Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Ritzau Scanpix/Thomas Lekfeldt
Foto: Ritzau Scanpix/Thomas Lekfeldt

Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Politikere svarer på kritik: Marked og efterspørgsel vil forhindre dårlig byudvikling

Ordførere frygter ikke, at der vil blive bygget hermetisk lukkede boliger i andre områder end attraktive havnearealer. Erhvervsminister forstår bekymring, men forudser ikke problem. Opstår der problemer, kan loven laves om, siger han.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hermetisk lukkede boliger, som en ny planlov  vil tillade nær forurenende virksomheder, vil kun blive et fænomen på attraktive havnearealer. Andre steder vil der ikke være et lokalt ønske om at opføre dem.

Sådan er vurderingen hos erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) og ordførere fra regeringspartiet Venstre og Dansk Folkeparti, der står bag aftalen, som er en del af den kommende planlov.

Med planlovsændringen i 2017 blev det lovligt at opføre hermetisk lukkede kontorer i konsekvensområder nær forurenende produktionsvirksomheder. Den friske luft skal føres ind i boligerne mekanisk, altså uden udluftning via vinduerne.

Særligt to kommuner, Aarhus og Esbjerg, har siden da ønsket en lovændring, så de kan tillade boligbyggeri på havnearealer, selv om der er forurenende virksomheder nær ved.

I et debatindlæg i Politiken Byrum ytrer byplanlægger Jun Philip Kamata bekymring for, at de hermetisk lukkede boliger kan ende ud i »boligområder med langvarige problemer«.

Minister: Vi kan altid justere loven

Under debatten ved Folketingets førstebehandling, hvor regeringspartierne med støtte fra DF og Socialdemokratiet bakkede op om loven, havde ordførerne fokus på attraktive havneområder.

Jun Philip Kamata er bekymret for, at kommuner også uden for attraktive havneområder skulle tillade boliger i forurenede områder.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov deler ikke frygten.

»Jeg forstår godt bekymringerne, men jeg forudser ikke, at der vil blive bygget ret mange boliger af denne type. Det er primært Aarhus Kommune, som er interesseret i at bygge på denne måde. Det vil være en lokal beslutning, om der skal være denne type boliger, og jeg tror ikke, kommunerne vil stå i kø for at udnytte muligheden. Men hvis de gør, vil det jo være, fordi de vurderer, at der kan laves attraktive boliger til gavn for deres borgere,« udtaler ministeren i et skriftligt svar til Politiken Byrum.

»Hvis der fuldstændig imod vores forventning kommer rigtig mange boliger af denne type, kan vi justere lovgivningen. Men det forventer vi bestemt ikke,« fortsætter han.

V: Kommuner skal selv bestemme

Heller ikke Venstre tror, at der vil blive bygget lukkede boliger på andet end attraktive områder.

»Det vil jeg bare sige: At det rækker min fantasi ikke til,« svarer Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen.

»Så skulle Roskilde og Jammerbugt så også have den slags boliger? Det ville ikke give mening at bygge den slags boliger i områder, hvor der ikke er brug for det,« siger han og pointerer, at de blandt andet er dyrere at opføre.

Han understreger dog, at det er et lokalt anliggende. For ham at se er »drivkraften« i planlovsændringen, at staten »tillader større lokal medbestemmelse« over byudviklingen.

»Jeg ønsker jo som liberal, at kommunerne får mest mulig selvbestemmelse, og hvis man lokalt mener, at det er en god idé, og hvis det ikke går i konflikt med de virksomheder, der eksisterer i de områder, så er det fint, at kommunerne selv kan bestemme det,« siger V-ordføreren.

Men på et andet område - med ghettoplanen - har I jo valgt i stedet fra centralt hold at diktere byudviklingen?

»Jeg synes, det er to vidt forskellige problemstillinger. Det ene handler om, hvor der skal kunne ligge nye boligområder, og hvilke krav der stilles til det. Det andet er en årtier lang problemstilling i forhold til bekæmpelse af parallelsamfund, hvor vi må konstatere at de eksisterende værktøjer ikke har virket,« siger Torsten Schack Pedersen.

Med argumentet om lokal medbestemmelse kunne man vel også fjerne mange andre miljøregler?

»Derfor mener jeg, der er fundet en fornuftig balance. Der var et ønske om fra samme kommuner (Esbjerg og Aarhus, red.), at der skulle tillades altaner og vinduer, men hvor man så sagde, at hvis det blæser eksempelvis fra vest, så skal man lukke vinduerne, og der siger vi nej, for det vil entydigt blot skabe konflikter i forhold til de virksomheder, der skal have lov til at have deres produktion,« siger V-ordføreren.

DF: Harmonisk luft

Hans Christian Skibby, erhvervsordfører for Dansk Folkeparti, ser intet problematisk i den nye type boliger. Han kalder kritikken af hermetisk lukkede boliger for »forskrækkelseshistorier«.

Ad flere omgange har han selv besøgt Hotel Comwell på Aarhus Havn, der har samme type mekanisk ventilation med tillukkede vinduer.

Comwell Hotels
Pressefoto: Comwell Hotels

Her ses Comwell-hotellet på Aarhus Havn, hvor vinduer ikke kan åbnes.

»Hvis du besøger det og tager en dyb indånding derinde, så vil du opleve et ganske harmonisk hus at bevæge sig rundt i,« siger Hans Christian Skibby.

På Aarhus Havn vil de lejligheder, der skyder op nær de forurenende industrivirksomheder, være attraktive, siger han - og i andre kommuner forventer han ikke, at hermetisk lukkede boliger vinder frem.

»Der vil man have mulighed for at vælge andre områder til byudvikling,« siger Hans Christian Skibby.

Han har en tiltro til, at markedet vil sikre en god byudvikling.

Ritzau Scanpix/Thomas Lekfeldt
Foto: Ritzau Scanpix/Thomas Lekfeldt

Hans Christian Skibby, erhvervsordfører for Dansk Folkeparti.

»Det er udbud og efterspørgsel, der bestemmer det. Jeg tror ganske naturligt, at det vil de almindelige markedskræfter og lysten hos investorer sagtens kunne håndtere. Og disse boliger på Aarhus Havn er ikke ungdomsboliger. Det er ganske fine lejligheder, der bliver ventileret på anden måde,« siger DF-ordføreren.

Han tror dermed ikke på, at der med den nye planlov kan opstå andenrangsboligområder.

»Jeg køber simpelthen ikke præmissen om, at vi vil presse socialt ubemidlede ind i de områder,« siger Hans Christian Skibby.

S-ordfører vil ikke selv bo i lukket bolig

Politiken Byrum har også ønsket at forholde Socialdemokratiet kritikken, men erhvervsordfører Thomas Jensen, er ikke vendt tilbage med et interview som følge af Politiken Byrums henvendelser.

Under folketingsdebatten gav Thomas Jensen udtryk for, at han ikke selv ønskede at bo i en bolig, hvor vinduerne er forseglede.

»Det er jo en smagssag, men jeg kunne ikke selv tænke mig at bo i en bolig, hvor man ikke kunne åbne vinduerne, men hvis folk stærkt ønsker sig en havudsigt og kan undvære frisk luft, så er de da meget velkomne til det,« sagde Thomas Jensen ifølge Folketingets referat.

Hvad S-ordføreren mener om hermetisk lukkede boliger - blot potentielt uden havudsigt - har Politiken Byrum ikke kunnet få svar på.

Artiklen er opdateret 24.10.2018 klokken 9.28, efter erhvervsministerens presseafdeling med ministerens kommentarer er vendt tilbage onsdag morgen efter deadline.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden