Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Heftig debat om skatepark i Skanderborg: Skatere trætte af små børn på ramperne

Uenighed om små børn på ramperne deler vandene i en østjysk skatepark. Men problemet findes på alle landets skateparker.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Er skateparker kun for store børn og teenagere, der har styr på deres skateboard og BMX-cykler, eller er det okay, at forældre lader deres helt små børn tage en tur på løbecyklen i parken?

Det er det centrale spørgsmål i en ophedet debat i en facebookgruppe for borgere i Galten og Skovby, der ligger i Skanderborg Kommune.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Ifølge Claus Andersen, der er med i styregruppen bag Skatepark Galten, er små børn på de stejle ramper et problem i alle landets skateparker.

I Østjylland er debatten sparket i gang af den 15-årige Mikkel Bergfriedt Lykkegaard, der er passioneret BMX-rytter. Han er forundret og frustreret over at se småbørnsforældre lade deres treårige børn benytte skateparken.

»Jeg synes, det er mærkeligt, at forældrene tager børnene med hen til parken. Den er ikke beregnet til løbecykler, og jeg synes, det er mærkeligt, at forældrene ikke selv ser noget forkert i det,« siger Mikkel Bergfriedt Lykkegaard til TV 2 Østjylland.

Der står på et skilt ved skateparken, at den må benyttes af »skateboard, løbehjul, bmx og rulleskøjter«. Der står ikke noget om, at skateparken må benyttes af børn på løbecykel.

Mikkel Bergfriedt Lykkegaard understreger i sit facebookopslag, at han ikke ejer skateparken, og at han blot forholder sig til skiltet ved skateparken, når han kritiserer, at forældre slipper deres små poder løs på ramperne.

»Jeg vil være ked af, hvis en lille dreng eller pige kommer til skade, og samtidig kan jeg godt blive lidt irriteret på de forældre, der slæber deres børn med derhen, siger han.

Mor uenig

En af de forældre, der tager sine børn med til skateparken i Galten, er Nana Strandborg Iversen. Hendes femårige søn bruger jævnligt skateparken, og det har han gjort, siden han var tre år. Dengang brugte han en løbecykel i skateparken, nu løber han på løbehjul.

Nana Strandborg Iversens søn er stadig langsom i forhold til de større drenge, og hun kan godt forstå Mikkels argument om, at det kan være farligt for små børn at boltre sig i skateparken.

Hun mener samtidig, at banen er til fri benyttelse af alle i byen.

»Det er, som om de store gerne vil have banen for sig selv, men der er ikke nogen, der har patent på den,« siger Nana Strandborg Iversen til TV 2 Østjylland og fortsætter:

»Jeg mener, at der skal være plads til alle, og at man skal vise hensyn. Det er ikke kun deres bane, fordi de kan finde ud af at skate.«

Ifølge Nana Strandborg Iversen benytter de mindre børn ikke parken, når det er sen eftermiddag og aften, hvor mange af de større børn kører hurtigt på banen.

Skater: Problem i hele landet

Debatten om skateparken er ikke forbeholdt Galten - det gælder alle landets skateparker, siger Claus Andersen, der er med i styregruppen bag skateparken i Galten.

Han bakker op om Mikkel Bergfriedt Lykkegaards argumenter.

»Jeg synes ikke, at små børn bør bruge skateparken. Jeg kan godt forstå, at de gerne vil, men det er simpelthen for farligt. Små børn på tre og fire og fem år har ikke den nødvendige viden om, hvordan sådan en bane fungerer, siger han til TV 2 Østjylland.

Skateparken er principielt som en offentlig legeplads. Det vil sige, at ingen som udgangspunkt er udelukket fra at bruge den.

Ikke desto mindre mener Claus Andersen, at små børn skal holde sig væk fra skateparken for deres egen skyld.

»Nogle steder er der 180 centimeter ned, og jeg ser tit helt små køre en halv meter fra kanten. Hvis det går galt, handler det ikke om at slå sit knæ. Det er beton. Den giver ikke efter. Jeg har en datter på otte år, og jeg ville ikke selv lade hende køre rundt derinde,« lyder det fra Claus Andersen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden