Et år efter opførelsen af Henning Larsen-tegnet rådhus: Middelfart ombygger borgmesterkontor for 300.000

Nyheder

Omkring et år efter indvielsen af Middelfart Rådhus har kommunen set sig nødsaget til at lave flere ændringer.

I forbindelse med etårsgennemgangen af det 9.000 kvadratmeter rådhus har man opsat blandt andet solafskærmning som persienner og rullegardiner. Den største ændring er en ombygning af borgmesterkontoret for 300.000 kroner.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Borgmesterkontoret er bygget for småt og uden nødudgang, hvilket er i strid med arbejdsmiljøreglerne.

»Vi har gået rådhuset igennem efter første år, og vi kunne konstatere, at borgmesterens kontor ikke var bygget til de møder, der bliver holdt derinde, hvor han typisk mødes med otte-ti mennesker ad gangen. Derfor er der sket en udvidelse,« siger stabschef Martin Albertsen til Fyens Stiftstidende.

Kontoret er nu tre-fire kvadratmeter større.

Rådhuset er tegnet af Henning Larsen Architects og har kostet 150 millioner kroner.

Det modtog i september sidste år den højeste DGNB-bæredygtighedscertificering, Platin, og blev i den forbindelse kaldt Danmarks mest bæredygtige offentlige byggeri. Rådhuset har desuden æstetikcertificeringen DGNB Diamant.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Forsiden