Ellen Højgaard Jensen er et af 10 medlemmer af Udvalget for levedygtige landsbyer samt direktør for Dansk Byplanlaboratorium, der i 1947 stod bag Fingerplanen i Storkøbenhavn.
Foto: Kennet Havgaard

Ellen Højgaard Jensen er et af 10 medlemmer af Udvalget for levedygtige landsbyer samt direktør for Dansk Byplanlaboratorium, der i 1947 stod bag Fingerplanen i Storkøbenhavn.

Nyheder

Ellen Højgaard Jensen: Landsbyer skal droppe konkurrencen om de samme indbyggere

Landsbyerne konkurrerer om de samme indbyggere og de samme virksomheder med de samme tiltag. Hvis de i stedet laver en fælles plan, kan de styrke det, hver kommune er bedst til, mener direktøren for Dansk Byplanlaboratorium, der mandag var medafsender på landsbyudvalgets 17 anbefalinger.

Nyheder

Det er ikke nogen sund konkurrence, der foregår mellem de danske landsbyer i dag.

Tværtimod, mener Ellen Højgaard Jensen. Hun er direktør for Dansk Byplanlaboratorium og et af 10 medlemmer af Udvalget for levedygtige landsbyer, som mandag afleverede sine anbefalinger til erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Forslagene lægger blandt meget andet op til en forøgelse af nedrivningspuljen og til, at staten i højere grad hjælper kommunerne med at sikre kollektiv trafik.

Men som planloven er i dag, er det langtfra alt, der kan løses fra statslig side, påpeger Ellen Højgaard Jensen. Hun mener derfor, at kommunerne også selv må skride til handling.

Det første, de skal gøre, er at lægge stridsøksen på hylden.

For konkurrencen om at tiltrække flest indbyggere og de stærkeste virksomheder skaber kannibalisering kommunerne imellem, mener byplanlæggeren, der derfor opfordrer kommunerne til at »kigge ud over kommunegrænserne«.

»De skal først og fremmest få lavet nogle fælles realistiske analyser af, hvad fremtiden viser i deres område. Hvad har de af bosætning, hvad har de af bysamfund, hvad er det for et samlet arbejdsmarked, de kan se. Og så få lavet nogle fælles planer og strategier,« siger Ellen Højgaard Jensen.

Ikke alle kan få børnefamilier

Der er vel kommuner, der i dag vinder på konkurrencen, som vil tabe på sådan et samarbejde?

»Det kommer an på, hvad de vinder på, for kommuner har ofte forskellige forcer. Historisk har vi set, at rigtig mange kommuner konkurrerer på det samme, og det er især at tiltrække børnefamilier og den kreative klasse - men der kan være rigtig mange andre strategier. Det kan være, man skal satse mere på produktion, på det grå guld, på turisme eller på dobbeltbosætning,« siger Ellen Højgaard Jensen med henvisning til helårsbrug af et hus, selv om man har primær adresse et andet sted.

Hvis du spørger folk, hvorfor de godt vil flytte på landet, så siger de ikke, at det er på grund af et eller andet vartegn. Så siger de, at det er på grund af adgangen til naturen

Og det er her, samarbejdet for alvor kan gavne, mener hun. For når kommunerne samarbejder, kan de styrke de områder, de hver især i forvejen er bedst til - i stedet for alle sammen at forsøge at være bedst til det samme.

»Hvis man laver en større arbejdsdeling mellem kommunerne, så kan den kommune, der satser på turister, for eksempel undgå at placere forurenende industri i byen, mens de kommuner, der satser på erhvervsudvikling i højere grad kan gøre det,« siger hun.

Tvang er desværre ikke en mulighed

Egentlig så Ellen Højgaard Jensen allerhelst, at der i højere grad var en samlet national plan, og at regionerne havde planlægningskompetencer, så kommunerne ikke havde helt så frie tøjler, som de har i dag.

Sådan var det i højere grad inden kommunalreformen i 2007 og til en vis grad også frem til ændringen af planloven i 2017, hvor regionerne fik frataget de sidste planlægningskompetencer.

Alligevel vil hun ikke anbefale, at det er den vej, man går.

»Det ville være rationelt på mange måder, men jeg tror, at det ville være rigtig politisk utaktisk at gøre, fordi modstanden blandt borgmestrene ville være så stor, at man ikke ville opnå det samarbejde, som man ønsker,« siger Højgaard Jensen.

Heldigvis oplever hun, at flere kommuner allerede er begyndt at samarbejde i langt højere grad end tidligere.

»De kan se, at man ikke kan løfte den her opgave alene. Samtidig kan vi se, at pendlingen stadig stiger. Det er udtryk for, at folk ikke flytter til kommuner, men til regioner og arbejdsmarkeder. Det er den måde, kommunerne skal tænke på.«

Affolkning kan ikke altid bremses

I den 99 sider lange rapport, som Udvalget for levedygtige landsbyer præsenterede mandag, giver udvalget også et bud på, hvordan antallet af indbyggere i landsbyerne kan se ud i fremtiden, hvis affolkningen fortsætter uforandret.

I så fald vil befolkningstallet i byer med op til 1.000 indbyggere i 2030 være 20 procent lavere, end det var i 2000.

Nogle kommuner vil få held til at vende udviklingen, men andre må indstille sig på, at befolkningstallet bliver ved med at falde, skriver udvalget i rapporten.

Sådan lyder meldingen også fra Ellen Højgaard Jensen.

»Der er kommuner, hvor det ikke er realistisk, og de skal turde fokusere. For satser de ensidigt på at få flere indbyggere, kan de få smurt velfærdsydelserne og herlighedsværdierne lige lovligt tyndt ud i stedet for at satse på enkelte landsbyer,« siger hun.

Længere planlægning og mere natur

Kommunerne skal også begynde at lave længere planlægning, anbefaler udvalget.

For når kommuner pludselig kan finde på at nedlægge skoler i budgetforhandlinger hen over natten, skræmmer de beboere og potentielt nye indbyggere væk, mener Ellen Højgaard Jensen. Hun anbefaler derfor, at man laver mere langsigtede planer med højere gennemsigtighed - også så man viser, hvad der skal være i stedet for skolen, hvis den er planlagt til lukning om fem år.

»Så ved beboerne, hvad de har med at gøre,« som direktøren formulerer det.

I virkeligheden er mange af anbefalingerne nogenlunde lige til at gå til for kommunerne. Ikke mindst anbefaling 9, som går på at øge tilgængeligheden til natur.

»Hvis du spørger folk, hvorfor de godt vil flytte på landet, så siger de ikke, at det er på grund af et eller andet vartegn. Så siger de, at det er på grund af adgangen til naturen,« siger Ellen Højgaard Jensen.

Udvalget har brugt for mange penge

I sin konklusion skriver Udvalget for levedygtige landsbyer, at flere af de 17 anbefalinger indeholder »betydelige økonomiske omkostninger«. Dermed går de anbefalinger ud over udvalgets kommissorium, som fastslår, at anbefalingerne skal kunne udføres »inden for eksisterende økonomiske rammer«.

Adspurgt om det overhovedet er realistisk, at Erhvervsministeriet vil tage udvalgets anbefalinger til sig, når de koster penge, svarer Ellen Højgaard Jensen dog blot:

»Planer uden penge er ikke realistiske.«

Redaktionen anbefaler:

Forsiden