Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Sofie Amalie Klougart
Foto: Sofie Amalie Klougart
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Filminstruktør: Mars, Afrikas Venedig og Nordnorge gør os klogere på mangler i danske hjem

'The Human Shelter' kan gøre danskerne klogere på, hvad et godt hjem er, mener instruktøren bag dokumentarfilmen, som får premiere ved Copenhagen Architecture Festival onsdag.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når hjemløse sover på gaden, ligger de tit i fosterstilling for at skærme kroppen og de vitale organer.

Kroppen er i virkeligheden vores første hjem.

Det gik op for instruktøren Boris Benjamin Bertram, i løbet af de tre år han arbejdede på dokumentarfilmen 'The Human Shelter', der onsdag er åbningsfilm ved Copenhagen Architecture Festival, CAFx.

Arbejdet med filmen gjorde ham opmærksom på, at et hjem er andet og mere end fire vægge. Hjem er også et sted, et område - og noget man sanser og befinder sig godt tilpas i.

Filmen, der tager os med rundt i verden til særprægede hjem såsom et Mars-habitat, en nomadebolig og en slumby på pæle, rummer budskaber, som vi i Danmark bør forholde os til, mener instruktøren.

Blandt andet synes den 46-årige instruktør, at Danmark har en udfordring med at skabe velfungerende fællesskaber i vores hjem. Alt for mange er alene og ville have godt af at komme nærmere familie og nære venner.

Vi har bedt Boris Bertram tage os med til scener i filmen, han mener, at vi som danskere kan lære mere af.

At sanse et hjem

Boris Bertram begynder med at tage os med til Island, hvor han i filmen besøger en familie, der i fire generationer har haft et nært forhold til en gletsjer. Bedstemoren fortæller, at forår for hende er duften af gletsjeren, der smelter.

»Jeg havde samme følelse for ni dage siden, da jeg var ude ved Amager Strandpark, ved Helgoland. Der var denne fugtighed i luften, som var duften af forår. Det er en følelse, jeg kender fra min tid som barn – og som jeg kan genkalde, fra når jeg gik ved mit hjem om foråret,« siger Boris Bertram.

København er unik, mener han, fordi det er en storby, hvor mennesket trods asfalt, beton, glas og fliser har sanseoaser.

»I København kan du sanse; det er en havneby med vand, et nordisk Venedig. København er vidunderlig og unik, når man tænker på de mega cities, der skyder op. Det er en værdifuld by, vi har,« siger Boris Bertram.

Han mener, at det er vigtigt at fastholde fokus på adgangen til natur - ikke mindst for børn.

At udforske sit hjem

Mars er den næste destination, dokumentarinstruktøren tager os med til.

Eller rettere Hawaii.

I dokumentaren ser vi Mars-lignende vulkankratere med en science fiction-bolig i midten. Her har et hold Nasa-ansatte boet i otte måneder for at simulere en Mars-mission. Målet var at blive klogere på, hvordan de ville klare det lange ophold.

»I filmen fortæller Kim fra Nasa, at det, der gør, at det begynder at føles som et hjem, er, at hun afsøger det. Hun starter med at afsøge sin bolig og så omgivelserne omkring det. Man udforsker nye veje og stier. Det forstærker følelsen af, at man kender stedet og er tryg.«

»Jeg vil gerne opfordre folk til at søge nye stier og gøre nye opdagelser. Man behøver ikke besøge fire kontinenter for at udvide sin horisont.«

At skabe sit hjem er poesi

Vi bevæger os videre til Irak, hvor flygtninge har skabt hjem med meget få remedier. Vi ser en lejr med flygtningekasser, en form for mellemting mellem telte og pavillioner. Udefra er de farveløse. Men indeni har beboerne skabt farvefyldte hjem. I et af flygtningeteltene har en politiker på flugt nærmest skabt et tempel for sine habitter, som han stolt viser frem for videokameraet.

»Min søster og hendes mand bor i et nyt byggeri herude på Refshaleøen. Det er et modulbyggeri med tre etager. Det er selvfølgelig større end flygtningemodulet i Irak, men det er småt. Når man kan gå og kigge ind i vinduerne i disse boliger – det er meget arkitekter, ingeniører og også mange udlændinge, der bor der – så er der en kæmpe pluralitet i, hvordan folk indretter sig. Det er i virkeligheden det samme, jeg oplevede i Irak. Med meget få midler, eksempelvis valget af tekstiler og et garderobeskab lavet af et forhæng, havde man en vældig innovation i forhold til at skabe sit hjem.«

Her griber arkitekten en bog af filosoffen Martin Heidegger, han har lagt på cafébordet foran os. Et citat fra bogen runder hans film af:

»Digterisk bor mennesker på denne jord,« refererer han fra bogen.

»Det, han mener, er, at for at blive et menneske, skal vi skabe beboelse. Der har mennesket denne poetiske evne til at skabe hjem, der gør os til civilisation. Det vidste jeg ikke, da jeg startede, men på mange måder handler filmen om det.«

Det er sjovt, for det man gør i alle vores lejligheder, er at male væggene hvide. Hvis et ungt par flytter ind i en lejlighed, hvor der før boede pensionister, så starter man med at male væggene hvide.

»Ja. Det er et hvidt canvas. Så kan man begynde at sætte op. Så bruger man farvepaletten.«

Er det også poesi, når man køber designerting og putter ind i sit hjem - eller Ikea-ting for den sags skyld?

»Ja, personligt kan jeg godt lide at have smukke ting omkring mig – eller kunst. Jeg har lige købt en pissedyr skraldespand, fordi jeg bruger den hver dag. Men jeg glæder mig over, at den også er smuk. Det at skabe hjem kan selvfølgelig også handle om at have design. Men jeg er blevet mere klar over, at det ikke er det vigtigste, hvis man virkelig skralder tingene af. Så betyder det mere, at du måske har en krog, hvor der falder et bestemt lys ind, hvor du kan sidde og drikke din morgenthe, eller at du har en udsigt, eller at du godt kan lide din nabo.«

Danskere skal tænke fællesskab ind i hjemmet

Det fjerde særprægede hjem, Boris Bertram tager os med til, er nok økonomisk sparsomt, men er rigt på værdier, som han mener, at Danmark er fattig på: Fællesskab og nære relationer tæt på. I Lagos i Nigeria bor tusindvis af mennesker i en ulovligt opført by, der står på pæle i vandet. En slumby på pæle.

En ung mand fortæller i filmen om glæden og stoltheden ved at bo i pælebyen, fordi han er tæt på sin familie og sine venner. Alle kravler rundt fra hus til hus i 'Afrikas Venedig', navnet som byen går under. Privatliv er nærmest ikke-eksisterende, virker det til, selv om familierne har indrettet sig i hver sit hus.

Boris Bertram mærker, at nigerianerne har en stolthed og identitet ved at bo i denne særlige pæleby og tæt på folk, de kender.

De skandinaviske samfund er udfordret på dette felt, vurderer han. Også fordi velfærdssamfundet har gjort os uafhængige af vores familie, på godt og ondt.

»Unge mennesker, der sidder i en lejlighed i Aalborg alene uden arbejde, er meget udsatte. Man kan dø af ensomhed. Hvis der er noget, vi som samfund bør være optaget af, så er det at skabe fællesskaber omkring der, hvor vi bor.«

»Jeg tror, at alle savner at have mere med deres familie at gøre. Jeg siger ikke, at vi skal skabe plejehjem i alle hjem, men det er godt at minde os selv om, at vi skal have omsorg for hinanden, og at vi behøver hinanden.«

Behøver det være familie?

»Nej, overhovedet ikke. Nu skal jeg heller ikke lyde totalt frelst. Familie kan jo defineres enormt bredt. Ens familie kan også være rigtig gode venner.«

Tid i et andet perspektiv

Det sidste sted, Boris Bertram, tager os med til, hiver os ind i et andet tidsrum.

I Nordnorge har han besøgt samere, der følger rensdyrflokke rundt i landskabet. Deres tid er helt anderledes end vores.

De tænker ikke på tid som noget, som går. Tid er noget, der kommer.

»Det er en helt anden måde at gå til livet på. De er ikke styret af tid. De er styret af deres rensdyr. Jeg tænker, at vi har enormt meget brug for at gentænke tid, for vi jager rundt. Der kan man lære meget af de oprindelige folk, eksempelvis nomader. Mennesker har altid været i bevægelse, og vi kan lære mere fra dem om at være til stede, der hvor man er. De følger deres rensdyr, er til stede med dem - og kan ikke være andre steder. I generationer har rensdyrene defineret deres tid. Derfor har de en anden tilgang til tid.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden