Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Henning Larsen Architects
Visualisering: Henning Larsen Architects
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

PensionDanmark bygger selvvandende, grønne boligtårne på Islands Brygge

PensionDanmark oplevede en »knap så god aflevering«, da NCC var totalentreprenør på pensionskassens første boligbyggeri på Islands Brygge. På PensionDanmarks tredje byggeri på Islands Brygge, 116 boliger med indbygget grønt, har selskabet valgt KPC som totalentreprenør.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

PensionDanmark har netop indgået aftale om sit tredje boligbyggeri på Islands Brygge i København. Det bliver KPC, der skal stå for totalentreprisen på to tårne med i alt 116 boliger og altaner, der går næsten ubrudt hele vejen rundt om bygningen og danner en indpakning med grønne planter.

Det skriver PensionDanmark i en pressemeddelelse.

Boligbyggeriet er det tredje under navnet HavneBryggen, som PensionDanmark selv har fremhævet som bæredygtige boligbyggerier. Dette byggeri får det fulde navn HavneBryggen Sirius.

De to tårne, som Sirius kommer til at bestå af, bliver klædt i lyse betonoverflader og bliver hver 14 etager med p-kælder under bygningerne. Altanerne, der går rundt om hele bygningen, får indbyggede altankasser med vandingssystem, der opsamler og genanvender regnvand.

Dragør Luftfoto (illustration af PensionDanmark)
Foto: Dragør Luftfoto (illustration af PensionDanmark)

HavneBryggen Sirius skal bygges på Islands Brygge, som ligger op ad Amager Fælled.

Bygningerne får desuden blandt andet solceller på taget og regenereringsmoduler, som kan opsamle strøm til elevatorerne.

Størstedelen af stueetagerne i de to bygninger får »udadvendte funktioner«, som det beskrives i pressemeddelelsen. De beklædes i mursten.

Politiken Byrum har tidligere beskrevet, at PensionDanmark måtte opgive at opføre et tidligere byggeri på Islands Brygge i brugte mursten på grund af leveranceproblemer. Om stueetagerne i Sirius bliver med nye eller brugte mursten, er endnu ikke besluttet, oplyser Marius Møller, direktør i PensionDanmark Ejendomme, til Politiken Byrum.

Problemer med NCC

De to foregående boligbyggerier på Islands Brygge, HavneBryggen Pollux og Castor, er udført med NCC som totalentreprenør og Henning Larsen som arkitekt. Henning Larsen er også tilknyttet Sirius, men NCC er blevet skiftet ud med KPC.

»Vi har gennemført en række byggerier på Islands Brygge med NCC, og der var det mest det første projekt, hvor vi havde en knap så god aflevering. Derfor har vi så besluttet, at nu laver vi Sirius med KPC,« siger Marius Møller til Politiken Byrum.

»Der var for mange mangler i forbindelse med afleveringen af det første projekt, men efterfølgende havde vi nogle rigtig gode afleveringer med NCC,« tilføjer han.

Hvorfor skal NCC ikke være med på det tredje projekt, hvis de havde rigtig gode afleveringer på det andet projekt?

»Vi har en lang række samarbejdspartnere, og KPC har været en rigtig god samarbejdspartner på en række andre projekter. Det er jo hele tiden en forhandling, og i dette tilfælde har vi syntes, at vi kunne lave den bedste aftale med KPC,« siger Marius Møller.

PensionDanmark går efter at få Sirius certificeret med DGNB Guld.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden