Nyheder

Anmeldelse: Ny bog fortæller levende om dansk betonarkitektur, men er ufuldstændig som lærebog

Beton er verdens næstmest brugte materiale efter vand, men har et blakket ry som upersonlig og kold. Vores anmelder, arkitekt og betonforsker Jon Krähling Engholt, roser ny bog om dansk betonarkitektur, men savner detaljer om valg af teknikker i de beskrevne byggerier.

Nyheder

Over Moesgaard Museums facader kiler dets tag sig ud af terrænet som en glinsende hvid skive af overmenneskelige dimensioner.

Den gigantiske struktur opløses langsomt, mens man nærmer sig, og fladerne genkendes som noget umiskendeligt menneskeskabt. Aftryk fra klemmer, sprækker mellem støbeplader og uens buler i overfladen vidner om den enorme betonmasse, der med sindrig teknik og enorm styrke er blevet aftvunget sin hvile.

Anmelder og arkitekt Jon Krähling Engholt forsker til daglig i beton og digital fabrikation om materialets forudsigelighed ved Arkitektskolen Aarhus.

Anmelder og arkitekt Jon Krähling Engholt forsker til daglig i beton og digital fabrikation om materialets forudsigelighed ved Arkitektskolen Aarhus.

Her, imellem tusindvis af andre besøgende, finder jeg essensen af, hvad materialet beton kan. Et materiale der på én og samme tid kan favne det sublime landskabelige greb og bevæge mine basale sanser.

Som Jørgen Hegner Christiansen, forfatter til den nyligt udkomne bog 'Dansk betonarkitektur', beskriver Moesgaard Museum ved Aarhus:

»Det nye hus er blevet en del af landskabet, et stykke civiliseret natur, som savner sin lige i nyere dansk arkitektur. Konceptet kunne ikke være realiseret uden den frigjorte, kunstneriske brug af avanceret betonteknologi, som efterhånden kendetegner det bedste i dansk byggeri.«

Moesgaard ikke mulig uden beton

Mødet med Moesgaard Museum skaber en arkitektonisk oplevelse, som ikke ville være mulig uden beton. Med denne smittende begejstring præsenteres man i nærværende værk for 21 spændende betonløsninger i dansk byggeri.

Roskilde Rådhus, tidligere Roskilde Amtsgård.
Foto: Torben Eskerod

Roskilde Rådhus, tidligere Roskilde Amtsgård.

Bogen 'Dansk betonarkitektur' stiler højt med ambitionen om fremover at fungere som lærebog og standardværk udi beton for arkitekter og studerende.

Mens 'Betonhåndbogen' i mange år har tjent – og stadig tjener – som teknisk opslagsværk for især ingeniører, sigter denne nye udgivelse mod at inspirere og undervise andre aktører i den danske byggesektor. Spørgsmålet er imidlertid, om den kan leve op til de høje forventninger.

Et materiale der på én og samme tid kan favne det sublime landskabelige greb og bevæge mine basale sanser.

Københavns første højhuse, Bellahøjhusene.
Foto: Torben Eskerod

Københavns første højhuse, Bellahøjhusene.

Udgivelsen af et værk om betonarkitektur rammer direkte ind i en række yderst aktuelle problemstillinger i dansk arkitektur.

Beton er verdens næstmest brugte materiale efter vand, og dets produktion tegner sig for en anseelig del af den globale CO2-udledning. Den danske byggesektor bidrager til denne produktion, især takket være den massive anvendelse af præfabrikerede betonelementer.

Det er derfor kun naturligt at overveje, hvordan materialet kan bruges til andet end et skelet, der typisk gemmes væk i den videre byggeproces.

Et blakket ry

Trods sin udbredte brug, har betonen derudover stadig et blakket ry som upersonlig og kold, og denne anmelder stiller sig derfor som udgangspunkt yderst sympatisk over for et værk, der vil formidle det brede spektrum af arkitektoniske kvaliteter, som betonen tilbyder.

Nordkraft i Aalborg, som i dag tjener som kulturhus.
Foto: Torben Eskerod

Nordkraft i Aalborg, som i dag tjener som kulturhus.

'Dansk betonarkitektur' består af tre hoveddele: Et afsnit om betonens historie, et afsnit med 21 eksempler på »vellykkede betonarkitektoniske bygninger, broer og belægninger« og et mindre appendix om materialet beton.

Først- og sidstnævnte er primært tekstbaserede og præsenteres som lærebogsafsnit. Værkdelen har karakter af en coffee table-bog med korte indledninger og store illustrationer med billeder og tegninger af værkerne.

Historiedelen går kronologisk frem og afdækker, hvordan beton som teknologi og materiale har interageret med arkitektoniske strømninger og ambitioner. Fortællingen om såvel den internationale som den danske historie suppleres med referencer til adskillige byggede projekter.

Desværre er der ikke blevet plads til én eneste illustration i denne del af bogen, og man skal derfor som læser være overordentligt godt bekendt med betonarkitektur for at danne sig et indtryk af de refererede værker. Kun enkelte af dem går igen i bogens værkdel.

Et nuanceret billede af beton

Bogens midterste del er både dens mest omfangsrige og mindst relevante. Udvalget af værker spænder vidt, både kronologisk og geografisk, samt i skala, anvendelse og teknikker.

Storebæltsbroen.
Foto: Michael H. Nielsen

Storebæltsbroen.

Der er således både bygning, landskab og begge dele, der er både malet, slebet, rå, glat, ru, grå, hvid og indfarvet beton. Der er standardiseret og specialstøbt beton, og der er boliger, kulturbyggerier, infrastruktur, offentlige bygninger, skoler og restaureret industri.

Sammen udfolder værkerne et bredt spektrum af betonløsninger og udgør et nuanceret billede af, hvad materialet kan i arkitektur. Dette inkluderer arkitektur, der ofte overses, men ikke teknisk ville kunne realiseres uden armeret beton, heriblandt Storebæltsbroens østbro.

Enkelte steder – som i kapitlet om Moesgaard Museum – får teksten en kant af begejstring, der kun kan smitte læseren

Det er spændende beskrivelser, men man savner fokus på detaljerne om, hvad der gør de enkelte løsninger unikke.

Jørgen Hegner Christiansen har uden tvivl med omhu sat sig ind i forhistorie og detaljer om det enkelte værk og formidler denne viden på glimrende vis.

Fortællingerne er både levende og spændende. Enkelte steder – som i kapitlet om Moesgaard Museum – får teksten en kant af begejstring, der kun kan smitte læseren.

Berettigelse som arkitektonisk virkemiddel

Det har tydeligvis været ambitionen at beskrive, hvorledes betonløsningerne sømløst indgår som en ingrediens i visionen og realiseringen af det arkitektoniske værk. Det fremgår derfor utvetydigt, at beton har sin berettigelse som arkitektonisk virkemiddel.

Afsnittet om Moesgaard viser forfatterens begejstring for betonens kvaliteter.
Foto: Torben Eskerod

Afsnittet om Moesgaard viser forfatterens begejstring for betonens kvaliteter.

Spørgsmålet er imidlertid, om denne historiefortælling overskygger bogens primære ærinde: At supplere eksisterende viden med inspiration til nyt byggeri i beton. Der efterlades ofte ikke mange linjer i beskrivelserne til detaljeret at redegøre for valg af teknikker og overflader, ligesom billederne bærer præg af både at skulle formidle værkerne som helhed og brugen af beton.

Beton er verdens næstmest brugte materiale efter vand, og dets produktion tegner sig for en anseelig del af den globale CO-udledning

Gammel Hellerup Gymnasium.
Foto: Torben Eskerod

Gammel Hellerup Gymnasium.

Der er således en stærk overvægt af fortælling om det enkelte værks tilblivelse, anvendelse og kvaliteter som bygget rum og form – og i mindre grad detaljer om de valg, der gør løsningen i beton så smuk og unik. Heldigvis suppleres værkbeskrivelserne af bogens sidste del.

Bogen afrundes af et glimrende appendix om materialet beton, der gennemgår alle væsentlige karakteristika ved materialet: Overfladekarakter og -behandling, produktionsmetoder samt patinering. Teksten suppleres af enkelte mindre billeder, der desværre ikke udgør et særlig udtømmende katalog over blandinger, overflader og teknikker, ligesom der heller ikke suppleres med tegninger og diagrammer.

Det kan dog varmt anbefales at læse appendixet før værkafsnittet, da det giver en tiltrængt viden til at forstå og værdsætte de viste projekter.

Ufuldstændig som lærebog

For så vidt at supplere arkitekters viden om beton, er appendixet uden tvivl bogens mest relevante bidrag. Afsnittet kunne med fordel have dannet forlæg for hele bogen og – suppleret med flere eksempler og kulturhistoriske anekdoter – dannet udgangspunktet for beskrivelsen af arkitekturen og ikke omvendt. Det havde tilladt en grundig gennemgang og skarpere tematisering af kapitlerne samt fokus på, hvad betonen som materiale tilfører oplevelsen af værkerne.

Med en titel som 'Dansk betonarkitektur' kan man selvsagt prøve at forudsige, om hovedvægten lægges på den danske historie, materialet beton eller syntesen arkitektur – eller lige meget af hver.

Den kan anbefales på det varmeste – så længe ingen forledes til at tro, at der er tale om et udtømmende opslagsværk

I bogen vejer formidlingen af den arkitektoniske syntese altovervejende mest, men bidrager desværre også mindst til at supplere eksisterende viden om beton. Begge lærebogsafsnit lader en del stå tilbage; Thomas Juul Andersens fine historieafsnit får ingen hjælp af illustrationer, ligesom det egentlige katalog over løsninger og teknikker ikke er særlig bredt og gemmes væk i et appendix bag i bogen.

Bogens vægtning af det arkitektoniske værk som helhed udelukker desværre mange spændende betonløsninger, som måske kun indgår som delelementer i et byggeri. Sådanne løsninger kunne med fordel have været inddraget som eksempler i lærebogsafsnittene og dermed bidraget til et fyldestgørende værk.

Hvis bogen skal tjene som lærebog og inspiration udi betonarkitektur for arkitekter, entreprenører og bygherrer og studerende, er den efter anmelderens mening ufuldstændig. Hvis den udtømmende skal vise vidden i, hvad der kan opnås og udtrykkes i beton, er dommen den samme.

Tilbage står en spændende kulturhistorisk fortælling om overbevisende danske eksempler på elegante arkitektoniske synteser, hvor beton indgår som hovedingrediens.

Den kan anbefales på det varmeste – så længe ingen forledes til at tro, at der er tale om et udtømmende opslagsværk.

Dansk Betonarkitektur af Jørgen Hegner Christiansen. Forlaget Vandkunsten. Fotos: Torben Eskerod.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden