0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Lene Ingemann Jørgensen
Foto: Lene Ingemann Jørgensen
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Peter Schultz Jørgensen: En cocktail af økonomi og manglende helhedsplan gør Sjælland til en snigende strukturel bykatastrofe

Vi er blevet blinde for helheden og ser udviklingen i Københavns Kommune, på Vestegnen og på det øvrige Sjælland i tre adskilte perspektiver, skriver arkitekt og forfatter Peter Schultz Jørgensen i dette debatindlæg. Derfor bliver deres urbane kvaliteter bid for bid sat over styr, men på hver sin måde.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I Københavns Kommune, på Vestegnen og ’ude på Sjælland’ er der gang i byudvikling og boligbyggeri. På forskellige måder bliver naturen og en potentielt velfungerende bystruktur sat over styr bid for bid. Det er en snigende strukturel katastrofe.

Denne udvikling er drevet af en cocktail af økonomi og fravær af en helhedsplan. Og, vil jeg tilføje, fraværet af en forståelse af, hvad fremtidens form for urbanisering kan være.

Konsekvenserne udspiller sig dog forskelligt i de tre områder, fordi vi er blevet blinde for helheden og ser udviklingen i Københavns Kommune, på Vestegnen og på det øvrige Sjælland i tre adskilte perspektiver.

Jeg begynder udefra.

Parcelhusgrunde over stok og sten

Lige nu bliver der udstykket og solgt parcelhusgrunde i den store stil omkring Sjællands mindre byer og købstæder. Det er en gentagelse af, hvad der skete i den hektiske periode fra 2002 til 2006. De mindre byer bliver pendlerbyer, der vokser som ’billige alternativer’ for nye borgere, som ikke har råd eller lyst til at bo i København eller på Vestegnen.

Typisk sker det ved, at en ejer af landbrugsjord får øje på guldet. Fem hektar landbrugsjord har en salgspris på cirka 750.000 kroner. Udstykket til parcelhuse er salgsprisen på omkring 75 millioner. Når kommunalbestyrelsen vedtager lokalplaner, laver den således penge – men ikke til kommunen.

Lap ved lap breder byerne sig planløst ud i landskaberne

Forvaltningen omsætter den til en lokalplan, som bliver stemt igennem af Venstre og Socialdemokratiet. Lap ved lap breder byerne sig planløst ud i landskaberne.

Der mangler en afklaring af de mindre byers fremtidige struktur og af, hvad de bymæssige kvaliteter kan være. De mindre byer udvikler sig derfor ikke organisk ud fra egne behov. De får heller ikke tilføjet bykvaliteter, men bliver i stedet mere opløste. Sådan er det i min by med cirka 5.000 indbyggere, men det ses alle vegne for tiden. Der er heldigvis en spirende bevægelse blandt borgere mod denne form for afvikling af en visionær udvikling.

Pres på Vestegnen

Jagten på byggemuligheder, der er billigere end i det overophedede center, bringer uhensigtsmæssige arealer i spil, som ligger langt fra kollektive trafikknudepunkter, er støjbelastede eller indtager natur.

Ligesom borgerne i København protesterer mod at bortbygge natur og kulturmiljøer på Amager Fælled og på Stejlepladsen, vender borgere på Vestegnen sig mod dette byudviklingspres. En klage fra gruppen ’Nej til Trafikstøj’ fik Planklagenævnet til i marts at ophæve en lokalplan for 518 boliger i Vallensbæk Kommune, fordi støjen ville overskride miljøstyrelsens grænser. Bebyggelsen, der var døbt Vallensbæk Byhave, lå 40 meter fra Køge Bugt Motorvejen.

Næsten samtidig har ATP måttet opgive boligbyggeri på Radiogrunden i Vestskoven i Albertslund. Efter pres fra borgergruppen ’Bevar Vestskoven’ og Danmarks Naturfredningsforening droppede kommunen planen.

Der er andre sager, der tydeliggør presset på Vestegnens bykvalitet og natur. At der planlægges og udvides motorveje, der leder trafik ind til København, gør det ikke bedre.

Også her er årsagen den manglende helhedsplan. Med Fingerplan 2019 opfyldte Erhvervsministeriet blot de fleste kommuners ønsker. Det er ikke en seriøs planlægning for landets mest komplekse byområde.

Vi har til gode at se, hvad den stadig nye indenrigs- og boligminister kommer op med, men store greb er nødvendige. Og vi har til gode at se, hvad Hovedstadens Letbane fra Ishøj til Lundtofte kan føre til. Det er tiltrængt initiativ, der åbner store potentialer for at skabe urbane kvaliteter vævet ind i naturen.

Containeren koger over

Situationen i København er velkendt. Prisen på boliger stiger, mens kranerne stabler dem. Der bliver bygget på de affredede arealer Lærkesletten og Stejlepladsen. Naturen er presset, fordi der mangler arealer. Blandt andet derfor er også Lynetteholm bragt i spil. I farvandet, hvor det historiske slag på Reden fandt sted 2. april 1801, og hvor dyr og planter udgør en vigtig del af Øresunds natur, er der planlagt et lag af flere meter jord fra København og det øvrige Sjælland.

Hovedproblemet er, at Københavns Kommune udvikler sig som i en container

Hvis ’Kommuneplan 2019’ bliver realiseret, skal der i de næste 12 år bygges 40 procent flere boliger end i de foregående 12 år. Det lader sig ikke gøre på de arealer, der pt. er til rådighed. Kommunens begrundelse er dobbelt: Folk søger til København, og hvis der bliver bygget nok, bliver boligerne billige. Hvorfor begge argumenter er mere end tvivlsomme, er ikke emnet her.

Hovedproblemet er, at Københavns Kommune udvikler sig som i en container.

Sjællandsregionen mangler en helhedsplan

Det, der foregår som en snigende proces, er drevet af de samme kræfter, men udspiller sig forskelligt: i Københavns Kommune som en container, på Vestegnen med en vingeskudt Fingerplan og på det øvrige Sjælland, hvor kommuner kæmper hver deres kamp for at være med på vækstbølgen. Vi har vænnet os til at se byudvikling i disse tre adskilte perspektiver.

Vi må forstå, at det hele udgør et sammenhængende bysystem, der udvikler sig, deformerer og fragmenterer, fordi der mangler én helhedsplanlægning af Sjællandsregionen.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Forsiden