Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mogens de Linde med datteren Lisa Marie de Linde ved lystøndeskurets bjælker, som skal genopføres ved Kuglegården.
Foto: Filip Knaack Kirkegaard

Mogens de Linde med datteren Lisa Marie de Linde ved lystøndeskurets bjælker, som skal genopføres ved Kuglegården.

Investoren Mogens de Linde samler på historiske byggematerialer: Kommunerne har været for hårde ved deres historiske byrum

Mogens de Linde, som er aktuel med omdannelsen og bevaringen af Kuglegården i hjertet af København, vil hellere kaldes bygmester end ejendomsmatador, for han elsker renoveringer og samler selv på byggematerialer og formsten. Kommunerne har revet for meget ned, mener han.

»Har du nogensinde set en orm? Hvis du saver en bjælke over, kan du nogle gange se ormen i hullet. Det er faktisk ret sjovt at se sådan en.«

Ejendomsinvestor Mogens de Linde står ved et lokale på Jenagade på Amager, hvor gamle bjælker ligger i en stor bunke. For 18 år siden nedtog marinen det gamle skur, hvor de i sin tid havde opbevaret tønder, der skulle duve i havneløbet med brændende kul, datidens bøjer.

Det bevaringsværdige skur blev fragtet til Ebeltoft, hvor det skulle genopføres ved Fregatten Jylland. Mogens de Linde, som selv bor i kommunen, havde skuffet fulgt med i, at kommunen aldrig fik afsat penge til at få det sat op.

»Det var opmagasineret i et skur og gik bare til,« siger han.

For tre år siden købte han Kuglegården af Forsvaret og gik til sin lokale kommune for at appellere til, at lystøndeskuret kom tilbage til sin oprindelige plads.

Scroll ned for at komme videre i artiklen...

  • Nu ligger skuret her, på Jenagade.

    De 25 grader i det opvarmede lokale dræber ormene – mere charmerende er de heller ikke – og fjerner fugten fra det gamle lystøndeskur.

Siden skal tømmeret behandles mod svampe, så håndværkere kan genopføre det i sine historiske rammer ved dét, der var flådestation for Nordens største sømagt.

Ejendomsinvestor, milliardær, udvikler eller byggematador er Mogens de Linde blevet kaldt gennem tiden. Selv vil han helst kaldes bygmester.

Et projekt som lystøndeskuret er dét, som driver ham. Kuglegården, hvor det skal genopføres, er bygget i 1742 og sidenhen udbygget. Lige bag Papirøen holdt den danske marine til, indtil Mogens de Linde for tre år siden købte bygningskomplekset.

Omfattende renoveringer er allerede i gang, og på arealet opføres nye bygninger, blandt andet et hotel.

Mogens de Linde håber, at naboerne vil værdsætte de nye byrum i Kuglegården. At komme ud med det budskab er en af bevæggrundene for at sige ja til dette interview. Som oftest lader han sin direktør tale på vegne af virksomheden, fordi han ikke bryder sig om at få sine udtalelser, som kendt rigmand, blæst op.

»Det var et af landets mest lukkede områder på grund af Forsvaret og efterretningstjenesten, der også holdt til her, og nu åbnes det.«

Lystøndeskuret spiller en nøglerolle ved porten til området, når man kommer fra Christianshavn.

Der, hvor skildvagten før sad, har kommunen bedt om at få vejen ført anderledes.

Dermed dannes en trekant, hvor skuret i midten vil komme til at huse en café eller restaurant.

Mogens de Linde har lys i øjnene, når han fortæller om projektet.

Da vi bevæger os videre ind mellem de historiske bygninger flyver armene rundt i alle mulige retninger.

Vinstokkene er hentet af sømænd på Madeira ude i Atlanterhavet; jo, den er god nok, de er dna-testet, fortæller han. Og murstenene er smalle. Det er, fordi det er Flensborg-sten, forklarer han.

Da vi bevæger os ind i en af bygningerne, peger han på trapperne. Hvorfor de har små trin? Fordi marinens folk skulle kunne tage hurtige, små trin, når de bar de tunge kanonkugler op på 1. sal.

»Fra barn af har jeg elsket at gå rundt i gamle bydele og set på, hvordan bygningerne er blevet lavet,« siger Mogens de Linde.

Faren havde blik for bygninger

Som landmand og gartner havde hans far, som »de fleste bønder dengang«, blik for sine driftsbygninger. At bygningerne var praktiske og holdt vandet ude. Farens hyppige kommentarer til vedligehold, eller manglen derpå, har rundet Mogens de Linde.

Som 27-årig købte han sin første og eneste bolig, en landejendom ved Hornslet på Djursland, ud mod Kaløvig. I bygningerne, hvor han stadig bor i dag, har han gennem årene samlet alskens historiske byggeredskaber og materialer: gamle, specielle døre, granit og tømmer. Og så har han landets måske største samling af formsten. Med dem laver han mursten med de detaljer og ornamenter, som man ser på historiske bygninger – den type bygninger, som Mogens de Linde foretrækker at købe og istandsætte. Som bygmester.

Egentlig har han overgivet sit ejerskab af Byggeselskab Mogens de Linde, med en egenkapital på 1,5 milliarder kroner og et bogført overskud på 271 millioner kroner i seneste offentliggjorte regnskabsår, til sine fem børn. Og direktørposten i Aarhus-domicilet besidder Klaus Bendix Poulsen. Men som formand er Mogens de Linde fortsat manden, der har det sidste ord.

Nybyggeri er sidebeskæftigelse

Mogens de Linde – som primært har investeret i hovedstaden og hjembyen Aarhus – anslår selv, at nybyggeri kun har fyldt 20 procent af hans samlede investeringer. Nyopførelserne har som regel været ekstra byggeretter, når han har opkøbt gamle industriområder.

»Jeg synes da også, at det er spændende at bygge nybyggeri, men mit hjerte ligger i blandt andet gamle industribygninger,« siger Mogens de Linde.

For mig behøver en bygning ikke være tegnet af en berømt arkitekt for at have en historie

»For mig behøver en bygning ikke være tegnet af en berømt arkitekt for at have en historie. Den kan også have en industrihistorie. Den kan have været ramme for en eller anden bestemt industri, man kender. Eller den kan være et typisk billede af den arbejderkultur, der har været i byen. Eller det industrisamfund, der har været i byen,« uddyber ejendomsinvestoren.

»Når jeg selv tager til udlandet, går jeg aldrig ud og kigger på nybyggeri. Det er i hvert fald sjældent. Så skal det da være noget spektakulært. Men gamle bydele er så fantastiske at kigge på.«

Med til interviewet er et af Mogens de Lindes fem børn, datteren Lisa Marie de Linde, som er involveret i byggeselskabet som aktivt bestyrelsesmedlem.

»Jeg tror, du kan sammenligne min fars interesse for bygninger med en historie med andres passion for kunst,« siger hun.

Mogens de Linde samtykker:

»Når jeg går på et galleri, glæder det mig at se på, hvad kunstneren egentlig har tænkt og fået udtrykt i billedet. Når jeg går og kigger på de bygninger, vi har her, så bliver jeg simpelthen så glad, for det siger mig så meget.«

»Også at bygningerne har nogle proportioner, materialevalg og detaljer, jeg synes er skægge,« siger Mogens de Linde.

Den første renovering

Det hele startede for Mogens de Linde i 1975. Det år skete to store begivenheder for den 25-årige mand. Han vandt første gang som atlet DM-guld i 400 meter sprint. Og så købte han bygningerne midt i Aarhus, hvor Århus Glasimport havde produceret facetslebne ruder. Det var før, at han i en årrække kørte parløb med sin enæggede tvillingebror, Olav de Linde.

Dengang var det normalt at rive de gamle industribygninger midt i byen ned og bygge nyt. Det var fremskridtstider. Århus Glasimport havde 800 kvadratmeter facadebygning og 2.500 kvadratmeter bagved.

»Ejendomsmægleren sagde: 'Vi trækker det fra, det koster at vælte baghuset.' Det var jo mange penge. Jeg tænkte, hvad satan, der må da være mange, der kan bruge sådan en bygning midt i Aarhus. Det lykkedes os faktisk at dele den op i forskellige lejemål, og der var en voldsom interesse for det,« beretter Mogens de Linde, som stadig udlejer bygningen til blandt andet kontorer.

Datidens saneringer i storbyerne var i høj grad en fejl, mener han.

»Man var for voldsom til at lave de gårdrydninger. Man skulle have beholdt nogle af de skægge bygninger, der var. De danner også et bybillede. Det er også vigtigt for børn og andre, at man kan se, at der faktisk er nogle, der går på job og måske står bag i gården og reparerer biler. Når nogle har et arbejdsliv i byen, får du en multiby,« siger Mogens de Linde.

Besættelsen af Søminedepotet

Netop nu er København Kommunes høring i gang for Kuglegården. Mogens de Linde har i sin mangeårige karriere også haft sager, hvor naboerne har været modstandere. Mest kendt er sagen fra Søminedepotet, der ligger ved Christiania.

For otte år siden, i 2011, besatte hundredvis Søminedepotet, som stod tomme, fordi Mogens de Linde ville renovere dem.

Mogens de Linde kritiserede efterfølgende, at politiet ikke havde sat ind mod hærværket.

Foto: Ritzau Scanpix/Jacob Ehrbahn.

Lisa Marie de Linde tager ordet. Det virker til, at sagen stadig vækker følelser hos hende.

»Det, der har ramt nogle af os andre en lille smule omkring den sag, er, at jeg tror, at der er få udviklere, eller folk i byggebranchen i det hele taget, der er så visionære og givende omkring, hvordan vi kan udvikle samfundet, eller hvordan de områder, du har og udvikler, giver til området. Det med lystøndeskuret er et godt eksempel på det. Der er en masse bøvl med det, men det bliver fantastisk for området,« siger Lisa Marie de Linde.

Siden solgtes bygningen til Bestseller, hvor Noma fik restaurant i de renoverede rammer. Det er et eksempel på, at det for Mogens de Linde ikke er vigtigt, at han selv istandsætter. Det er især mindre, enkeltstående bygninger eller områder, som Mogens de Linde af og til sælger videre, måske efter kort ejerskab. Gurrehus ved Helsingør og Sct. Josephs Hospital i Aarhus er andre eksempler. Opkøb af en bygning kan altså også være en investering.

Visualisering - af Gjöde og Partnere Arkitekter - fra Trangravspladsen. Omridset til venstre er det kommende Papirøen. Herefter ses de historiske bygninger, så de nyopførte og derefter det genopførte skur.

Visualisering - af Gjöde og Partnere Arkitekter - fra Trangravspladsen. Omridset til venstre er det kommende Papirøen. Herefter ses de historiske bygninger, så de nyopførte og derefter det genopførte skur.

Ved Kuglegården har reaktionerne ind til videre været relativt tilbageholdne. Der har ikke været markante, kritiske ytringer. Mogens de Linde har endnu ikke læst høringssvarene, som kan læses på Københavns Kommunes hjemmeside, men vil nok gøre det senere. For det interesserer ham, hvad andre mener – også selv om han ofte vil være uenig.

»Bermuda-trekanten« i byggeriet

Uenighed er et grundvilkår, man som bygherre må lære at navigere i.

»Det værste, man kan i byggeriet, er at havne i Bermuda-trekanten i konflikterne mellem kommune, politikerne og borgerne.«

Han har oplevet i sager, at politikerne har én holdning, mens forvaltningen har en anden og borgerne en tredje. Så må man lytte og rette til. Og acceptere, at ting tager tid. Dette projekt har været tre år undervejs, og godkendelsen mangler stadig.

Er du blevet bedre til at tackle det med tiden?

»Ja, for jeg tager det mere afslappet. Man kan selvfølgelig lytte til, hvad de siger, men en måned kan naboerne have én mening, men så kommer de op at diskutere internt, og tre måneder efter har de fået en anden mening,« konstaterer Mogens de Linde.

Under turen rundt i bygningerne kommer vi forbi en håndværker, der sliber på nogle planker.

Håndværkerne skal blandt andet lave porte magen til dem, bygningen blev opført med, men som Forsvaret i sin tid har erstattet med brystning og vinduer.

Nu kommer portene tilbage.

Eksempelvis reetableringen af portene er en af årsagerne til, at Mogens de Linde får ros fra Slots- og Kulturstyrelsen.

»Det er der, hvor Mogens de Linde er god, for han er nysgerrig på huset. Han synes, det er spændende og en værdi at bevare husets historie,« siger Merete Lind Mikkelsen, enhedschef hos Slots- og Kulturstyrelsen.

Mogens de Linde, selv om du har forsøgt at indpasse de nye bygninger til omgivelserne, så vil nogen mene, at bygningerne her ville komme til deres fulde ret, hvis de stod i deres oprindelige, historiske omgivelser?

»Så tror jeg, at man skal grave lidt i historien herude. For der har været bygget bygninger på kryds og på tværs. Især nogle af dem er tilbygget og ombygget 25 gange mindst. Det nybyggeri, vi laver her, mener vi, forstærker området. Det skaber et multiområde, hvor der kommer flere nye mennesker til, og det, mener vi også, forstærker området,« siger Mogens de Linde.

»I de nye bygninger, vi laver, er der lavet mindst 10 forslag, der alle har været til spanking på kommunen. Så alt er tilpasset, og det er også fint. Intet er tilfældigt.«

Mere aktiv rolle hos kommuner

Kommunerne bør have en mere aktiv rolle, end de generelt har, mener han. For ofte godkender kommunerne nedrivninger, siger han.

Holmbladsgade 70E kunne Mogens de Linde sikkert have fået lov til at rive ned, vurderer han selv, så der kunne bygges etagebyggeri. Men han lod huset fra 1917 stå og istandsatte det. Byrum med forskellige tiders bygninger er mere interessante, mener han

Ikke kun historien går tabt, men det kræver også fossile brændsler eksempelvis at producere nye mursten. Selv om det koster mere, bør der være mere fokus på renoveringer, »for vi flår de ressourcer ud, som vores efterfølgere skal have«, mener han.

På Aarhus Havn har man væltet nogle smukke, historiske bygninger for at bygge højt. Det var nogle rigtig fine, røde murstensbygninger

»På Aarhus Havn har man væltet nogle smukke, historiske bygninger for at bygge højt. Det var nogle rigtig fine, røde murstensbygninger. Heldigvis fik jeg lov til at købe tømmeret og granitten,« siger han.

Mogens de Linde undrer sig desuden over, at man – »med den viden vi har om støj og forurening« – opfører så mange boliger op ad byernes indfaldsveje i dårlig kvalitet. Som han ser det, er de bygget ud fra samme samlebåndsmetode som de områder, der i dag er endt som »vores ghettoer«.

»Det er regneark, der bestemmer, hvordan mange bygninger, der bliver bygget i dag, ser ud. Det, synes jeg, er forkert, for en bygning skal holde i mange år, og jeg synes også, at det er forkert, at mange kommuner giver lov til det,« siger Mogens de Linde.

Også de private bygherrer bærer et ansvar.

»Meget, der bliver bygget, er lavet af regnearksdrenge, der er ansat i pensionskasser og lignende. Jo billigere, du bygger, jo mere profit kan du lave.«

Så kritikken af, at det er profitten, som bestemmer byudviklingen, kan du genkende den?

»Ja, det kan jeg godt, men det er, fordi man tænker kortsigtet, og det skal man lade være med,« siger Mogens de Linde.

Han tilføjer, at renoveringen af Kuglegården er en god forretning, men vil tage mange år at tjene hjem.

Louis Poulsen er allerede flyttet ind i én af de gamle bygninger. Mange var fyldt med gipsvægge og inddelt i små rum. I stedet er skabt store rum i stil med, hvordan bygningerne oprindelig var opført.

Louis Poulsen er allerede flyttet ind i én af de gamle bygninger. Mange var fyldt med gipsvægge og inddelt i små rum. I stedet er skabt store rum i stil med, hvordan bygningerne oprindelig var opført.

Du går op i blandede funktioner. Nogle kritiserer, at der kommer mange hoteller i det indre København, at det bliver et Disneyland. Har man som udvikler et ansvar for byens udvikling?

»Der mangler hoteller i København. Det er jo ikke, fordi jeg mener, at København skal være et Disneyland, men vi er jo også nødt til at have noget at leve af. Der skal være en god blanding af boliger og erhverv i byen. Jeg mener faktisk, at byen vokser af at have et hotel. Turisterne, der kommer til at bo herude, vil se København fra en af sine smukkeste sider.«

Selv om hotellet fylder godt, kommer der også erhverv og handicapboliger, efter ønske fra kommunen, nævner han.

»Man er nervøs for, at København bliver ødelagt, fordi byen bliver et museum. Det kan selvfølgelig godt være et problem. Der er altid op og ned, men jeg tænker, at vi er langt fra det problem her i København.«

Frygter tårnhøjt helvede på Nyholm

Ikke langt fra Kuglegården ligger Nyholm, som Forsvaret vil fraflytte og sætte til salg.

Kunne du finde på at byde på det?

»Det tror jeg ikke,« svarer Mogens de Linde.

»Jeg er 67 år.«

Du tror, det ligger for langt ude i fremtiden?

»Jeg er ræd for, at man bygger et tårnhøjt helvede derude uden tilpasning til omgivelserne. Og så har det ikke min interesse.«

Er der nogle værdier om byggeriet og byrum, du har givet videre til dine børn?

»Det tror jeg allerede, de ved i forvejen. Jeg har for fanden ikke snakket om andet i hele den tid, de har levet,« siger Mogens de Linde.

Lisa Marie de Linde fanger journalistens øjne og giver to bestemte nik med hovedet, mens faren fortsætter:

»Det er at have respekt for bygninger og prøve at få de positive ting frem, der er i en bygning, og bevare dem og gerne forstærke dem. Hvis man gør det – forudsat at det er ens interesse, og det kan jeg se, at det er hos en del af dem – så er det et fantastisk liv at få lov at gøre noget ved.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce