Kalundborg Kommune erkender: Håndværkere har boet ulovligt i containere

»Det er os, der har taget fejl,« indrømmer Kalundborg Kommune, der nu kræver byggetilladelse, hvis håndværkere fortsat skal bo ved en byggeplads nær Ørsteds milliardbyggeri på Asnæsværket.

Nyheder

Polske betonarbejdere har igennem adskillige måneder ikke blot boet under ringe forhold, mens de har arbejdet på byggeriet på varmeværket Asnæsværket ved Kalundborg. Polakkerne har også boet ulovligt i containerlejren.

Det erkender Kalundborg Kommune over for Fagbladet 3F.

Kalundborg Kommune har hverken ført tilsyn med boligforholdene bag varmeværket eller krævet, at der skulle være en tilladelse til at bo ved arbejdsstedet.

»Det er os, der har taget fejl. Det er rigtigt nok, at det kræver byggetilladelse,« siger Christian Sabber, chef for afdelingen Plan, Byg og Miljø i Kalundborg Kommune til Fagbladet 3F.

Fagbladet 3F afslørede i oktober, at polske betonarbejdere boede på små sovesale og havde tarvelige toiletter og en beskidt badevogn til rådighed.

De polske betonarbejdere var ansat i det danske firma GS Seacon, der har polsk ledelse. Firmaet er underleverandør til det store byggefirma Per Aarsleff, der står for betonarbejdet på byggeprojektet på Asnæsværket til 1,2 milliarder kroner.

Bag udbygningen af Asnæsværket står energivirksomheden Ørsted, medicinalvirksomheden Novo Nordisk og bioteknologivirksomheden Novozymes samt det kommunalt ejede aktieselskab Kalundborg Forsyning.

GS Seacon har ifølge 3F Kalundborg i adskillige måneder beskæftiget mellem 55 og 60 medarbejdere på toholdsskift på byggeriet.

Kommunen overvejer at politianmelde

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) oplyste i august 2018 til Folketinget, at skurvogne, campingvogne og containere maksimalt må være opstillet i seks uger på en byggeplads - uden en byggetilladelse fra kommunen.

Ministerens svar blev i oktober præciseret af transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA). Ole Birk Olesen skrev til Folketingets beskæftigelsesudvalg, at »skurvogne og lignende transportable konstruktioner« altid kræver byggetilladelse fra en kommune - når de skal bruges til overnatning på en byggeplads.

Alligevel vurderede Kalundborg Kommune efterfølgende, at det ikke var nødvendigt med en byggetilladelse for, at de polske betonarbejdere kunne bo i containere og skurvogne bag Asnæsværket.

Kalundborg Kommune venter nu en byggetilladelse, eller at containerne bliver fjernet. Hvis ikke det sker, vil kommunen politianmelde virksomheden.

Christian Sabber oplyser videre, at Kalundborg Kommune har skrevet til byggefirmaet Per Aarsleff og gjort opmærksom på problemet med den manglende byggetilladelse.

Per Aarsleff A/S oplyser til Fagbladet 3F, at virksomheden har stillet et »camp-areal« til rådighed for GS Seacon, som selv har lejet og opstillet beboelsesvogne på arealet til deres medarbejdere. Per Aarsleff oplyser, at området ikke i øjeblikket huser GS Seacons polske medarbejdere, men alene seks campingvogne til Per Aarsleffs udstationerede funktionærer og timelønnede medarbejdere.

Fagbladet 3F har flere gange forgæves forsøgt at få en kommentar til forholdene fra GS Seacon.

12. december skal både beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og boligminister Ole Birk Olesen svare på spørgsmål i sagen på et åbent samrådsmøde i Folketinget.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden