Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Langtidsplan efterlyses: Udviklingen af Lynetteholmen går for stærkt

Det går for stærkt med at tegne og træffe beslutninger, mener arkitekter, efter at workshopprocessen for Lynetteholmen er overstået. Men By & Havn har lavet en god proces for udviklingen af Lynetteholmen, lyder det fra flere deltagere.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Et nyt forslag til udformningen af den fremtidige ø Lynetteholmen så dagens lys for en uge siden. Arealudviklingsselskabet By & Havn har inviteret de kritiske arkitekter indenfor til en workshoprække og brugt deres input i udformningen af det nye forslag.

Men selv om mange af arkitekterne har rosende ord over for By & Havns måde at gennemføre processen på, er de stadig kritiske over for det grundlag, Lynetteholmen bygger på – og ikke mindst den hast, projektet skrider frem med.

»Jeg er jo sådan en, der godt kan lide at analysere tingene og åbne diskussionen langt mere op, inden man begynder at tegne,« lyder det fra Ellen Højgaard, direktør i Dansk Byplanlaboratorium og deltager i By & Havns workshoprække.

»Og det synes jeg er særlig vigtigt her, når man tænker på, hvor stort et projekt det er,« siger Højgaard.

Borgere ikke klar over farten

Rikke Juul Gram, kreativ direktør i Schønherr og workshopdeltager, giver Ellen Højgard ret:

»Nogle tror måske, at slaget først skal slås om mange år,« siger hun og henviser til, at næste skridt i Lynetteholmprocessen er en politisk godkendelse og dernæst en VVM-proces, som til sammen godt kan tage to år.

Men det betyder ikke, at vi har god tid, mener Rikke Juul Gram:

»Det er nu. Der sker så massive forandringer i byen lige nu, som jeg tror mange borgere slet ikke er klar over – og som Lynetteholmen er en del af, og det er jeg ked af. Vi mangler en samlet udviklingsplan for 50 år frem i tiden, der kommer hele vejen rundt – både om det ’grønne’ og det ’blå’,« siger hun.

»Man begynder jo snart at hælde jord i vandet til Lynetteholmen,« bemærker Lars Autrup, der hører til en af dem, der roser By & Havns indsats mest.

Men:

»De udfylder den ramme – det makværk – politikerne har efterladt til dem. Vi kan nok ikke rulle tiden tilbage. Men den dulgte måde, forslaget kom ud af det blå, som en tyv i natten fra den tidligere erhvervsminister – det begræder jeg stadig.«

Lars Autrup mener, at det er erhvervsministeren og Københavns Kommune, man skal rette sin kritik imod. For det handler om vores måde at lave demokrati på, hvor staten bør være synligt til stede:

»De bruger By & Havn som sminkør – til at sminke, at man er ved at lave en udsultet bydel. Det er for nemt, og politikerne forholder sig usynligt og bruger i stedet By & Havn,« siger han med henvisning til modellen, hvor Lynetteholmen skal finansiere den københavnske metro i andre bydele.

Tænk 500 år frem

Der kommer en høringsproces om Lynetteholmen – hvad er det, der kunne vendes, hvis der var mere tid, og som ikke kan tages her?

Rikke Juul Gram:

»Kommunen burde invitere til en langt større debat om, hvordan byen skal udvikle sig,« siger hun og giver eksempler på spørgsmål, ikke blot københavnerne men alle danskere burde diskutere:

Hvad gør vi ved al den regn, der kommer oppe fra, og hvordan passer vi på det grundvand, der kommer nedefra? Hvad gør vi, når havet stiger? Hvad gør vi med naturen? Hvad gør vi ved, at så mange vil bo i byen, og hvad bliver egentlig fremtidens transportmidler?

»Hvis vi opererer, som vi plejer, går vi glip af nogle muligheder i forhold til nogle meget store beslutninger. Og det er vores allesammens skattekroner, der lægges ind i det her, så det er ikke rimeligt, at vi forhaster os med det, som vi gør nu. I virkeligheden skulle vi tænke 500 år frem i tiden.«

Det kan vel næsten ikke lade sig gøre?

»Jo, det kan det faktisk godt. Vi kan se på, hvad vi har af blivende værdier og hovedstrukturer, og hvad der er værd at bevare. Københavns tårne og spir er for eksempel karakteristika ved København, og den profil kan jo lægges ned på 20 år. Så at lave en 50-årsplan er på ingen måder over the top, tværtimod for lidt,« mener Rikke Juul Gram.

Ellen Højgaard:

»Vi ville gerne have analyseret og diskuteret, inden man gik i gang med at tegne, om det er det rigtige sted at bygge. Når det netop er der, man vil lave øen, handler det om kommunegrænser, for havde der ikke været den grænse, ville man have set det anderledes,« mener Ellen Højgaard.

Hun synes, man burde undersøge mulighederne for at lave mere by omkring for eksempel Ring 3 længere mod vest.

»Der er allerede lavet infrastruktur, så hvorfor ikke bruge det, man allerede har,« spørger Ellen Højgaard.

Havde ønsket omvendt rækkefølge

Københavns stadsarkitekt Camilla van Deurs var også deltager i By & Havns workshoprække.

I forhold til tidsrammen for hele Lynetteholmprojektet siger hun:

»Det går superhurtigt.«

Går det for hurtigt?

»Det er ikke nogen hemmelighed, at vi løber tør for jordepoter i 2021, det er en af de ting, der driver lige nu, samtidig med behovet for klimasikring og byudvikling,« siger Camilla van Deurs med henvisning til, at modtagelsen af jord fra primært metroen er en vigtig del af økonomien i hele projektet.

Her haster det med at finde et stort og permanent sted at deponere jord.

»Jeg kunne da godt tænke mig at have haft dialogen med borgerne og politikerne, før vi gik i gang med at designe, for de beslutninger kommer da også til at betyde noget for udformningen af byen. Det havde jeg da ønsket mig at gøre i en omvendt rækkefølge. Nu kommer det til at være sideløbende med VVM-processen.«

Der må alt andet lige være nogle ting, borgerne og politikerne så får mindre indflydelse på?

»Ja, der er nogle tekniske bindinger, og jeg kunne godt tænke mig, at det havde været anderledes. Men det er også derfor, vi har planlagt at bruge den periode på to år til at tale med københavnerne om, hvad det er for en slags bydel, vi vil have, så det kan blive et godt grundlag for en masterplan,« siger Camilla van Deurs.

By & Havn bliver prygelknape

De fire arkitekter er enige om, at By & Havn har udført processen godt og har lyttet til workshopdeltagerne og deres forslag:

»Den nye udformning bærer tydeligt præg af processen,« mener Lars Autrup.

Han kalder det »møghamrende irriterende, at By & Havn bliver prygelknabe, hver gang der er noget galt et sted i byen, som i virkeligheden skyldes politiske beslutninger taget uden transparens eller demokratisk proces.«

Det er dog ikke alle de 25 deltagende arkitekter fra workshoppen, der er enig i Autrups positive syn på By & Havns indsats.

Politiken Byrum har talt eller mailet med fire deltagende arkitekter, som forholder sig kritisk over for By & Havns proces, hvoraf en holdt op med at deltage i møderne af samme grund. Ingen af dem vil stå frem med navn.

En giver udtryk for, at der ikke blev lyttet til dem. Andre at de føler sig taget som gidsler ved have deltaget i workshopprocessen og dermed blive taget til indtægt for et forslag, de ikke kan stå inde for.

Lars Autrup vil gerne hjælpe de frustrerede arkitekter. Ikke mindst med at få »skilt tingene ad«:

»Det er livets lod, at når man går ind i en proces, så tager man et medansvar. Ja, selvfølgelig bliver man taget til indtægt, når man deltager som professionel.«

Politiken Byrum har spurgt erhvervsminister Simon Kollerup (S), om han vil overveje at udvide debatten om Lynetteholmen, men ministeriets presseansvarlige oplyser, at ministeren ikke har nogen kommentarer.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden