0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
PR-foto
Foto: PR-foto
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Lars Juel Thiis' nytårstale: »Når starchitecture rules, så er et oprør nødvendigt«

Politikerne har købt den populistiske arkitektur, højhusene i havneområderne mangler menneskelig nerve, og kulturarv forsvinder med kommunernes billigelse. Fremover skal vi tænke mindre på vores eget aftryk og i højere grad lade fortiden give svarene på fremtiden, skriver Lars Juel Thiis i sin nytårstale.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Et er Søkort at forstå, et andet Skib at føre.« (Ludvig Holberg)

Kritikken af det, vi bygger, har med rette været hård i 2020. Arkitekternes rygstykker er ømme af de utallige slag, som offentligheden har tildelt. Hvordan er det dog gået så galt? Som arkitekter vil vi straks mene, at det er de andre, der har skylden, at det er pengenes magt, der viser sit grimme ansigt.

Og kassetænkning præger bogstaveligt tiden.

Trial and error opbygger faglig tyngde

Men hvad skal der til for, at vi kan skabe smuk arkitektur i 2021? Lad os starte ved begyndelsen og lade arkitekturfagets praksis føre dig den rigtige vej. Og så – efter utallige forsøg, gennem trial and error – er der opbygget en faglig tyngde, og derved dannes det indre søkort.

Men kortet er pokkers behændigt at have med fra starten. Man kan skære hjørner, og for eksempel er restaureringsfagets metodikker om værdisætning gode guidelines for den uerfarne – selv om deres chartre og dogmer også har manifestets karakter og deraf følgende brister.

De enkelte byggerier taler så højt om sig selv, at man ikke kan høre, hvad de andre siger

At søge arkitekturens veje er stadig at etablere et solidt fagligt grundlag og herfra arbejde sig møjsommeligt mod målet. Og man ved aldrig, om man vælter ind i løsningen omkring det første hjørne, eller om man må ad store omveje for at nå den.

Man ved aldrig, om løsningen vil basere sig på umiddelbar intuition og lægge sig foran ens fødder, eller om det bliver tungt og hårdt detektivarbejde, der til sidst fravrister et sted sin hemmelighed og dyrebare skat, hvoromkring arkitekturen kan skabes.

Og det er i denne søgen, hele magien ligger gemt. Det smukke.

Kulturarven forsvinder med politikernes billigelse

De sidste 10-15 år har været præget af ’her kommer jeg-arkitektur’.

Alle de nye (høj)huse i byernes havnearealer bliver malende beskrevet som unikke værker med ikoniske kvaliteter, men de mangler rodfæstelsen, den menneskelige nerve og generøse tanke om at give noget tilbage til byen og borgeren.

I stedet taler de enkelte byggerier så højt om sig selv, at man ikke kan høre, hvad de andre siger. Og når starchitecture rules, så er et oprør nødvendigt. Særligt fordi politikerne kun har købt den populistiske vinkel på arkitekturens virke.

Politikernes ligegyldighed med det byggede miljø er måske arkitektfagets største udfordring. Før de bliver vækket fra deres skåltaler, sker der ikke noget.

Vi fjerner fortidens spor, hvad vi har formået og kunnet konstruere

I mellemtiden forsvinder bygningskulturarv med kommunernes billigelse, når developernes renderinger viser lykke på jorden. Vi fjerner den historie, som vi skal leve af i fremtiden. Vi fjerner fortidens spor, hvad vi har formået og kunnet konstruere.

Fremover skal vi tænke mindre på vores eget aftryk og i højere grad lade fortiden give svarene på fremtiden. Rødderne skal med, både stedets og historiens. Rødderne er bogstaveligt bæredygtige. Det er deres aftryk, der skal prioriteres.

Arkitektur skal spejle det levede liv

»Arkitekturen er menneskehedens største metafor.« (Per Kirkeby)

Bæredygtighed ligger i det naturlige, i naturens enkle logiske sammenhænge og dermed med mennesket gemt i det arkitektoniske udtryk.

Fordi mennesket prioriterer forskelligt, sætter forskellige aftryk og spor, skabes en fortællende berigende mangfoldighed. Det er tolkningerne, det er de små kendetegn, der gør arkitekturen aflæselig og menneskelig, og måske sniger der sig endda en ’fejl’ ind blandt detaljerne.

Alvar Aalto elskede fejlen, og hvis han ikke kunne finde den, så lavede han en ny. Samtidig sagde Kay Fisker, at arkitektur er orden i kaos. Og begge udsagn giver mening. Det handler om prioritering – at ikke alt er lige vigtigt.

Arkitektur er fastfrosset tid. Om samfundets synlige ambition, på godt og ondt, afspejlet i fysisk form

Arkitektur er fastfrosset tid. Om samfundets synlige ambition, på godt og ondt, afspejlet i fysisk form. Arkitektur er billeder om os selv, om måden hvorpå vi bebor og lever på denne lille planet.

Så arkitekturen skal afsløre, hvordan vi vil bevare Jordens ressourcer for fremtiden, og den vil kræve kontinuerlig udvikling og nye svar.

Vi må da spejle det menneskelige liv i vores arkitektur – som fine glimt i den store galakse, hvorudfra vi pejler, sætter en kurs og korrigerer, når virkeligheden byder sig til.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Forsiden