Luftfoto af Ny Rosborg, set mod Vejle Midtby og Fjord.
Pressefoto: Finn Byrum

Luftfoto af Ny Rosborg, set mod Vejle Midtby og Fjord.

Nyheder

Vejle vil have 3.000 boliger på nedlagt losseplads: Konkurrenter skal dele ideer i nyt udbud

Vejle Kommune har annonceret en anderledes udbudsproces for designet af en ny bydel for 3.000 boliger.

Nyheder

En nedlagt losseplads på kanten af Vejle og Vejle Ådal skal blive til en helt ny bydel - Ny Rosborg.

Nu har Vejle Kommune sendt opgaven i udbud, hvor målet er at skabe en ny bydel på de 80 hektar, der både er modstandsdygtig over for klimaændringer og har social mangfoldighed.

Tre teams vil få mulighed for at fortælle, hvordan de vil gribe opgaven med byggeriet af de 3.000 boliger an. Betingelserne er blandt andet »mod, ambitioner, eksperimenter og høj grad af involvering«, skriver Vejle Kommune i en pressemeddelelse.

Stadsarkitekt Lisbet Wolters siger, at kommunen har planlagt »et lidt utraditionelt forløb«. De tre teams, der bliver udvalgt, skal bidrage i en »åben, dynamisk proces«, hvor de i samarbejde med både kommunen og med hinanden skal dele viden, reflektere, diskutere og skabe løsninger sammen.

De tre teams skal blandt andet deltage i en række fælles sparringsmøder og workshops for at sikre udveksling og udnyttelse af ideer.

»Det er nok lidt usædvanligt,« siger Lisbet Wolters i pressemeddelelsen.

»Vi lægger også meget vægt på den proces for byudvikling, som de deltagende teams foreslår. Vi tror på, at de gode fællesskaber og det attraktive byliv kan kickstartes gennem tidlig involvering af omverdenen,« understreger stadsarkitekten.

»Allerede inden vi tænkte de første tanker om området, inddrog vi alle interesserede borgere, ligesom vi har lavet små forsøg i området, blandt andet med cirkulær økonomi, klima, energi og grønne fællesskaber. Den involvering vil vi gerne udvikle og løfte,« udtaler Lisbet Wolters.

Vand skal bruges - ensomhed bekæmpes

Borgmester Jens Ejner Christensen (V) ønsker »et fyrtårnsprojekt på internationalt niveau, som vil danne model for nye byer mange andre steder«.

»Hvordan kan vi i den nye bydel bruge vandet som en ressource i stedet for, at det bliver et problem? Hvordan tænker vi i genbrug, og hvordan bevæger vi os rundt i fremtidens byer? Og kan vi skabe en modtrend til den stigende ensomhed ved at tænke i nye måder at bo på og alternative fællesskaber?« siger borgmester Jens Ejner Christensen (V) i en pressemeddelelse.

Vejle er medlem af 100 Resilient Cities, hvor byer over hele verden, som blandt andre Los Angeles, Rotterdam, Rio de Janeiro og Sydney, skal skabe mere modstandsdygtige byer. Ideen bag projektet, stiftet og finansieret af Rockefeller-fonden, er, at de 100 byer skal dele deres viden om at løse fremtidens udfordringer.

10. oktober klokken 12 er sidste frist for at tilkendegive, at man gerne vil være et af de tre teams.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Forsiden