0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Filip Knaack Kirkegaard
Foto: Filip Knaack Kirkegaard
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Jep Loft: Arkitekter skræmmes af ord som 'pastiche' og 'nostalgi', og det skæmmer bybilledet

Det har været et fast princip blandt folk i byggebranchen, at man skal bygge huse, der er deres egen tid bevidst. Alt andet er blevet anset som forlorent. Og derfor er vi ikke kommet videre. Derfor har vi bebygget havnen i Horsens og alle de andre nyere kvarterer så idéforladt.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Betragt disse to billeder:

Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Jep Loft
Foto: Jep Loft

Det ene er fra det klassicistiske København. Det viser huse, der blev bygget i en periode, hvor Danmark var fattigere end nogensinde før eller siden. København var blevet sønderbombet af englænderne, som ovenikøbet havde stjålet byens vigtigste arbejdsplads, flåden. Staten var gået bankerot.

Det andet er et billede af byggeri fra vores egen tid, nu hvor Danmark er rigere end nogensinde. Det er fra havnen i Horsens, men det kunne være fra snesevis af andre steder, hvor byggeri er under opførelse

Mon ikke de fleste vil være enige i, at noget er gået galt? Men i flere menneskealdre har vi set på deprimerende trist nybyggeri, uden at nogen har gjort noget effektivt for at få det standset. Arkitekturkritikken har svigtet.

Tabersag at forsvare bagudskuende nybyggeri

Hvordan har det kunnet ske?

Sandsynligvis fordi alle bliver skræmt, når de hører ord som ’nostalgi’, ’pastiche’, ’romantik’ og lignende. Det har været en tabersag at forsvare nybyggeri i en stil fra en tidligere tidsalder – selv om de fleste kan se, at bykvartererne fra før Første Verdenskrig har langt mere liv og atmosfære end de kedelige forstadskvarterer, som er blevet bygget de seneste 100 år.

Arkitekturdebatten har været elitær

Arkitekturdebatten har været elitær. Blandt fagfolk har der ikke været megen lydhørhed over for kritik fra lægfolk. Men det væsentlige er ikke spørgsmålet om god eller dårlig arkitektur. Det væsentlige er vores bymiljøer. Dem har kun få talt om. De seneste 100 års værdinormer for god arkitektur har været ødelæggende for bymiljøerne.

Det har været et fast princip blandt folk i byggebranchen, at man skal bygge huse, der er deres egen tid bevidst. Alt andet er blevet anset som forlorent. Og derfor er vi ikke kommet videre. Derfor har vi bebygget havnen i Horsens og alle de andre nyere kvarterer så idéforladt.

Arkitekturoprøret kæmper mod uret

Men løsningen er ikke at bygge i en svunden tids stil. Løsningen er at ændre vores egen tids byggestil til noget bedre. Der er en stigende erkendelse af, at tiden er løbet fra modernismen. Den er umenneskelig og hensynsløs, og den skaber dårlige bymiljøer. Men alligevel er vi ikke kommet fri af den. Man har vænnet sig til, at nye huse ikke skaber gode bymiljøer, og at de slår de gamle bymiljøer i stykker, når der rives ned for at bygge nyt.

Ingen har haft mod eller evne til at skabe det afgørende brud. Men selvfølgelig kommer det. Før eller siden. Intet varer evigt. Tragedien er, at modernismen nu har domineret i 100 år, og i den tid er 90 procent af alle eksisterende bygninger opført.

Man kan ikke se på billedet fra havnen i Horsens, om husene ligger i København eller i Kina

I Arkitekturoprøret kæmper vi mod uret. For hver måned, der går, ødelægges uerstattelige værdier som følge af nedrivninger, og chancer forspildes i form af nye, kedelige bykvarterer, som kunne være blevet fantastiske. Som på havnene – ikke bare Københavns, men også på alle de mange andre, hvor nybyggeri har forringet havnemiljøet.

Danmark eller Kina?

Der skal tænkes nyt. Og det nye må nødvendigvis indebære et opgør med modernismen. Indtil for 100 år siden var arkitekturen baseret på århundreders erfaring, håndværksmæssig kunnen, æstetisk sans og sund fornuft. Meget af det bør igen komme til sin ret. Men på en ny måde.

Ligesom bilbranchen genopfinder sig selv og introducerer nye og bedre modeller baseret på klassisk design. Man kan let se forskel på en Fiat og en Morris. Nu, såvel som for 60 år siden. De har hver især bevaret deres særpræg.

Man kan næppe være i tvivl om, at det første af de to ovenstående billeder er fra Danmark. Vi havde dengang en dansk byggetradition. Men man kan ikke se på billedet fra havnen i Horsens, om husene ligger i Danmark eller i Kina.

I Arkitekturoprøret føler vi os overbeviste om, at et flertal i befolkningen deler vores fortvivlelse. Og vi er som sagt ikke i tvivl om, at der kommer bedre tider.

Danmark har det held, at det klassicistiske byggeri fra første halvdel af 1800-tallet (som vist på det første billede) er noget af det smukkeste i verden. Det er enkelt og elegant, og der er intet forlorent eller opstyltet ved det.

Man kan ikke forestille sig noget bedre grundlag at arbejde videre på. Det er bare om at komme i gang.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden