0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Antropolog: Mennesker og spækhuggere lever længe, fordi vores ældre har værdi. Det glemmer vi i byudviklingen

Inden for blot to årtier er der opstået en grundfortælling om, at byen er for de unge; alene fra 2001 til 2019 faldt gruppen af borgere over 70 år med næsten 38 procent, skriver Henrik Hvenegaard Mikkelsen, antropolog med fokus på byudvikling, i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvilket træk deler mennesket med spækhuggeren? Sammen med dette store havpattedyr er vi – homo sapiens – den eneste art, hvor hunnerne lever længe efter menopausen. I et evolutionært perspektiv er det mystisk. Hvad skyldes disse ekstra årtier?

En af forklaringerne går under navnet ’bedstemor-hypotesen’. Ifølge denne idé var de ældre kvinder afgørende for familiens trivsel, og at bedstemødrenes aktive deltagelse i familien forbedrede børnebørnenes chancer for at overleve. Samtidig stod bedsteforældrene for overlevering af praktisk, historisk såvel som åndelig viden.

Hypotesen tilskriver altså de ældre en central rolle i forhold til udviklingen mod komplekse samfund.

Hvis man placerede et stenaldermenneske i København en tilfældig eftermiddag, ville han undre sig over, hvor de ældre befandt sig. For sandheden er den, at vi efter at have udviklet os til at have daglig kontakt mellem generationerne nu har skabt urbane miljøer, hvor de ældre er fraværende.

Efter at vi i årtier har satset på byudvikling på de unges betingelser, og de ældre som konsekvens er forsvundet fra bybilledet, er tiden nu kommet til, at vi ikke blot diskuterer, hvordan det går ud over vores ældre, men samtidig hvad vi som samfund har mistet – og hvad vi kan gøre.

»Infantilisering«

I foråret 2019 interviewede jeg en række ældre borgere i København om deres tilknytning til byen. De ældre gav udtryk for, at de i stadig mindre grad føler sig hjemme i byen; de opholdt sig mere indenfor, og de sagde næsten alle, at der var dele af det offentlige rum, som de ikke besøgte, fordi de følte, at områderne var forbeholdt de unge.

Hvis man placerede et stenaldermenneske i København en tilfældig eftermiddag, ville han undre sig over, hvor de ældre befandt sig

Inden for blot to årtier er der opstået en grundfortælling om, at byen er for de unge; alene fra 2001 til 2019 faldt gruppen af borgere over 70 år med næsten 38 procent. Det kan være én af grundene til, at byudviklingen har rettet sig mod yngre borgere og har været med til at skabe det, som arkitekturanmelderen Holger Dahl har kaldt en »infantilisering, der snart dominerer hele samfundet«.

Festivaler, fitnesstage, parkouranlæg og skaterramper signalerer, at byrummet i dag er forbeholdt det yngre segment. Især København er blevet en by præget af alderssegregering, hvor det daglige møde mellem aldersgrupperne er blevet et fjernt minde.

Strikkende kvinder i Norge dæmpede de unge

Vi skal ændre forståelsen af de ældres rolle i samfundet – såvel for de ældres skyld som for alle andres. Der er opstået en idé om, at byer skal være ældrevenlige, fordi de ældre skal have det godt. Det er umiddelbart en meget sympatisk idé, men den løber parallelt med en anden idé, som siger, at ældre har meget lidt at byde på. Af den grund har der ikke været fokus på, hvad de ældre bidrager med i byrummet.

Der findes meget lidt forskning på feltet, men der er gjort vigtige erfaringer i forskellige lande. I Norge har man med stor succes inviteret ældre kvinder til at sidde med deres strikketøj strategisk placeret i parken, hvor der er problemer med larmende unge. Det fik de unge til at dæmpe gemytterne eller fortrække til andre steder.

De ældre gav udtryk for, at de i stadig mindre grad føler sig hjemme i byen

I en bjergegn i det centrale Luzon i Filippinerne, hvor jeg tilbragte halvandet år som antropolog, er det en selvfølge, at de ældre løser de problemer, der må opstå med de unge. De ældre har nemlig det tætteste forhold til børnene i landsbyerne. De opdrager de unge, fortæller dem røverhistorier, holder øje med, at de ikke falder ned fra træerne og så videre. Alene ved at være til stede skaber de ældre en mere afdæmpet atmosfære.

Vi skal tage de ældres briller på

Så hvorfor skal vi interessere os for den ældrevenlige by? Det korte svar er, at hver af os snart selv tilhører gruppen af ældre, som har oplevelse af at være uinviterede gæster i vores egen by. Men en anden grund er, at ældre muligvis vil påvirke byerne på positive måder, hvis der skabes plads til dem.

Den forestående genåbning af samfundet er en unik anledning til at sætte fokus på, hvilken rolle ældre skal spille som aktive borgere i de danske byer. Vi må anstrenge os for at se byen med de ældres briller og blive kloge på, hvilke parametre vi skal skrue på for at skabe mere aldersinkluderende byer.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden