Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
PR-foto: Jørgen True
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvor er samfundsansvaret? Arkitektforeningen og Jesper Pagh savner et 10. bud i Danske Arks nye adfærdskodeks

Et nyt kodeks fra Danske Arkitektvirksomheder undlader at nævne tegnestuernes samfundsansvar. Kodekset omtaler alene adfærd mennesker i mellem, forsvarer Lene Espersen, direktør for Danske Ark.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er 9 bud i Danske Arks nye kodeks ’God stil’ for adfærd i arkitektbranchen. Tegnestuer og deres arkitekter skal blandt andet udvise god rådgivningsskik, sørge for et godt arbejdsmiljø og orientere bygherren, hvis man har blandede interesser i et projekt.

Hvis kodekset var forfattet af formand for Arkitektforeningen Johnny Svendborg eller Jesper Pagh, tidligere direktør for Arkitektforeningen og nu forsker ved arkitektskolen KADK, havde der været et ekstra bud.

»Det undrer mig, at der ikke er noget, som forholder sig direkte til, at branchen også tager et samfundsansvar,« siger Jesper Pagh.

Han ser det som en nødvendighed, at samfundsansvar – både med hensyn til klima og bæredygtighed, men også byudviklingen i bredere perspektiv – bliver en fast del af arkitektvirksomhedernes adfærd.

Som led i sin forskning interviewer han arkitekter om deres byggerier.

»Når jeg spørger dem, hvorfor de medvirker på projekter, som de selv ikke nødvendigvis mener, er med til at gøre byen eller samfundet bedre, er et tilbagevendende svar, at hvis ikke vi gjorde det, så var der nogle andre, der gjorde det. Det var sådan et spørgsmål, brancheforeningen kunne tage op: Hvad nu, hvis der ikke var andre, der gjorde det?«

Lene Espersen: Ikke det fokus

Hos Danske Arkitektvirksomheder siger direktør Lene Espersen, at det nye kodeks alene handler om, hvordan man gebærder sig over for hinanden internt og eksternt. Det er affødt af medlemmers ønske, som ser det som et problem, at der er mange konflikter i byggeriet.

»God stil har mere at gøre med, hvordan man agerer menneske til menneske og har ikke noget at gøre med alle de andre ting, man arbejder med,« siger Lene Espersen.

Hun understreger, at Danske Arkitektvirksomheder arbejder målrettet med samfundsansvar og bæredygtighed. Foreningen er medlem af Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar og Global Compact.

»Hvis vi skulle have et kodeks, hvor alle verdensmålene var med, så blev det ikke ni punkter; så blev det mange hundreder,« siger Lene Espersen.

MAA’er har etisk grundlag i kodeks

Akademisk Arkitektforening har selv et kodeks om ’Arkitekters Virke’, hvor en paragraf handler om det etiske grundlag. Den siger, at medlemmer skal gøre opgavestilleren opmærksom, »hvis en opgave skønnes at stride mod almene interesser«, så opgavens karakter ændres.

»Hvis dette ikke lykkes, skal opgaven afvises,« står der i kodekset fra 2008.

Johnny Svendborg, formand for Akademisk Arkitektforening, roser først og fremmest det nye etiske regelsæt, som han kalder »supersundt«. Men han mener, at det kunne »være relevant« også at nævne samfundsansvar.

»Det ville det i hvert fald være, hvis det var Arkitektforeningens kodeks,« siger Johnny Svendborg.

»Arkitektur ændrer jo menneskers liv. Det er jo alvor. Det ansvar være skal man være sig bevidst, og det forventer vi, at vores medlemmer er,« siger han.

Han ser også et behov for et etisk kodeks på tværs af brancherne – netop fordi byggeriet også er præget af bygherrer, politikere, entreprenører, ingeniører og andre.

For Danske Arkitektvirksomheder er det vigtigste at hjælpe tegnestuerne med at gøre det konkret, hvordan verdensmålene kan føres ud i livet, eksempelvis udføre livstidsanalyser for et byggeris ressourceforbrug.

»Vi går op i, at vores virksomheder kan dokumentere det, så det ikke bare lyder godt, men også kan vise effekten,« siger Lene Espersen.

Må ikke være kartel

Hvis en brancheorganisation bevæger sig ind på området om, hvem der udfører hvad, bliver det kildent. En brancheorganisation må ikke medvirke til karteldannelse og bestemme, hvem der laver hvad – eller undlade at gøre det.

»Det gør det blot endnu mere vigtigt at have en samtale om det internt i faget og i branchen,« mener Jesper Pagh.

Selv om politikerne bestemmer retningen, har Anne Skovbro, direktør i By & Havn, i et interview med Arkitekten 23. april fremhævet arkitekters ansvar for kvaliteten af byggeriet.

»Der mener jeg, at arkitekterne på de enkelte opgaver også har et ansvar, når de siger ja til en opgave,« sagde Anne Skovbro.

Jesper Pagh henviser til den konference, som festivalen CAFx, Politiken Byrum og Politiken Live afholdt 9. april. Her kritiserede arkitekter byudviklingen og nye byggerier i København.

»Men man skal jo huske på, at det er andre, uddannede arkitekter, der har tegnet det der byggeri med elendige planer, vinduer fra gulv til loft og tarvelige køkkener, der kun holder 10 år. Det er arkitekter, der gør det med åbne øjne.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden