Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Frederik Buhl Kristensen
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Le Corbusier var autist og Walter Gropius »shell shocked«: Politiken Byrum har mødt Arkitekturoprørets svenske ophav

Arkitekturoprøret er begyndt at få spalteplads i danske aviser, efter foreningen har stiftet en pris for grimmeste byggeri. Politiken Byrum er taget til Stockholm for at møde moderforeningen, der startede det hele: svenske Arkitekturupproret. Formanden kalder modernismen en »sekt«, men efterlyser mere magt til arkitekter.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En dag i 2017 modtog en højtstående dansk arkitekt en besked fra en svensk kollega. I den skrev kollegaen, at en svensk forening, Arkitekturupproret, havde bredt sig til Danmark. Det var ikke for at dele almindelig branchesladder over sundet, at den svenske arkitekt skrev; det var en regulær advarsel.

»Dom är galna,« skrev han.

Siden svenske Arkitekturupproret i 2014 blev oprettet som facebookgruppe af en anonym konto (der siden har skiftet navn flere gange og i dag er lukket), er gruppen vokset til en medlemsskare på ikke mindre end 34.700 facebookbrugere og en magtfuld forening, der uddeler priser for grimmeste byggeri og grimmeste by med omfattende medieomtale til følge.

Politiken Byrum har taget toget til Stockholm for at forstå, om det vitterligt er galninge, der står bag det oprør, som i begyndelsen af 2017 bredte sig til Danmark i form af facebookgruppen og siden foreningen Arkitekturoprøret.

En ørkenplads

Sigvald Freylanders sideskilning blæser i vinden, da jeg møder ham på Brunkebergstorg, en trekantet plads omgivet af modernistiske bygninger i den stockholmske bydel Norrmalm. Freylander, der er ordförande, formand, for Arkitekturupproret, er iklædt en åbenstående, sort lærredsjakke over sin bordeaux skjorte, har en taske over skulderen og en blå og hvid plastikpose fra isenkræmmeren Kjell & Company i hånden.

Stockholm Waterfront (th.) med Stockholm Stadshus på sin venstre side. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT FORSTØRRE DET.
Foto: Frederik Buhl Kristensen

Stockholm Waterfront (th.) med Stockholm Stadshus på sin venstre side. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT FORSTØRRE DET.

Jeg har bedt ham vælge mødestedet. Gerne et sted, der repræsenterer, hvad han anser for dårlig arkitektur, har jeg foreslået over telefon fra Danmark. Svaret kom med det samme: Stockholm Waterfront. En hotelbygning tegnet af svenske White Arkitekter med en ganske markant stålkonstruktion på toppen, som ligger ud til kanalen med Stockholm Stadshus på den ene side og Stockholms Centralstation på den anden; »den bedste offentlige eksponering i Stockholm«, som det internationale medie Archdaily har beskrevet det.

Modernismen som ideologi er en sekt

Men på vej mod mødestedet i Stockholms Tunnelbana modtager jeg en sms fra Freylander. Bilen er punkteret, så han må tage bussen og bliver nok lidt forsinket, skriver han og foreslår at ændre mødestedet til Brunkebergstorg nogle hundrede meter fra Stockholm Waterfront. For en mand, der er imod modernistisk arkitektur, er der rigeligt at vælge imellem i den nordlige del af Stockholm. Hvorfor vender vi tilbage til om lidt.

I 1960'erne blev bygningerne omkring Brunkebergstorg revet ned og erstattet med modernistiske bygninger. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT FORSTØRRE DET.
Foto: Frederik Buhl Kristensen

I 1960'erne blev bygningerne omkring Brunkebergstorg revet ned og erstattet med modernistiske bygninger. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT FORSTØRRE DET.

»Det her er Brunkebergstorg. Det er en ökenplats« – en ørkenplads – indleder Sigvald Freylander sin begrundelse for, hvorfor vi skulle mødes her.

»I begyndelsen af 50’erne rev man i Stockholm City cirka 750 boliger ned. Man skød skylden på, at de var i forfald, ødelagte, fugtskadede, bla, bla, bla. Men det var hele tiden bare en fiks idé, altså en modernistisk idé, for at få en undskyldning for at rive ned,« siger Sigvald Freylander.

Samme skæbne ramte Brunkebergstorget.

»Det her var et utroligt smukt torv med bygninger fra 17- og 1800-tallet, og så rev man alt ned.«

En modernistisk sekt?

Foreningen Arkitekturupproret ledes af 12 bestyrelsesmedlemmer. Formanden, Sigvald Freylander, arbejder som selvstændig oversætter og har en fortid som lokalpolitiker for centrumvenstrepartiet Miljöpartiet i Stockholm-forstaden Danderyd. Viceformanden, Eric Norin, er arkitektstuderende på KTH og det eneste af de 12 medlemmer med arkitektbaggrund.

At modernismen og modernisterne er Arkitekturupprorets fjende nummer ét, lægger Freylander ikke skjul på. Det er modernismen, der har skabt de »fyrkantiga lådor«, firkantede kasser, som Arkitekturupproret er et oprør mod, og som siden 1950’erne har præget Stockholms nordlige bymidte og stort set hver eneste bymidte i forstæder og provinsbyer over hele Sverige.

»Modernismen som ideologi er en sekt. Der findes modernistisk arkitektur i forskellige stile som det her, og så findes der den modernistiske ideologi, og det er det, der er en sekt,« siger Sigvald Freylander.

Det må du forklare?

»Du kan ikke ræsonnere sagligt med dem. Jeg kan tale sagligt om de her bygninger. De stammer fra deres fædre som Le Corbusier og Walter Gropius, der havde forskellige teoretiske, ideologiske ideer om, hvordan man skal udforme en by. Med videnskab og moderne teknologi kan du let sige, at det er nonsens, men for dem bliver det som en sekt. Det er enkelt, hurtigt og rationelt, for byggefirmaerne kan tjene rigtig mange penge på det. Du dræber alt håndværk og konkurrence,« siger Sigvald Freylander.

Flere gange under interviewet laver han pruttelyde med sin tunge for at illustrere sin pointe om det, han anser for samlebåndsarkitektur.

Autistiske Le Corbusier?

Hans angreb på modernismen stopper ikke her. Ligesom så mange andre sekter er startet af halvskøre mænd, er modernismen det også, mener han. Walter Gropius, Mies van der Rohe og Le Corbusier havde »olika åkommor« – forskellige lidelser.

»Walter Gropius og de andre var shell shocked (gammel betegnelse for PTSD, red.) fra Første Verdenskrig,« siger Freylander.

»De byggede deres første prototyper, modernistiske bygninger, i stil med bunkerne, som de havde oplevet i Første Verdenskrig. Der findes forskning på, at de ikke havde det godt. Le Corbusier, som han kalder sig, var dybt autistisk. Alt tyder på det. For dem er udsmykninger og smukke facader enormt forstyrrende. De vil renskrabe alt, så blikket ikke længere har noget holdepunkt. Der findes bøger om det her,« siger han og henviser til udtalelser af Ann Sussman, medforfatter til den roste bog ’Cognitive Architecture’, om, at Le Corbusier på grund af sin lidelse »så verden anderledes«.

Om Le Corbusier var autist, og Walter Gropius var shell shocked, er vel irrelevant, hvis de er kommet med ideer, som har fundet så enormt fodfæste, som det har? Det tyder vel på, at det er gode ideer?

»Det fungerer sikkert økonomisk, men du kan se, hvad der sker: Du bygger helt døde områder. Ligegyldigt hvornår på døgnet du kommer her, sidder her næsten ingen. Hvor er alle på vej hen? Til Gamla Stan,« siger Sigvald Freylander og peger på en gruppe mennesker, der passerer Brunkebergstorg med kurs sydpå.

»Ser du nogen, som fotograferer her? Skal vi tage til Gamla Stan og se, hvor mange der fotograferer der?«

I Tyskland, England, Frankrig og tilmed Danmark blev byerne bombet under Anden Verdenskrig. Her skete der ingenting, men i solidaritet med jer rev vi vores egne byer ned

Du har tidligere sagt, at mennesker bliver glade af at opholde sig i pæne omgivelser og i dårligt humør af at opholde sig i grimme omgivelser. Hvordan ved du, hvad der er grimt og pænt?

»For det første siger det sig selv, at du bliver glad af pæne omgivelser. Vi skal komme med undersøgelser på undersøgelser på undersøgelser for at bevise noget, som er selvfølgeligt. Det er som at skulle argumentere for at sætte et rundt hjul på bilen frem for et firkantet.«

Men det, jeg spørger om, er, hvordan I ved, hvad der pænt, og hvad der er grimt? Der findes jo mennesker, der synes, at modernistisk byggeri er pænt.

»Selvfølgelig gør der det, men det er aldrig mere end 25 procent. Hvis du undersøger sagen med rigtige undersøgelser, er det altid mindst 75 procent, der vælger det der,« siger han og peger mod Gamla Stan, hvorefter han peger fingeren på det gråbrune shoppingcenter Gallerian over for os.

»Frem for det der.«

Undersøgelserne, han henviser til, er blandt andet en YouGov-undersøgelse fra 2009, hvor godt 1.000 respondenter blev bedt om at pege på den af fire bygninger, som de helst ville have bygget i nærheden af, hvor de boede. Af de 88 procent adspurgte, der svarede, pegede 77 procent (68 procent af det samlede antal respondenter) på en af de to mest klassiske bygninger, mens 23 procent (20 procent af det samlede antal respondenter) pegede på en af de to modernistiske.

Miljonprogrammet

Mens de mest radikale modernistiske ideer i Danmark – som nedrivningen af Latinerkvarteret i Aarhus og asfalteringen af Søerne i København til fordel for motorveje – forblev på tegnebrættet, slog de i langt højere grad igennem i Sverige.

Fra 50’erne til 70’erne blev tusindvis af »saneringsmodne« bygninger revet ned i forbindelse med det, der blev kaldt Miljonprogrammet. Et program der skulle sikre en million moderne, billige boliger til Sveriges stigende antal indbyggere. Fra 1950 til 1970 steg befolkningstallet fra 7 til over 8 millioner.

»I Tyskland, England, Frankrig og tilmed Danmark blev byerne bombet under Anden Verdenskrig. Her skete der ingenting, men i solidaritet med jer rev vi vores egne byer ned,« siger Sigvald Freylander.

I Norrmalm, der i dag udgør Stockholms moderne bymidte nord for den historiske bymidte Gamla Stan, resulterede saneringerne i nedrivning af omkring 750 bygninger, som blev erstattet af modernistiske bygninger i beton, glas og stål. Der skulle være plads til biler, og som resultat heraf består bydelen i dag af brede gader i flere planer, hvor fodgængere typisk går under bilgaderne, indfaldsveje, biltunneller og -broer, enorme rundkørsler og kryds, hvor der engang var pladser, og ikke mindst adskillige storcentre.

Under vores fødder på Brunkebergstorg løber den en kilometer lange biltunnel Klaratunneln fra 1976, der snor sig fra bymidten og ud til den sekssporede motorvej, som siden 1960’erne har afskåret den vestlige del af Norrmalm fra vandet.

»Her blev et fantastisk hus revet ned. Et helt utroligt smukt hus,« siger Sigvald Freylander, mens han peger tværs over Brunkebergstorg på Riksbanken, en stor bygning fra 1976 i ru, sort granit med indsunkne kvadratiske vinduer.

Brunkebergstorg omkring 1900-1910 set fra nord mod syd. Senere blev brostenene erstattet med asfalt, og der blev etableret parkeringspladser. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT FORSTØRRE DET.
Arkivfoto: Okänd/Stockholmskällan (Fotonummer FA 43428)

Brunkebergstorg omkring 1900-1910 set fra nord mod syd. Senere blev brostenene erstattet med asfalt, og der blev etableret parkeringspladser. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT FORSTØRRE DET.

»Og i stedet byggede man det der.«

Frem til 1960’erne var det trekantede Brunkebergstorg domineret af fashionable boliger opført af nogle af datidens fremmeste svenske arkitekter samt Brunkebergs Hotell, der lå, hvor Riksbanken i dag ligger. Malmskillnadsgatan, som løber højre om Riksbanken og ud af torvet, var dengang Stockholms prostitutionsgade.

Sverigedemokraterna-trolls?

Om Arkitekturupproret vitterligt er galninge, er foreningens formand selvsagt ikke den bedste til at svare på. Så inden mit interview med Sigvald Freylander banker jeg på hos nogle af de utallige tegnestuer i det gamle arbejderkvarter Södermalm, der i dag går for at være Stockholms hippeste bydel.

Ved den fjerde dør er der bid. En ung, karseklippet mand med runde briller åbner ind til en tegnestue med omkring 20 ansatte. Billeder i opgangen afslører, at de står bag flere fyrkantiga lådor.

Bastugatan i Södermalm, Stockholms gamle arbejderkvarter som modsat Norrmalm stadig er præget af byggeri før 1950. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT FORSTØRRE DET.
Foto: Frederik Buhl Kristensen

Bastugatan i Södermalm, Stockholms gamle arbejderkvarter som modsat Norrmalm stadig er præget af byggeri før 1950. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT FORSTØRRE DET.

Erik Westeman, som han hedder, taler et så forståeligt svensk, at jeg en kort overgang tror, at han er dansk. Det viser sig, at han har læst på Kunstakademiets Arkitektskole, KADK, i København.

»I begyndelsen opfattede jeg Arkitekturupproret som Sverigedemokraterna-internettrolde,« siger Erik Westeman med henvisning til Dansk Folkepartis søsterparti.

Det er der god grund til. Adskillige svenske tegnestuer har oplevet at få deres facebookopslag og -sider overdynget med hadske kommentarer fra facebookmedlemmer af Arkitekturupproret. Men arkitektens syn på foreningen har ændret sig over de seneste år, efter han har mødt flere støtter med andre politiske ståsteder, og efter han har oplevet den gennemslagskraft, som foreningen efterhånden har fået. Som eksempel nævner han, at lokalpolitikerne i rigmandskommunen Nacka øst for Stockholm har besluttet at opføre et kvarter i nyklassicistisk stil.

»Politikerne lytter,« siger han.

Måske har Sverige endda også brug for sådan nogle som Arkitekturupproret, indrømmer Westeman. Svenske arkitekter har ikke samme tradition for at kritisere hinandens byggerier og har desuden ikke så stor autoritet som danske arkitekter, oplever han. Det betyder, at bygherrer lettere kan affeje arkitekternes ideer eller vælge billigere materialer.

I begyndelsen opfattede jeg Arkitekturupproret som Sverigedemokratarna-internettrolde

Alligevel mener den unge arkitekt, at Arkitekturupproret får al for meget spalteplads. Da industribyen Borlänge i en Arkitekturupproret-afstemning på Facebook med 6.666 deltagere sidste efterår blev valgt som Sveriges fulaste stad – grimmeste by – affødte det over 200 artikler i etablerede medier de første fire dage, viste en opgørelse fra Sveriges Arkitekter, den svenske pendant til Akademisk Arkitektforening.

På tegnestuen er Arkitekturupproret også ofte samtaleemne, siger Erik Westeman, men afviser, at man er bange for foreningen. Inden jeg går, kommer han dog i tanker om noget. Han viser mig hen til bogreolen og trækker en bog ud: ’Bygg DET FOLK GILLAR’ – byg det, som folk kan lide – forfattet af en af Arkitekturupprorets støtter.

»Vi bruger den som debatoplæg,« siger han.

Arkitekter skal have mere magt

Sigvald Freylander og jeg bevæger os rundt om hjørnet ud ad Malmskillnadsgatan, den tidligere prostitutionsgade, på en lille bro med udsigt over Sergels Torg. Det blev anlagt i 1968 som en enorm rundkørsel med fodgængergader i underetagen. I 1974 blev Kulturhuset, en stor glasbygning, opført ud til pladsen, som ellers er omgivet af storcentre.

Sergels Torg, anlagt i 1968. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT FORSTØRRE DET.
Foto: Frederik Buhl Kristensen

Sergels Torg, anlagt i 1968. KLIK PÅ BILLEDET FOR AT FORSTØRRE DET.

Jeg spørger til Stockholm Waterfront, det droppede mødested med den markante stålkonstruktion (som ovenstående arkitekt i øvrigt kalder »en kasse, man har pyntet«). Stålkronen var faktisk flot i visualiseringerne, hvor stålstængerne stod tættere, medgiver Freylander, men af økonomiske årsager valgte man færre stænger med mere mellemrum.

»Nu ligner det et stillads,« siger Freylander.

Men det er vel bygherrens og ikke arkitekternes skyld?

»Absolut. I Sverige har arkitekterne et helvede. I de fleste andre lande er arkitekten med i hele processen og bliver spurgt til råds. I Sverige køber du arkitektens tegning og siger ’tack, hej då’,« siger han og vinker, mens han vender sig som for at gå.

Så er det vel ikke kun arkitekternes skyld?

»Nej, men vi skyder også på arkitekterne, for alle må tage deres ansvar. Alle.«

Skal svenske arkitekter have mere magt?

»Ja, de skal have mere magt, eller snarere indflydelse. Men det er arkitekternes fagforening Sveriges Arkitekters ansvar at sikre, at de nyder samme respekt i processen som deres kolleger i de fleste andre lande,« svarer Sigvald Freylander, men tilføjer så:

»Sveriges Arkitekter er imidlertid helt modernistisk og opretholder sit smagsdommeri ved kun at hævde denne ene ideologi og stilorientering.«

I Sverige har arkitekterne et helvede

Har Sverige dårligere arkitektur end Danmark?

»Nej, det synes jeg ikke. Se bare på Ørestad (i København, red.). Herregud. Min skaber, hvilket forfærdeligt sted.«

Mange vil argumentere for, at det ikke er arkitekturens opgave at være pæn eller grim, fordi det er subjektivt.

»Men når mindst 75 procent kalder modernistisk byggeri grimt ... how much more evidence do you need?,« svarer Freylander.

Gør I ikke netop arkitekturdebatten til smagsdommeri, når I siger, at I vil have noget frem for noget andet?

»Nej, vi siger det bare, og så må folk selv gøre deres mening op. Det her,« siger han og peger på Gallerian, »det er en tydelig, provokativ og hadsk markering mod det, som er pænt. Vi anklages for at være aggressive. Men det her er aggressivt. Det var dem, der begyndte. Hvis vi bliver anklaget for noget af arkitekter, lægger vi det åbent frem for vores følgere. Vi lægger ingen vurderinger i, hvad de synes. Det er vores styrke, for på den måde kan man afsløre deres elitisme.«

Men I har jo vurderinger. Du synes, at modernisme er grimt.

»Ja. Men vi deler det med mindst 75 procent af befolkningen.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden