus, Njals Tårn, inden en whistleblower afslørede, at betonfundamentet er fortyndet med så meget byggeaffald, at det knapt er egnet til at holde et parcelhus oprejst. Ja, faktisk er betonen mest velegnet til fundamenter til hønsehuse, forlyder det.

Bohrs tårn i København

Et andet højhus, der tilføjede endnu et kapitel i sin brogede historie, var Bohrs Tårn, der i 2020 mistede dele af sin facade. Ingen vidste i hvert fald, hvor delene var, og man måtte spekulere i et net omkring den arkitektoniske jammerlighed, så nedfaldne vragdele kunne opsamles løbende (måske med henblik på upcycling?).

Det overså vi i 2020

I 2020 overså vi i bogstavelig forstand hinanden, da vores mimik skulle transporteres gennem dårlige forbindelser på Zoom og senere blev spærret inde af mundbind, så afstanden mellem os for alvor blev stor.

Da pandemien overmandede os i foråret, overså vi også, at omkring os hamrede byggeriet op i helt nye højder. Coronakarantænen var ikke nået ud til byggepladserne. Men det bliver ikke til at overse fremover, når horisonter i hele Danmark lægges i benlås af nye højhuse med varierende arkitektonisk opfindsomhed.

Horisonter i hele Danmark lægges i benlås af nye højhuse med varierende arkitektonisk opfindsomhed

For de flestes vedkommende var vores mentale båndbredde også så opslugt af dødstal og kanelsneglsopskrifter, at der ikke var plads til at gruble over de store visioner for fremtidens byudvikling.

Men Lynetteholm er ikke et fatamorgana. Anlægsarbejdet begynder til næste år, og de færreste af os har egentlig begreb om, hvad det kommer til at betyde.

Det behøver ikke komme tilbage efter 2020

Vi savner vores liv, som det var. Men det er nu ikke alt, vi savner lige meget.

Når verden returnerer til en form for normaltilstand, kan krydstogtskibene fint fortsætte med at ligge for anker ud for en fjern kyst. Der er alligevel noget vulgært over at ankomme i en flydende boligblok med en kulturel udveksling på niveau med en Disney-film.

Vi vil heller ikke savne billigbarerne, der efterhånden havde udviklet hele byområder til hedonistiske voldsorgier og sendt ungdommen til udpumpning. Men allermest håber vi, at vi aldrig nogensinde mere skal se en kommunal kampagne, hvor der står »God jul og god afstand«.

2021 kan kun blive bedre end 2020

Meget rammende slutter 2020 hjemme bag skærmene iført natbukser med vores mest Zoom-egnede bogreoler i baggrunden og optøede kanelsnegle fra forårets lockdown. Vi behøver ikke en krystalkugle for at spå om, hvad der bliver 2021’s allerstørste vendepunkt.

Der er alligevel noget vulgært over at ankomme i en flydende boligblok med en kulturel udveksling på niveau med en Disney-film

Vores surdeje og idealer om forandring har alligevel mistet livsgnisten – og vi er så klar til at vaccinere os ud af mørket.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Forsiden