Efter brev fra fodboldklub: Københavns Kommune redder videreudvikling af tre parker fra anlægsloftet

Udviklingen af Pio Parken kan fortsætte, og Kulbaneparken og Nørrebroparken får alligevel kunstgræsbaner i 2019. Projekterne ville ellers blive bremset af anlægsloftet, men Københavns Kommune har besluttet at udskyde andre anlæg i stedet.

Nyheder

De var egentlig blevet udsat med et år. Udviklingen af Københavns Sydhavns nye park, Pio Parken, samt anlægsarbejdet med nye kunstgræsbaner i Kulbaneparken i Vigerslev og Nørrebroparken skulle først gå i gang i 2020, fordi Teknik- og Miljøforvaltningen ikke kunne finansiere projekterne i 2019 uden at sprænge anlægsloftet.

Men nu ser de tre projekter alligevel ud til at blive til noget i 2019.

Politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget har på et møde torsdag 31. januar besluttet at overføre 2.312.000 kroner fra Kultur- og Fritidsforvaltningens anlægsmåltal til Teknik- og Miljøforvaltningen, som på den måde får råd til at gå videre med udviklingen af de tre parker i 2019.

Brev fra fodboldklub

Beslutningen sker, efter at der har været udtrykt ærgrelse fra borgerne i Sydhavnen over udmeldingen i midten af januar om, at Pio Parken blev udskudt til 2020. Også fodboldklubben Nørrebro United anmodede i et brev til kommunen om, at Kultur- og Fritidsudvalget trods anlægsloftet ville sikre fodboldklubben kunstgræsbaner i 2019.

»Vi ved, det er en vanskelig opgave at være underlagt anlægsloftet i en by, der vokser eksplosivt. Vi har stor forståelse for, at der skal foretages en række svære prioriteringer. Vi håber, at denne henvendelse gør det tydeligt, hvor stor en betydning den nye fodboldbane på Nørrebro har forbydelen. Derfor håber vi meget, at I vil prioritere den, når I på torsdag skal fordele jeres anlægsmåltal,« skrev bestyrelsen i Nørrebro United til Fritids- og Kulturudvalget inden mødet i sidste uge.

Politikerne valgte at opfylde ønskerne.

Jonas Bjørn Jensen (S), medlem af Teknik- og Miljøudvalget, udtrykker ifølge Minby.dk forståelse for, at »ting som disse måske ikke fylder helt så meget i Teknik- og Miljøudvalgets prioritering, hvor der er mange ting i spil«.

»Men her i Kultur- og Fritidsudvalget sidder vi præsent med, hvor stort behov der er for de her ting. Vi kan eksempelvis se, hvor lange ventelisterne er til at spille fodbold. Derfor fandt jeg ud af, at man godt kunne give noget af vores anlægstal til Teknik- og Miljøforvaltningen, så de tre projekter alligevel kan blive anlagt i år,« siger Jonas Bjørn Jensen (S), medlem af Teknik- og Miljøudvalget, ifølge Minby.dk.

Der er overført 962.000 kroner til en 8-mandskunstgræsbane i Kulbaneparken, 800.000 kroner til anlæg af Pio Parken og 550.000 kroner til en kunstgræsbane i Nørrebroparken.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede yderligere på mødet torsdag 31. januar at flytte 73,2 millioner kroner af sine planlagte anlæg fra budget 2019 til budget 2020. Med alle overførsler ender udvalgets anlægsbudget i 2019 på 98,7 millioner kroner.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Forsiden