Esbjerg overvejer betalingsparkering som følge af ny lov

Ny parkeringslov skulle give billigere parkering, men kan medføre betaling i byer uden for København, Aarhus og Aalborg.

Nyheder

Mens københavnerne fra nytår kan se frem til billigere parkering, kan parkeringen blive dyrere for bilisterne i mange andre danske byer.

Det skriver DR Syd.

For selv om den nye parkeringslov, der træder i kraft til årsskiftet, skulle gøre det billigere at parkere, vil den nye lov få den stik modsatte effekt uden for København, Aarhus og Aalborg.

Blandt andet i Esbjerg Kommune, der formentlig skal til at opkræve penge for at parkere på kommunale p-pladser i byen.

»En af konsekvenserne er, at vi kan blive nødt til at indføre betalingsparkering i store dele af Esbjerg,« siger formand for teknik- og byggeudvalget i Esbjerg Søren Heide Lambertsen (S) til DR Syd.

Med den nye parkeringslovgivning skal stat og kommune ikke længere dele parkeringsindtægterne lige over, men med 70 procent til staten og 30 procent til kommunerne.

På den måde vil regeringen og Dansk Folkeparti undgå, at kommunerne bruger betalingsparkeringen som en pengemaskine.

Men modsat København, Aalborg og Aarhus Kommuner har ingen af de syd- og sønderjyske kommuner betalingsparkering i dag. Til gengæld har de p-vagter til at sikre, at folk overholder de tidsbegrænsede pladser. En løsning, der i dag går i nul.

Derfor kan Esbjerg Kommune nu se frem til et underskud på 750.000 kroner, fortæller Søren Heide Lambertsen til DR Syd.

Kommunernes Landsforening (KL) har, siden lovforslaget blev vedtaget, kritiseret aftalen, der ifølge KL kommer til at koste kommunerne op mod 350 millioner kroner.

Formand for miljø- og forsyningsudvalget i KL Jacob Bjerregaard (S) siger, at mange kommuner ligesom Esbjerg vil ende med et underskud, der kan være svært at dække.

»I virkeligheden går regeringen ind og tager et stort millionbeløb fra kommunerne, som vi selv skal finansiere fra velfærden,« siger han til DR Syd.

Økonomi- og indenrigsminister Simon-Emil Ammitzbøll-Bille (LA) har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en mail til DR Syd, at han mener, at kommunerne bør kunne klare sig med de 30 procent af p-indtægterne, de beholder.

»Hvis de ikke kan finansiere deres p-vagter af de penge, må det være, fordi der ikke er særlig mange, der parkerer ulovligt. Og så undrer jeg mig over, at de overhovedet har brug for to p-vagter,« skriver han til DR Syd.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden