0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Esben Zøllner Olesen
Foto: Esben Zøllner Olesen
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Debat: Vi må indføre 'den kropslige skala' og lade idrætten generobre byrummene

Bænke, caféborde, flisebelægninger og skulpturer gør det ikke alene i den ’kulturelle byudvikling’, skriver Claus Bøje, tidligere udviklingschef i Lokale og Anlægsfonden og aktuel med ny bog. Vi må indføre ’den kropslige skala’, farvelægge byens overflader, så de signalerer forskellige funktioner, og lade idrætten generobre stillegader og småveje.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

’Tænk mere motion ind i byrummet’, lyder overskriften (i papiravisen, red.) på Marcus Rubins signatur i Politiken lørdag 9. januar. Under pandemien er det blevet smerteligt klart for ham, at der er alt for få aktivitetsmuligheder i det offentlige rum. Man kan gå i byen – vandre lange, ensrettede ture rundt om Søerne i København. Men hvad ellers?

Rubin vil have en by fyldt med fysiske aktivitetsmuligheder. Motionsstativer, klatrevægge, skøjtebaner og boldbaner.

Mulighederne for kropslig aktivitet i det lokale bymiljø har historisk set været lavt prioriteret. Vi har jo de kommunale idrætsanlæg og kan dermed henvise trangen til kropsudfoldelse til særlige områder af byen, hvor idrætsfaciliteterne centreres for at opfylde primært den organiserede idræts behov. I de bolignære omgivelser er det vanskeligt – ud over den obligatoriske legeplads og eventuelle græsplæne – at finde udfoldelsesmuligheder for mere uformel, spontan aktivitet.

Anlægsomkostningerne må minimeres

De kropslige udfoldelsesmuligheders betydning for menneskers sociale liv og sundhed har således ikke i afgørende grad præget den fysiske planlægning. Nutidig byplanlægning opererer ganske vist med så smukt et begreb som ’den menneskelige skala’. Det bygger i høj grad på menneskets visuelt æstetiske oplevelse af byrummet. Men betegnelsen forekommer utilstrækkelig til afklaring af kropsudfoldelsens vilkår og krav i koblingen af byrum og bevægelse.

Mens den menneskelige skala beskriver en mere almen, sanselig opfattelse af byen, bør et begreb som ’den kropslige skala’, der forholder sig direkte til menneskers oplevelser som fysisk aktive væsener i byrummet, bringes på bane. Den kropslige skala er en indikator, der angiver graden af byrummets inspiration til kropslig udfoldelse. Den bør lyse klart på byplanlæggeres og arkitekters prioriteringsliste og beskyttes effektivt af politikerne.

Den kropslige skala er en indikator, der angiver graden af byrummets inspiration til kropslig udfoldelse

Grundlæggende skal der skabes adgang for mennesker til at dyrke fysisk aktivitet i umiddelbar nærhed af deres hjem. Den historisk konsekvente centralisering af idrætsanlæggene udvalgte steder i byen har svækket kropsudfoldelsens kulturelle og sociale muligheder. Men et decentraliseret idrætsliv kræver nytænkning.

Dels må anlægsomkostningerne minimeres gennem enkle projektudformninger. Dels må idrætten generobre stillegader og småveje, plæner og pladser, så der kan spilles småbold og dyrkes øvelser, løbes på rulleskøjter og skateboards, luntes og leges. Dels må indendørsidrætter som gymnastik, yoga, dans, bordtennis, vægttræning, judo, karate og andre mindre pladskrævende idrætter føres tilbage til lokalområderne, når fællesfaciliteter etableres i forbindelse med nybyggeri og renovering, og – ikke mindst – må de medtænkes i strategierne for anvendelsen af de mange gabende tomme butikslokaler.

Mirakler af liv opstår, hvis …

Kodeordet er gangafstand. Enhver byplanlægger ved det: Skal man opmuntre til uformel og spontan kontakt om lokale udfoldelser, må mulighederne findes i umiddelbar nærhed af folks bolig. I modsat fald bliver aktiviteterne præget af krav til organisering, og dermed smuldrer inspirationen til uformelle sammenrend i lokalsamfundet.

Mirakler af liv opstår, hvis stillegader og pladser belægges med finkornet asfalt, så de lokale beboere kan få glid i rulleskøjterne, spille småbold og tegne med kridt til lege og spil. Men det forudsætter, at byrummets overflader kærtegnes.

Ikke alene bør belægningen invitere til forskellige former for aktivitet, overflader bør farvelægges, så de signalerer forskellige anvendelsesmuligheder, og hårdhed og friktion differentieres, så det også bliver attraktivt at udfolde mere bløde bevægelsesmønstre. Murflader bør præpareres til murbold, parkeringsmønstre på de mange parkeringspladser times, så parkeringsrytmen giver maksimal plads for andet end biler, lyssætning sikre indbydende og trygge udfoldelsesmuligheder i den mørke årstid og overdækninger skærme mod vejrliget.

(Se alle forslagene i faktaboksen.)

Lokale og Anlægsfonden kæmper

Retfærdigvis skal det siges, at Lokale og Anlægsfonden har ydet en betydelig indsats på området de seneste 20 år. Men et årligt tilskudsbudget på 80 millioner kroner til nyskabende anlægsinvesteringer i både idræts-, fritids- og kultursektoren begrænser fondens økonomiske pondus. Man kan yde værdifuld rådgivning, men slagkraften fremmes, hvis man kan yde kontant støtte til grænseoverskridende projekter.

Kodeordet er gangafstand. Enhver byplanlægger ved det

I det København, som Marcus Rubin har vandret så mistrøstig rundt i, har fonden skabt banebrydende udendørsprojekter som for eksempel havnebade, kunstfrosne skøjtebaner, lysløjper, skaterfaciliteter og træningsinstallationer.

Større sammenhæng i det liv, man lever, kan byplanlægningen etablere ved at kombinere livsområder, som det moderne bysamfund har adskilt. Man bor et sted, arbejder et andet, køber ind et tredje og dyrker fritidsinteresser et fjerde.

Byrummets sportsgrene dominerer top-10

Inden for fritidslivet er opsplitningen særdeles konsekvent. Her udgør idrætten sin egen sektor, og den står stærkt som hovedmodtager af de offentlige investeringer til kulturformål. Men en analyse, som Idrættens Analyseinstitut fremlagde af befolkningens idrætsvaner kort før nytår, viser, at de idrætter, som organisationerne administrerer gennem foreningslivet, udgør en overraskende lille del af den voksne befolknings aktivitet. Gå- og vandreture, løb, styrketræning og forskellige former for fitness dominerer listen over top-10.

’Kulturel byudvikling’ er blevet et slogan i bestræbelserne på at skabe en mere levende by. Bænke, caféborde, flisebelægninger og skulpturer gør det ikke alene. Der skal etableres plads til bevægelse – ’scener’ til kropsudfoldelse – som opfordrer til leg, boldspil og anden bevægelse i mødet med de andre. Den kropslige skala er kodeordet, og politikernes rolle er at fastholde intentionerne, når bygherrers og totalentreprenørers økonomiske kalkulationer forsøger at vælte læsset. Byplanlægningen skal tilgodese menneskers behov for et spændende, alsidigt hverdagsliv.

Marcus Rubin begræder i sin signatur nedlæggelsen af den kunstfrosne skøjtebane på Kongens Nytorv. Jeg melder mig til koret.

’Kampen om idrættens kulturpolitik’ af Claus Bøje er 12. februar udkommet på Forlaget Spring.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden