Debat: Jeg er bekymret over de nye villaers grusomme pastiche og onde, flade kedsommelighed

I villakvartererne ses en tendens, som bekymrer mig. Selv om Danmark er berømmet for sin villaarkitektur, er mange af de nye huse, der bliver bygget, blottet for arkitektonisk kvalitet. Enten er de uinteressante, eller også foregiver de at være fra en anden tid, der for længst er forbi.

Det er håbet, at de tegn, der er på eftertænksomheden – for eksempel anerkendelse af miljøansvar og tværsociale værdier – også vil få kommende villa- og typehuskunder samt branchen til at tænke over, hvad der gør et enfamiliehus arkitektonisk vellykket og til en god livsramme, som både samtiden og eftertiden vil kunne værdsætte.

Uanset at kommunerne kan stille nogle lokalplankrav, der har til hensigt at fremme arkitektonisk kvalitet og bevaring af kulturarv, efterlader den private ejendoms- og byggeret det største ansvar hos de private og deres rådgivere.

Intet galt med typehuse

Desværre vælger de fleste private bygherrer at købe et typehus uden at involvere en arkitekt til at undersøge stedets muligheder eller til at fremelske den arkitektur og indretning, der giver familien de bedste rammer.

Det til trods for, at villaen er arkitektens arkeudfordring. Fra Palladio, over Finn Juhl til arkitektstanden i dag. De bedste af de dansktegnede familieboliger fra det tyvende århundrede var sublime; bedre byggeskik og tæt-lav er dna’et i mange dygtige tegnestuer i dag.

Der er ikke noget galt med typehuse. Typehusgenren er som princip meget fornuftig; den handler om optimering af processer, der betyder at man får mere for pengene. I denne optimering blev der tidligere udviklet smukke, holdbare løsninger med rationelle planer og generøse dagslysindtag.

Typehuse blev udviklet, så de kunne tilpasses landskab og solorientering, og haven blev anvendelig. Typehusene stod ved kombinationen af det repetitive og det fleksible og udviklede en arkitektonisk genrekarakter, som appellerede til det moderne og dynamiske liv.

Hent dog inspiration

Men typehusene har bevæget sig i en anden retning sammen med efterspørgslen. Overordnet gælder maksimering; det skal både se stort ud, og husene skal også tangere højdegrænseplaner og bebyggelsesprocent. Regler, der tidligere blev opfattet som rummelige, men som nu helst skal omgås i ’uudnyttelige’ tagetager eller ekstreme kældre.

Der er særligt to udtryksformer, der repræsenterer de populære retninger, henholdsvis ’det flade hus’ og ’pastichen’.

Det flade hus har som regel fladt tag med høj stern eller et lavt pagodetag med en slags sorte tagsten, og den mest udbredte: det lave saddeltag med utroligt høje dobbelt- eller trippel-sternkanter.

Alle tre tagtyper har et tungt udtryk, der forplanter sig gennem de lave facader, som ofte er af mokkafarvede tegl, og videre til granitskærverne. Det er måske ikke et ondt udtryk, men der er ikke meget poesi eller skønhed.

Det er uforståeligt, at typehusfirmaerne og deres arkitekter ikke henter inspiration til elegante løsninger fra det repertoire, der faktisk er i dag, og som blev udviklet af blandt andre Utzon og Jacobsen, for blot at nævne et par af de store blandt de mange.

Det er ikke dyrere, bare bedre og rarere at se på.

Pastiche er forfalskning

Og så er der pastichen eller efterligningen af herskabsvillaen i nyklassicistisk stil (1910-1930).

At efterligningerne kun er halvhjertede – hverken materialer, håndværk eller form gør sig umage i forhold til forlægget – er ikke det største af problemerne.

Det grusomme er, at bygningerne forsøger at ligne noget, de ikke er, fra en tid, der for længst er forbi. Det giver et forfalsket indtryk af historien og bygningskulturen.

Forklaringen på en så hård anklage mod efterligningen er, at arkitektur er en del af vores kulturarv. Et håndgribeligt levn, som vores forfædre har givet videre, og som vi er forpligtet til at værne om.

En bygning skal naturligvis gerne bidrage æstetisk til området, men kultur og kulturarv handler om mere end det.

Arkitektonisk kulturarv er vidnesbyrd på, hvordan vi har levet gennem tiderne.

Postmodernisme: trods alt ikke løgn

Der har godt nok altid været anvendt historiske motiver i samtidens byggeri, men det har ikke været som en fuldstændig efterligning. Det er blevet til en stilretning i egen ret.

I en vis udstrækning kan historiske elementer og udtryk inddrages i ny arkitektur, som den blev i for eksempel postmodernismen i 1980’erne. Når blot det er en forholdsvis åbenlys dialog mellem nye og gamle motiver. Det er ikke nødvendigvis godt, men det er, i modsætning til efterligningen, trods alt ikke en løgn.

Siden det radikale teknologiske paradigmeskift i konstruktion, fremstilling og materialer, der manifesterede sig med modernismen, er nybyggede efterligninger af tidligere tider en anakronisme; vikingeborge, bindingsværkhuse og frontispicer, er fra en anden tid.

Når limsprosser og andre efterligninger i spartel- eller sprøjtepuds tager plads i vejbilledet, er det ødelæggende for forståelsen af den historiske kontinuitet. Forsvinder troværdigheden i aflæsningen af vores omgivelser, sænkes det kulturelle niveau.

Paradoksalt nok sker dette nu også ved ombygninger – for eksempel er ’nyklassicisme-pastichen’ så populær en tendens, at også gamle villaer bliver ombygget, så de med hvide facader, sort tag og småt-sprossede vinduer skal ligne typehusudgaven af patriciervillaen.

Man tror det er løgn, men historieforfalskning er blevet moderne.

Prøv at forstå huset

Forsættet til interessenter, beslutningstagere og branche er derfor, at der mere aktivt tages afstand fra den antikultur, det er at fremgøgle en anden epoke, og at der i stedet opfordres til at bygge videre på den nordiske tradition for arkitektonisk kvalitet og forståelse for omgivelserne.

Til bygherrerne må rådet være:

Når du istandsætter eller vil forandre, så prøv (eller få en dygtig arkitekt til) at forstå huset, så det bliver håndværksmæssigt og historisk korrekt, eller at større og nødvendige forandringer bliver et nyt, værdigt kapitel.

Hvis du vil bygge nyt: At både du og husfirmaet (eller måske endda en dygtig arkitekt) faktisk kan være vores egen tid bekendt. Gør jer umage; det koster ikke mere, til gengæld kan inde- og uderum blive bedre.

Et velindpasset og godt hus, der er i overensstemmelse med sted og tid, vil formentligt holde i værdi, også økonomisk, i modsætning til kopiprodukter.

Og endelig til arkitekterne: Bliv bedre til at nå ud. Det gælder både i kommunikation, men også i produkt. Gå i dialog med typehusfirmaerne og find løsninger så det ikke er prisen, der skræmmer. Tegn huse, som er din tid bekendt og gør din faglighed, din bygherre, miljøet og landskabet ære.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

• Kopiér link