Beboerne i Mjølnerparken gik i demonstration mod ghettoplanen

Nyheder

Godt 200 beboere fra området Mjølnerparken på Nørrebro i København gik trods regnvejret lørdag i demonstration mod ghettoplanen, skriver TV2 Lorry.

På deres skilte kunne man blandt andet læse »lighed for loven« og »hvor skal vi ellers bo, Lars?«

Med demonstrationen ville de råbe statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) op.  Mjølnerparken er på listen over de boligområder, der af regeringen betegnes som et ghettoområde.

»Det, som beboerne frygter, er, at de bliver tvangsflyttet ud af deres hjem, hvor de har boet i 20 og 30 år. Der, hvor deres børn er født og opvokset,« siger beboernes talsmand, Mohammed Aslam, til TV 2 Lorry.

I efteråret vedtog et flertal i Folketinget et lovforslag om, at der højst må være 40 procent almene familieboliger i de hårdest ramte ghettoområder. I Mjølnerparken er der omkring 300 familieboliger for mange.

Beboerne vil gerne have muligheder for at leve op til de kriterier, regeringen kræver før 2030. De peger blandt andet på, at boligerne i stedet for at blive revet ned kan blive omdannet til ungdomsboliger.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden