0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Pernille Damgaard
Foto: Pernille Damgaard
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Anne Katrine Harders: Branchen har ikke råd til at mase passionen ud af arkitekter med dårlige arbejdsvilkår

Det har nærmest fremstået som et adelsmærke, at man i arkitektfaget ofrer sig selv – og gerne lidt mere end det – for at blive til noget. Men dygtige arkitekter er snart en mangelvare, og det kommer til at kræve et nyt syn på, hvordan talent forvaltes bedst muligt, skriver Anne Katrine Harders i dette debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Efter en del år på sidelinjen af arkitektbranchen, har særligt én ting undret mig: at dårlige arbejdsvilkår lader til at være en betingelse.

Idealet er kunstneren der, drevet af sin passion, gerne tilsidesætter egne behov, sine relationer og sig selv. Det er i hvert fald ikke en hemmelighed, at det på arkitektskoler og tegnestuer er normen at inkludere døgnets sene timer i et vedvarende pres fra både en selv, men også fra uklare eller helt urealistiske forventninger til, hvad man skal levere. Gerne i midlertidige ansættelser og til en ringe eller slet ingen løn. Der har alligevel altid været mange om buddet.

Som tilskuer kan man næsten få den opfattelse, at det faktisk bærer en værdi i sig selv, et slags bevis på passionen, at være en af dem, der klarede sig, mens andre måtte opgive undervejs. Eller at de dårlige vilkår om ikke andet er en uundgåelig del af at få lov til at bedrive det, man brænder for.

Burde give anledning til selvransagelse

Ja, det er selvfølgelig blot et rygte, at det forholder sig sådan, men rygtet forstærkes nu af stemmer, der lyder højere og højere. Seneste den norske Instagram-profil (@anonymearkitektstudenter), som skabte overskrifter med en slags kollektiv vidneberetning, hvor arkitekter greb muligheden for at skildre den frygtkultur og det ekstreme præstationspres, de oplever på arkitektskoler og tegnestuer over hele Norden.

Man kan godt undre sig over, at det ikke er sket tidligere.

Undersøgelser (på blandt andet Arkitektskolen Aarhus) har ad flere omgange vist, at arkitektstuderende er langt mere stressede end andre studerende. Det alene burde være anledning til selvransagelse i hele branchen.

Men at de dårlige vilkår skulle være et problem for nogen, fremstår som et fasttømret tabu, der gør det svært for den enkelte at sige fra. Måske derfor, at vidneberetningerne på Instagram i første omgang var anonyme, inden de efter en del postyr fik profilens ophavskvinde til at slette dem. Var det noget af selve kernen i arkitektfaget, der her blev blottet?

Arkitektfaget er som bekendt et kunstnerisk fag og i modsætning til ingeniørfaget langt sværere at konkretisere præcis, hvilke parametre kvaliteten måles på (og hvordan disse i øvrigt er knyttet til, hvem der måler).

At du kan dømmes inde eller ude på et, for nogen, uigennemskueligt grundlag, gør det selvfølgelig svært at være den, der påpeger uhensigtsmæssige vilkår eller ligefrem afslører grænseoverskridende forhold og adfærd. Det er måske mindre pinsomt at ofre sig selv end sine drømme?

Motivationsforsker Helle Hedegaard Hein malede for nylig et meget præcist billede af branchens akilleshæl, da hun som konsulent blev hyret til blandt andet at undersøge motivation og demotivation blandt ansatte og studerende på Arkitektskolen Aarhus.

Dét hun fandt, var ikke bare en alarmerende høj andel af stress, men et lysende eksempel på, hvordan stor passion (som den hun oplevede på skolen) for manges vedkommende bliver kvalt i, hvad der paradoksalt nok ligner et forsøg på netop at tvinge den frem. Typisk ved at sætte barren, så den er umulig at nå – eller se for den sags skyld.

Det er en forældet forestilling, at det passionerede menneske bliver mindre passioneret af at have gode arbejdsvilkår

Helle Hedegaard Hein påpeger også, at stress ikke er noget, de i udgangspunktet slæber med hjemmefra. Arkitekter, som de er flest, investerer sig selv i deres fag. Men det er ikke nok at brænde for det, man gør. Trives man ikke, brænder man ud. Det er heldigvis ved at være almen viden, ligesom det er en forældet forestilling, at det passionerede menneske bliver mindre passioneret af at have gode arbejdsvilkår.

Generation Z siger fra

Det er derfor helt uundgåeligt for hver eneste aktør i arkitektbranchen at gøre op denne forestilling. For der er ikke kun tale om enkelte menneskeskæbner, men om hele fagets overlevelse. Nye udbudsformer, opkøb af tegnestuer og pres fra udlandet forstærker konkurrencen på markedet, hvor prisen alene ender med at bestemme udfaldet, hvis den arkitektoniske kvalitet og kompetence ikke er i særklasse.

Det vil være evnen til at levere netop dét, arkitektur i særklasse, der bliver afgørende for, hvilken rolle arkitekten kommer til at spille fremover. Det har danske tegnestuer indtil nu leveret i stort omfang.

Men sådan bliver det ikke nødvendigvis ved med at være. Netop arkitekter, med de kompetencer, der fostres her i landet, er allerede ved at være en mangelvare, men bliver det i endnu højere grad i fremtiden. Store generationer på vej på pension og et gradvis lavere optag på landets arkitektskoler cementerer nødvendigheden af at få mest muligt ud af det talent, der så er til rådighed. De virksomheder, der vinder på den lange bane, er altså dem, der har forstået, at talent ikke er noget, man kan plukke, men noget, der hele tiden skal næres og plejes for overhovedet at kunne gro.

Det sætter nye generationer, nye krav til. Millennial-generationen, der har ramt arbejdsmarkedet de seneste år og generation Z, som gør det snart, er bevidste om deres eget værd og bliver for tiden trænet intensivt til i kor at sige fra over for det, de finder urimeligt.

Det er generationer, der først og fremmest vil arbejde for noget meningsfuldt på et højere plan, men som er skeptiske overfor virksomheders reelle motiver. En nærliggende morale kunne være, at arkitektvirksomhederne ikke bare skal have øje for, hvordan et byrum skaber livskvalitet og hvordan arkitekturen gør verden mere bæredygtig. De skal også selv praktisere visionerne i relationen til deres egne medarbejdere.

Den kobling er selvfølgelig helt afgørende for en virksomheds troværdighed i det hele taget.

Mange i arkitektbranchen er med garanti allerede ved at iværksætte denne nødvendige kalibrering af forestillingen om, hvordan det passionerede menneske udvikles og trives i fremtiden.

Det bliver interessant, hvilke skoler eller virksomheder der tør at gå forrest og sige det så højt, at det samtidig forpligter.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Forsiden