Aarhus barsler med aftale om elløbehjul

Nyheder

Mens Københavns Kommune i sidste uge bad elløbehjulsfirmaer om at fjerne de elektriske løbehjul, som de seneste måneder har bredt sig over byen, går Aarhus Kommune modsatte vej.

Kommunen er ved at forhandle en toårig forsøgsaftale på plads med en udbyder, der vil levere 150 løbehjul.

Det skriver JP Aarhus, som har talt med Gustav Friis, projektleder i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

»Vi lægger op til en løsning, hvor de får lov til at parkere på offentligt vejareal. Sandsynligvis bliver elløbehjulene samlet ind om aftenen og ladet op, men der er forskellige løsningsmodeller fra udbyderne, så vi kan endnu ikke sige, hvilken det bliver,« siger Gustav Friis til JP Aarhus.

Anders Nielsen, formand for Cyklistforbundet Aarhus, kritiserer tiltaget. Elløbehjul øger risikoen for uheld og hører derfor ikke hjemme i byerne, mener han.

Siden 17. januar har elløbehjul været lovlige i en forsøgsperiode på et år, men ifølge Københavns Kommune udlejer firmaerne deres løbehjul fra offentlig vej uden tilladelse, hvilket ifølge kommunen er ulovligt. Derfor sendte kommunen i sidste uge påbud til firmaerne bag elløbehjul og udlejningscykler, der lejer ud fra offentlig vej, om at fjerne deres cykler og løbehjul.

Mandag offentliggjorde Københavns Kommune dog et forslag om at nedlægge parkeringspladser i Indre By for at give plads til elløbehjul og udlejningscykler.

Også på bycykelområdet har Aarhus Kommune valgt at gå en anden vej end København ved at lave en officiel aftale med den private udbyder Donkey Republic om at være kommunens officielle bycykel. I København har man udviklet egen løsning, den hvide Bycyklen, som drives af en fond, delvist finansieret af Københavns Kommune (40 millioner kroner), Frederiksberg Kommune, DSB (tilsammen 48 millioner kroner) og Rødovre Kommune.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden