0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privat
Foto: Privat
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.byrummonitor@pol.dk


Arkitekt: Arkitekturen er en fejring af livet og mennesket før noget andet

Vi mennesker fornemmer, når et sted har været forladt, skriver arkitekt Rikke Hedegaard Jeppesen i dette debatindlæg. Coronakrisen har åbenbaret, at vi har brug for de rum og steder, hvor livet udfolder sig. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi husker kantzonerne, gadehjørnet, det stille, det storslåede og det undseelige.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Vinteren har været lang og hård. Vi vidste, at coronavirussen ville sende os alle hjem i en fimbulvinter af ensomhed, begrænset til at tilbringe størstedelen af de levede timer i de samme rum med de samme møbler, de samme farver og de samme kopper, kuglepenne, tallerkener, maling og dørhåndtag.

Der har mange af os været forskanset, afskåret bag Teams-skærmen. Afskåret fra andres bevægelser, mimik, kropssprog, dufte og stemmer. Omkring os er der opstået et tomrum – et fravær af interaktion og oplevelsen af andre mennesker. Vi definerer os selv ud fra samspillet med andre, og vi har oplevet et fravær af eksistens.

Imens vi selv har brugt vores private hjem, er arkitekturen blevet frarøvet sit publikum, sin interaktion med menneskekroppens bevægelser, lyde og liv, og rum blev frarøvet dets nærvær. Alle de rammer, inden for hvilke vi lever vort liv, har stået tomme, om det så har været kontorer, teatre, butikker, spillesteder, cafeer, frisører.

Arkitekturen er det levede liv

Arkitekturen og byen er intet andet end vores bedste bud på, hvordan livet leves på bedste vis. Hvordan vi tror, mennesker bliver glade og oplever værdi og kvalitet i livet. Arkitekturen er til for mennesker. Den er evigt levende, men kun så længe den opleves. Når vores byer og byggede strukturer pludselig forlades, opstår et tomrum, som også mærkes, når vi tager den i brug igen. Vi vender tilbage til kontorer, arbejdspladser og forlystelser blot for at se aftrykket af det, vi forlod.

Imens vi selv har brugt vores private hjem, er arkitekturen blevet frarøvet sit publikum

Spor af liv, som med et slag er forandret. Det ligger i de små detaljer. Papirbunkerne, som har ligget på samme sted i et halvt år, og som ikke længere rummer relevans. Dartskiven, som har drevet kollegaer til vanvid i muntre pauser. Morskaben er for længst forbi og erstattet af nye dagsordner – en ny verden. Alt sammen vidner om en tid, der forsvandt.

Og lige der opstår det interessante.

Vi har et fælles ansvar i den brølende maskine

Vi mennesker fornemmer, at et sted har været forladt – selv efter at vi har indtaget det igen, ligger stilheden i rummene i flere dage. En sær ensomhed, som sidder i duften af hengemte kostumer på teatret, overfladen på et dørhåndtag, der ikke har været rørt længe, broen der ikke har fået det slid, man ville forvente, men stadig bærer sine gamle ar.

Johannes Møllehave skrev så smukt, at meningen med livet er blot at være til, at tage imod gaven hver eneste dag. Arkitekturen og vores byer er de rammer, vi lever i. Arkitekturen er kun noget værd, når den opleves. Når vi designer byer, skal vi huske, at vi designer til livet.

Johannes Møllehave skrev så smukt, at meningen med livet er blot at være til, at tage imod gaven hver eneste dag

Vi bygger de strukturer, inden for hvilke vi forsøger at finde mening og livskvalitet. De stærke økonomiske kræfter er afgørende for, at vi kan skabe gode rum. Uden investeringer, ingen mulighed for udvikling af rum og steder.

Den fortælling er oldgammel. I den brølende maskine har vi et fælles ansvar for at huske, at vi alle er forbundet i byrummene og arkitekturen – de magtfulde og pengestærke, de studerende, de priviligerede, de travle, forældre og børn, staklen på bænken; os alle. Vi har alle brug for de rum og steder, hvor livet udfolder sig. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi designer til livet.

At vi husker kantzonerne, de små finurlige ophold, gadehjørnet, det stille, det storslåede og det undseelige. At arkitekturen er en fejring af livet og mennesket før noget andet.

Det kan ikke måles eller vejes. Det ligger i nærværet hos den enkelte designer, arkitekt, investor og politiker. Når vi har respekt for og kærlighed til livet og hverdagen, kan det mærkes i designet og hos, de der efterfølgende skal færdes i byens arkitektur.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.byrummonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce