Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Nyheder

Kommunalbestyrelse vedtager ny kommuneplan: Letbane skal give liv til Rødovre Nord

Rødovre Nord, der får en letbanestation, kan få ny betydning for kommunen, lyder det i Rødovres Kommunes nye kommuneplan.

Nyheder

Kommunalbestyrelsen i Rødovre har den 26. juni endeligt vedtaget Kommuneplan 2018, der giver mulighed for fortætning omkring stationerne.

Byudviklingen i Rødovre vil i de kommende år særligt have fokus på Rødovre Nord og Rødovre Syd samt Bykernen.

Det skriver Byens Ejendom.

Rødovre Nord kan få regional betydning, eftersom der er planlagt en letbanestation i området, hvor letbanen efter planen åbner i 2024.

Efter sommerferien sendes et lokalplanforslag i høring for et 19.430 kvadratmeter stort areal, hvor der skal etableres letbanestation og stationsforplads.

Derudover planlægger Escot Erhvervsejendomme at opføre 5.000 kvadratmeter boliger og erhverv fordelt på 3-5 etager og et lagerhotel på op til 10.000 kvadratmeter fordelt på 3 etager i området omkring stationen.

For Bykernen er der udviklet en helhedsplan, der beskriver principperne for udviklingen af området. I 2035 forventer kommunen derfor, at området rummer 1.500 nye boliger og 5.000 nye beboere. I løbet af de næste fire år er der planlagt konkrete projekter med nye boliger, der vil tilføre 340 nye beboere til Bykernen.

Derudover har butikscentret Rødovre Centrum en udvidelsesmulighed på 40.650 kvadratmeter, hvilket kan bringe det samlede butiksareal i centret op på 94.200 kvadratmeter.

Der skal ikke bygges tættere i villaområder

En stor del af Rødovre Kommunes handel er koncentreret  i Rødovre Centrum og bymidten.

I Rødovre Syd er området omkring Rødovre Port lokalplanlagt med mulighed for blandt andet at etablere ungdomsboliger og familieboliger. Udviklingen af området er derfor allerede i gang, og det forventes i løbet af de næste 4 år, at der bliver etableret boliger til 940 nye beboere. I det øvrige Rødovre Syd – Milestedet – forventer man, at der bliver planlagt en relativt lille fortætning i løbet af de næste 12 år.

Den nye kommuneplan slår fast, at Rødovre skal være grønnere. Planen lægger op til, at der af hensyn til klimaet kan bygges tættere i udvalgte byområder, mens man går den modsatte vej i villaområderne, hvor den maksimale bebyggelsesprocent bliver sat ned.

»Det er vigtigt, at vi bevarer det særlige særpræg, vi har i forstaden med masser af lys og luft. Derfor skal der ikke bygges tættere og tættere i villaområderne. Det høje byggeri skal begrænses til de områder, hvor det giver mening – det er for eksempel i særlige byområder og tæt på stationerne,« siger borgmester Erik Nielsen.

Forsiden