Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Navne
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Oprydning efter ulovlig fortovsordning: Endnu en direktør fyres i Københavns Teknik- og Miljøforvaltning

Der indledes en afskedigelsessag af Torben Gleesborg, direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen. Efter fyringen vil han desuden fratræde sin post som næstformand i Dansk Byplanlaboratorium.

Navne
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For to uger siden kostede det Pernille Andersen, adm. direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen, jobbet, at forvaltningen har haft »utilstrækkelig klarhed om forretningsgangene«.

Nu står Torben Gleesborg, direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen med ansvar for 'eksterne projekter', også til at miste jobbet. Beslutningen blev truffet af Økonomiudvalget, som på sit møde 2. april besluttede at indlede en afskedigelsessag mod direktøren på anmodning fra teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Fyringen sker på baggrund af en advokatundersøgelse, som advokatfirmaet Bech-Bruun har udført for kommunen og afleveret til Økonomiforvaltningen, eftersom Teknik- og Miljøforvaltningen selv er myndighedsinhabil.

Allerede for et år siden konkluderede kommunens interne revision, at fortovsordningen var ulovlig, fordi omkostningen – som borgerne blev opkrævet – var baseret på et løst skøn og for høj. I realiteten var det dermed en ulovlig indtægt for forvaltningen.

Samtidig bad kommunen om en uvildig, ekstern advokatundersøgelse, og teknik- og miljøborgmesteren varslede, at der skulle placeres et ansvar.

Det er advokatundersøgelsen, der har ført til afskedigelsen, udtaler Ninna Hedeager Olsen i en pressemeddelelse:

»Jeg har efter endt læsning af advokatundersøgelsen om fortovsordningen set mig nødsaget til at anmode Økonomiudvalget om at indlede en afskedigelsessag mod teknik- og miljøforvaltningens direktør Torben Gleesborg. Jeg kan ikke gå i flere detaljer med en personalesag,« udtaler Ninna Hedeager Olsen.

Politiken Byrum har tidligere anmodet om aktindsigt i advokatundersøgelsen, hvilket er blevet afvist. Efter sagen er behandlet af Borgerrepræsentationen 11. april, vil rapporten blive offentliggjort i en anonymiseret form, oplyser forvaltningen.

Selv om forvaltningen angiver fortovssagen som udløsende faktor, har forvaltningen også været plaget af andre møgsager.

Torben Gleesborg vil desuden fratræde sin post som næstformand i Dansk Byplanlaboratorium efter fyringen, da han er udpeget af Københavns Kommune.

Flere møgsager

I 2018 mødte kommunen stor kritik af, at den havde opkrævet 11 procent for meget i byggesagsgebyr, men alligevel afviste at tilbagebetale overbetalingen til borgere og erhverv. I budgetforliget 2019 besluttede kommunen helt at sløjfe byggesagsgebyret.

Også i 2018, i august, politianmeldte forvaltningen en nu afskediget enhedschef under byggesagsafdelingen i Københavns Kommune. Enhedschefen videregav fortrolige oplysninger, efter en ejendomsmægler over email havde tilbudt »verdens laveste salær«, hvis enhedschefen hjalp med et problem med en servitut. En whistleblower havde afdækket forholdene.

Og så kunne B.T. i juni afsløre, at fem chefer i Teknik- og Miljøforvaltningen i 2017 bad analyseinstituttet Epinion fjerne tre kritiske afsnit af en undersøgelse om borgernes tilfredshed med byggesagsbehandlingen. Epinion protesterede flere gange, men forvaltningen fik sin vilje. Det var ifølge Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, »i strid med sandhedspligten«.

Direktører konstitueres

I direktionen er dermed blot Michel Schilling tilbage. Han konstitueres som adm. direktør, hvis afskedigelserne gennemføres af Borgerrepræsentationen 11. april.

Michel Schilling startede for to år siden hos Københavns Kommune, efter han senest havde været vicedirektør i Miljøstyrelsen, hvor han havde været ansat i otte år. Han er uddannet jurist og har startet sin karriere i Udenrigsministeriet og siden forskellige styrelser.

Resten af ledelsen i Teknik- og Miljøforvaltningen udgøres af fem vicedirektører og en sekretariatschef.

Nuværende vicedirektør Hans Christian Karsten vil blive konstitueret som direktør.

Fra Økonomiforvaltningen til toppost i Teknik- og Miljø

Den anden konstituerede direktør bliver ikke en anden vicedirektør, men derimod Claus Andersen, der i dag er cheføkonom i Økonomiforvaltningen, hvor overborgmester Frank Jensen (S) er politisk chef.

Claus Andersen, cand.polit og 35 år, blev for et år siden portrætteret af Berlingske i forbindelse med, at han figurerede på avisens liste over 100 talenter. Han sprang i 2017 fra en karriere i ministerierne, senest kontorchef i Beskæftigelsesministeriet, til posten i Københavns Kommune.

Adm. direktør i Københavns Kommune Peter Stensgaard Mørch udtalte over for Berlingske om Claus Andersen:

»Claus besidder en sjælden kombination af en exceptionel økonomisk og analytisk formåen, godt strategisk og politisk blik og endeligt gode ledelses- og samarbejdsevner. Det er denne kombination, der også gennem årene har givet sig udslag i solide resultater og en hurtigt rykkende karriere.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden