Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Reaktioner på Københavns nye bydel: Flertal i Borgerrepræsentationen for Lynetteholmen

Udbredt positiv stemning over for planerne om en ny, kunstig boligø. Også fra Enhedslisten, som dog vil have havnetunnellen pillet ud af projektet. Gert Wiik, pensioneret byplanlægger mener, Lynetteholmen får en helt forkert placering. Politiken Byrum har samlet reaktioner på den nye bydel.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det nødvendige flertal i Københavns Borgerrepræsentation for det gigantiske projekt Lynetteholmen ser ud til at være på plads.

At overborgmester Frank Jensens parti Socialdemokratiet bakker op om principaftalen for Lynetteholmen er selvfølgeligt. Opbakningen kommer også fra Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Radikale Venstres borgmester, Mia Nygaard, kalder på Twitter Lynetteholmen for »et visionært klimasikrende projekt«, skriver Ingeniøren. Hun er dog bekymret for den havnetunnel, der er en væsentlig del af hele planen.

Havnetunnellen vil miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) også have »bliver pillet ud af ligningen,« som hun skriver i en pressemeddelelse. Enhedslistens modstand mod at gøre havnetunnellen til en del af projektet skyldes, at en havnetunnel samlet set vil øge blitrafikken i København. Det vil være ødelæggende for arbejdet med at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad og flere steder i byen skabe mere trængsel og luftforurening, mener Enhedslisten. Men samlet set forholder partiet sig positiv overfor Lynetteholmen:

»København vokser eksplosivt i disse år. Det har sat byen under pres på grund af manglen på billige boliger og grønne områder. Samtidig står vi med en bunden opgave med at sikre byen mod kommende stormfloder på grund af klimaforandringerne. Derfor er Enhedslisten som udgangspunkt positiv over for tankerne om Lynetteholmen. Men i det videre arbejde vil vi insistere på, at københavnerne bliver hørt og får indflydelse på projektet. Det skal sikres, at projektet ikke skader havmiljøet,« siger Ninna Hedeager Olsen.

Danmarks Naturfredningsforening er ikke så bekymret over havmiljøet i projekt Lynetteholmen. Men deler Ninna Hedeager Olsens holdning til havnetunnelen:

»Umiddelbart ser det udfordrende ud på de grovskitser vi har set,« siger Michael Pedersen, afdelingschef i Danmarks Naturfredningsforening til Politiken Byrum:

»Vi er som udgangspunkt ikke modstandere af hverken byudvikling eller udbygning af infrastruktur, men der kan være en risiko for at vejføringen fra Lynetteholmen og indover Amager både berører Amager Fælled og andre sårbare områder,« siger han.

Øen bliver forkert placeret

Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA, kalder projektet visionært:

»Og kigger du på finansieringen, så hænger det også rigtig godt sammen, hvor udbygningen af hele området vil finansiere nogle af de kommende års største og vigtigste anlægsprojekter i København. I PFA vil vi med stor interesse se på de udviklings- og investeringsmuligheder, der bliver på Refshaleøen og på Lynetteholmen i nyt boligbyggeri og i forhold til de store offentlige anlægsprojekter, der er i støbeskeen,« skriver Michael Bruhn, Ejendomsdirektør i PFA i en mail til Politiken Byrum.

Gert Wiik, der er pensioneret byplanlægger er knap så begejstret:

»Planerne for en ny ø mellem hovedstadens gamle bydele og Øresund er desværre helt forkert placeret i 'bylandskabet'. Lynetten er allerede forkert placeret i forhold til vores smukke hovedstad, og denne linie bør der ikke fremtures med,« skriver Gert Wiik i en mail til Politiken Byrum.

»Den vil opleves som en prop i forhold til byens tusindårige tilknytning til havområdet og vil ødelægge den større skala i byens autenticitet. Projektet er uambitiøst, idet det bærer præg af spekulation i en billig måde at deponere tungmetalholdige askebjerge fra kraftværkerne og uanbringelig forurenet jord fra hovedstadens mange byggegrunde,« siger Gert Wiik.

»Som planlægger må jeg medgive, at projektet sammenkæder en række hensyn til trafik, deponering, boligbyggeri, skattegrundlag osv. Ingen tvivl om det. Men byens udvikling bør ikke styres af behov for billig deponering. Den bør styres af en plan for bevaring af det historiske København, de ældgamle strukturer som definerer København som havneby og middelalderby. «

Også John Andersen, professor ved Roskilde Universitetscenter i områderne plan, by og proces forholder sig skeptisk overfor Lynetteholmen, som han kalder »gamblerpolitik«.

»Faren kan være, at man låser byudviklingen fast og lukker af for en bedre balance mellem København og omegnskommunerne. Der kan blive bundet mange ressourcer i det,« siger han.

»Det hviler på nogle præmisser omkring by- og markedsudvikling, som vi langt fra er sikre på, kan holde.«

John Andersen hæfter sig ved, at strategien satser på et stort projekt i stedet for flere mindre klynger af vækstcentre, hvor omegnskommunerne og resten af Sjælland kunne bringes med til bordet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Jobs

Forsiden