0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Pernille Damgaard
PR-foto: Pernille Damgaard
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Anne Katrine Harders: Fran Lebowitz og Martin Scorsese viser os, at vi ikke ændrer byen med brok

Fran Lebowitz brokker sig over byen i den nye hypede dokumentarserie ’Pretend It’s a City’på Netflix. Det er sjovt, fordi vi alle har lidt af hende i os, når vi diskuterer byudvikling, skriver Anne Katrine Harders i dette debatindlæg. Men det bliver også tydeligt, at vi næppe forandrer det byggede miljø med brok, men med debat.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»I bumped into someone because they were not paying attention, and I thought: ‘I’m gonna let ’em walk right into me!’ And they looked up, like, annoyed, and I said: ‘Other people in the lobby, huh? Isn’t that astonishing?’ And that’s why I feel like: ‘Pretend it’s a city!’ You know, where there are other people.«

Langt væk, på den anden side af Jorden, og alligevel lige ved hånden på Netflix, finder vi én af vor tids allerstørste brokkehoveder. Hun hedder Fran Lebowitz, var ung, da storbyen var beskidt, og er, udover forfatter, foredragsholder, skribent og skuespiller, også ven med Martin Scorsese, som har lavet en serie i syv afsnit med og om Lebowitz selv. I første afsnit kaster hun sig stakåndet over alt det og alle dem, der ophidser hende ved byen – især hendes egen by, New York.

Og det er sjovt. For vi kan også på vores breddegrader genkende Lebowitz. I en bordherre, hvis beretninger fra cykelstien udfoldes, som var de fra fronten af Vietnamkrigen. Og mandagstrænerarkitekten, der ikke begriber, hvorfor nutidens arkitekter bevidst laver dårlig arkitektur, når nu vi ved præcis, hvordan man laver god arkitektur.

Eller den indignerede type, der råber på revolution (fra sofaen) mod magtfuldkomne politikere og grådige developere, ja, måske et oprør mod kapitalen i det hele taget. Men mest af alt har vi alle en Lebowitz indeni (nogle af os mere end andre). Især når vi konfronteres med andre mennesker i det offentlige rum.

Borde-bænkesæt på Times Square

Lebowitz selv kan ikke udstå den sanselammede adfærd, der indtrådte, efter vi fik installeret smartphones i håndfladerne, og discountfly gjorde det muligt for masserne at tage på ferie til alverdens byer. Hun begræder den gentrificering, der har friseret New York, bedst symboliseret med de borde-bænke-sæt og blomsterkummer, der er landet midt på Times Square, efter man lukkede delvist af for trafikken.

»It looks like my grandmother’s apartment,« konkluderer hun ud gennem fortænderne.

Der er ikke noget galt med brok, men man skal ikke forveksle det med kritik eller debat

Fran Lebowitz er ikke ekspert og interesserer sig i serien ikke specielt meget for, hvorfor tingene er, som de er. Hendes perspektiver fra og på byen er først og fremmest brok.

Der er ikke noget galt med brok, men man skal ikke forveksle det med kritik eller debat. Brok er snarere en erkendelse af, når vi ingenting kan (eller orker at) stille op mod det, der generer os. Brok er et terapeutisk anliggende, en befriende lettelse af låget på gryden og en samhørighed med ligesindede. Som når du brokker dig med kollegaerne over, at chefen tager mere hensyn til virksomhedens budget end til dine egne fremragende ideer.

’Synsninger’ præger arkitektursamtalerne

Kritik er sofistikeret brok med den forskel, at det bygger på argumentation. Kritik er, når man lykkes med at beskrive, hvorfordet håbløse Cabinn-hotel på Kalvebod Brygge er et problem, og ikke bare konstaterer, at det er håbløst.

Kritik er altså et niveau over de ‘synsninger’, der er helt legitime, men som har det med at beslaglægge samtalen om arkitekturens kvaliteter.

Debat er en forlængelse af kritikken. Det kan være et indspark baseret på (ny) viden, men det kan lige så vel være et nyt perspektiv, der leder til nye erkendelser. Debat er, når man argumenterer, men samtidig er åben for modargumenter.

Her fejler mange debatprogrammer på tv fuldstændig, når de caster deltagerne til at tale mod hinanden, som var det en spektakulær sværdkamp. Ingen i det setup er reelt interesseret i indslag, der kan nuancere eget syn på sagen, og det sker også fra tid til anden i byudviklingsdebatten.

Kritik er, når man lykkes med at beskrive, hvorfor det håbløse Cabinn-hotel på Kalvebod Brygge er et problem

Men nuancer er faktisk den gode debats inderste væsen, så dem, der tager beslutningerne på vegne af os alle, gør det med åbne øjne.

»I have no power, but I’m filled with opinions,« siger Fran Lebowitz egentlig meget rammende.

Det gælder for langt hovedparten af os, at vejen til reel indflydelse er barrikaderet eller i hvert fald meget kringlet. Den mest direkte forbindelse til toppen er i stedet at udfordre dem med mere magt end os andre, på ord.

Vi har brug for debatten om byudvikling og arkitektur for at minde dem (og os selv) om, at vi først og fremmest bygger for hinanden og for fremtiden og ikke så meget for den enkelte, som man nogle gange kunne få indtrykket af. Det betyder selvfølgelig ikke, at alt skal være til forhandling hele tiden og med alle. Men det betyder, at alt godt kunne være anderledes, og at alle er i deres gode ret til at påpege det.

Cabinn er som en tatovering, man fik i en brandert

Cabinn-hotellet på Kalvebod Brygge er ikke blevet til som en uundgåelig naturkatastrofe. Men står der nu som en tatovering, vi fik i en brandert, og minder os om, at vi skal debattere, hvordan vi undgår lignende katastrofer i fremtiden.

Det behøver man ikke at være fagekspert for at bidrage til. Men det kan godt betale sig at gøre sig umage med argumenterne og være åben for modargumenterne.

Ellers ender det bare som brok, og det er knap så effektivt, hvis man faktisk har en forhåbning og formodning om at kunne være med til at forandre byudviklingen. Det har Fran Lebowitz måske i virkeligheden heller ingen intentioner om.

Se første afsnit eller hele Martin Scorseses dokumentarserie ’Pretend It’s a City’ med Fran Lebowitz på Netflix.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden