Socialdemokratiet, Enhedslisten og DF vil bremse udenlandske ejendomsopkøb

Socialdemokratiet vil dog ikke gøre op med EU's regler om kapitalens fri bevægelighed.

Nyheder

Dansk Folkeparti meldte sig sidste uge under en debat arrangeret af Realkredit Danmark og Ejendomsforeningen Danmark ind i klubben af partier, der vil begrænse udenlandske ejendomsopkøb i Danmark.

Det skriver Berlingske.

I forvejen har Enhedslisten og Socialdemokratiet ytret sig kritisk om opkøbene.

»Det skal vi se på, om vi kan bremse. Selvfølgelig skal vi det,« udtrykte Dansk Folkepartis ordfører Merete Dea Larsen på mødet.

Socialdemokratiets boligordfører, Kaare Dybvad, vil gerne have undersøgt, hvordan det kan lade sig gøre at bremse udenlandske investeringer i dansk ejendom.

»Det vil vi meget gerne se på. Fra vores side er det udtryk for en bekymring for, at vi står i en situation, hvor der er rigtigt meget, der bliver udenlandsk ejet. Det er umiddelbart ikke godt,« siger Kaare Dybvad.

Ønsker ikke EU-opgør

Kaare Dybvad uddyber til Børsen torsdag, at han ikke ønsker at gøre op med EU's regler om kapitalens fri bevægelighed.

»Nej. Overhovedet ikke. Vi er bekymrede for, at vi kan være på vej mod en udvikling som i London. Hvis det viser sig at være sådan, så vil jeg da mene, at vi skal overveje, hvad vi skal gøre. Hvis det ikke er sådan, så tager vi den derfra,« siger han til Børsen med henvisning til, at der i London er mange russiske og arabiske investorer.

Han erkernder desuden, ifølge Børsen, at de fleste udenlandske investorer i København kommer fra Sverige og resten af norden.

Artiklen er opdateret torsdag 11. oktober klokken 13.11 med Kaare Dybvads uddybning til Børsen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden