Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Se fotos af årets bedste arkitektur: Bygninger i hele landet blev præmieret på Arkitekturens Dag

Arkitekturens Dag 2019, der fandt sted mandag, betød præmieringer af nybyggerier, tilbygninger og restaureringer i hele landet. Politiken Byrum har samlet fotos og begrundelser for alle de mange priser.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er ofte prestigebyggerier i landets største byer eller ved store natur- og turistattraktioner, der løber med den arkitektoniske opmærksomhed herhjemme. Men Arkitekturens Dag, der løb af stablen mandag, bliver af mange kommuner og foreninger brugt til at sætte fokus på bygninger, der ikke normalt løber med den nationale opmærksomhed.

Vi har skrevet til alle landets kommuner og bedt dem sende begrundelser og billeder af deres præmierede bygninger – hvis de altså præmierer på Arkitekturens Dag. Det er der 13 kommuner og foreninger, der har svaret, at de gør.

Vi bringer alle billeder og begrundelser her.

Frederiksberg

Frederiksberg Kommune præmierer hvert andet år, og det er i år blevet til ikke mindre end tre præmieringer og to rosende omtaler, som modtog priser ugen inden Arkitekturens Dag, onsdag 2. oktober.

Præmieringerne afgøres af en jury på syv medlemmer: tre kommunalpolitikere, tre arkitekter samt by-, kultur- og miljødirektør Ulrik Winge. Borgmester Simon Aggesen (S) er formand.

Pandaanlægget i Zoo

Frederiksberg Kommune
Foto: Frederiksberg Kommune

Det var ikke nogen lille opgave, BIG og Schønherr fik, da de vandt opgaven med at designe anlægget, der skulle huse den danske stats gave fra Kina, to udlejede pandaer. Både bygnings- og landskabsdelen af anlægget har siden modtaget mange roser, og byggeriet hædres også af Frederiksberg Kommune.

Københavns zoologiske have, Zoo, var bygherre på projektet.

K.B. Hallen

Frederiksberg Kommune
Foto: Frederiksberg Kommune

Det var et kulturelt tab af de store, da idrætshallen og koncertsalen K.B. Hallen brændte til grunden en septembermorgen i 2011. Det blev hurtigt besluttet, at den fredede bygning (som blandt andet husede de to eneste koncerter, som The Beatles spillede i København) skulle genopbygges.

Christensen & Co. har siden modtaget store roser for sin genskabelse af K.B. Hallen, hvor Marianne Levinsen Landskab har stået for landskabsdelen. Kjøbenhavns Boldklub er bygherre, Rambøll er arkitekt, Jesper Kongshaug har designet scenelys, mens Viera Collaro har været tilknyttet som kunstner.

Den gamle SU-styrelse på Danasvej

Frederiksberg Kommune
Foto: Frederiksberg Kommune

Ombygningen af den nu nedlagte SU-styrelse på Danasvej 30 til studie- og ældreboliger hædres.

Arkitema har tegnet projektet, mens MP Pension er bygherre, Einar Kornerup er hovedentreprenør, og Niras er ingeniør.

Rosende omtaler: Skole og skybrudsprojekt

Frederiksberg Kommune præmierer kun projekter, der ikke er opført af kommunen selv. Kommunen har derfor valgt også at lave rosende omtaler af egne projekter. I år modtager den nye indskolingsbygning og skolegård på Skolevej på Duevej og skybrudsprojektet og byrummet Sløjfen på Peter Bangs Vej rosende omtale.

Frederiksberg Kommune
Foto: Frederiksberg Kommune

Indskolingsbygning og skolegård på Skolen på Duevej er bygget og anlagt af Frederiksberg Kommune. Nordic Office og Architecture og Aart Architects har været tilknyttet som arkitekter, mens Masu Planning har været tilknyttet som landskabsarkitekter. Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører og Orbicon har stået for ingeniørdelen, mens Elindco er entreprenør, og Wendy Plovmand tilknyttet som kunstner.

Frederiksberg Kommune
Foto: Frederiksberg Kommune

Sløjfen på Peter Bangs Vej er anlagt af Frederiksberg Kommune med Marianne Levinsen Landskab som landskabsarkitekt og Niras som ingeniør.

Herning

Et præmieringsudvalg på otte medlemmer præmierer på baggrund af tre nominerede ét projekt.

HB Trappers showroom

Herning Kommune
Foto: Herning Kommune

Smedevirksomheden HB Trappers showroom, tegnet af BIG, præmieres for skabelsen af »en opsigtsvækkende bygning, som er et spektakulært showroom, hvor den besøgende kan se kreative og overraskende stålløsninger anvendt i bygningen«, skriver præmieringsudvalget og tilføjer:

»HB Trapper er en bygning, der skiller sig ud og fortæller, hvem der bor der og demonstrerer, hvad virksomheden kan.«

Hjørring

Præmieringskomiteen i Hjørring Kommune præmierede 1. oktober enstemmigt et enkelt projekt og gav hædrende omtale til to.

Villerup Hovedgaard

Hjørring Kommune
Foto: Hjørring Kommune

Restaureringen af Villerup Hovedgaard, tegnet af E+N Arkitektur, præmieres for »et overbevisende og vellykket arkitektonisk greb«.

»Stedets historie tilføres nye oplevelsesrige lag, som giver anlægget sin egen særlige identitet, hvor pil indgår som et stærkt og visuelt virkemiddel i facadebearbejdning og materialevalg.

Den nænsomme restaurering respekterer tidens spor og den oprindelige bygningskultur og formidler konstruktionernes smukke og funktionelle enkelthed.

Villerup Hovedgaard er et helt igennem særegent og smukt eksempel på restaureringsarbejde, med vellykkede tilføjelser af nyt til gammelt,« skriver præmieringskomiteen.

Hædrende omtale: Sommerhus og Klitpladsen

Hjørring Kommune
Foto: Hjørring Kommune

Et nybygget sommerhus i Lønstrup, tegnet af arkitekterne Sofie Maj Andersen og Jørgen Ussing, hædres for at demonstrere, »at selv med meget få kvadratmeter til rådighed kan der med omtanke og dygtighed skabes kvalitet og arkitektonisk oplevelse«.

»Sommerhuset er til stor inspiration for fremtidige bygningsomdannelser i det følsomme og bevaringsværdige sommerhusmiljø,« skriver præmieringskomiteen.

Hjørring Kommune
Foto: Hjørring Kommune

Klitpladsen i Løkken, tegnet af Skaarup Landskab, hædres for »en velproportioneret og vellykket omdannelse, der skaber et nyt mødested for mennesker og forbindelser, og som på fin vis forener byens liv med havet«.

»Med klitmotivet, rå detaljer og velvalgte materialer får pladsen sin særlige karakter og en fin visuel sammenhæng med Løkken Læmole og Torvet, der tilsammen danner en ny fortælling og sammenbindende signatur for Løkken,« skriver præmieringskomiteen.

Kolding

Kolding Kommunes jury på seks medlemmer præmierer ikke mindre end fire projekter, giver hædrende omtale til tre og tildeler publikumspris til et enkelt.

Villa på Fjordvej

Kolding Kommune
Foto: Kolding Kommune

Villaen på Fjordvej 114 er en markant og omfattende ombygning af en 60’er-bygning tegnet af Lars Schwartz Hansen. Byggeriet præmieres for »et enkelt og let aflæseligt greb, der elegant indrammer boligen og fjorden«, skriver kommunen.

Uddannelsesbygning til IBA

Kolding Kommune
Foto: Kolding Kommune

IBA Erhvervsakademi Kolding er blevet tilbygget med en ny »ganske enkel« bygning tegnet af Kjaer og Richter og Gustin Landskab. Uddannelsesbygningen præmieres for »en enkel arkitektur med en særdeles karakterfuld og skulpturel facade, der formidler bygningens indre liv«.

Fremtidens Bæredygtige Almene Boliger

Kolding Kommune
Foto: Kolding Kommune

Det almene boligbyggeri med det lidet diskrete navn Fremtidens Bæredygtige Almene Boliger, tegnet af Dissing+Weitling og Move Arkitektur, opføres på arealet, hvor fyrværkerikatastrofen i Seest i 2004 efterlod et stort tomt område. Byggeriet præmieres for »en nyskabende boligbebyggelse, der på fornem vis demonstrerer social og miljømæssig bæredygtighed«.

Låsbyhøj Sundhedscenter

Kolding Kommune
Foto: Kolding Kommune

Det bevaringsværdige hus for enden af Låsbygade er i et samarbejde mellem Kolding Kommune og Region Syddanmark omdannet til sundhedscenter med flere funktioner under samme tag. Bygningen, der er tegnet af GPP Arkitekter, Boldt-Henningsen Landskab og Tegnestuen Mejeriet, præmieres for »en smuk arkitektur, der med største selvfølgelighed skaber et nyt, samlende rum i bygningens hjerte«.

Hædrende omtale: Butik, bolig og landejendom

Tre projekter får hædrende omtale.

Kolding Kommune
Foto: Kolding Kommune

Kirkegårds Allé 4, der har været både brandstation, museum og bolig, er nu omdannet til en butik, der får hædrende omtale for »en omhyggelig restaurering, der er tro mod bygningens arkitektur og historie«.

Kirkegårds Allé 4 modtager med godt 26 procent af 1.524 stemmer også prisen ’Borgernes favorit’.

Kolding Kommune
Foto: Kolding Kommune

Boligen på Fjordvej 106A, tegnet af E+N Arkitektur, hædres for »en arkitektur med fokus på materialets skønhed og håndværksmæssig stolthed«.

Kolding Kommune
Foto: Kolding Kommune

Landejendommen på Skovhavevej 18 er omdannet fra slidte landbrugsbygninger og stuehus til »en moderne bolig og et imponerende showroom for ejernes butik«. Ejendommen hædres for »en ambitiøs omdannelse med omsorg og respekt for de oprindelige bygningers karakter og historie«, skriver juryen.

Middelfart

Middelfart Kommunes jury på ni medlemmer præmierer to projekter med Middelfart Kommunes Arkitekturpris 2019.

Ejby Bypark

Middelfart Kommune
Foto: Middelfart Kommune

Ejby Bypark, tegnet af Land Plus Landskabsarkitekter, præmieres »for at skabe og give Ejby et nyt offentligt rum, præget af høj arkitektonisk kvalitet, til glæde for byens borgere«.

»Parken er præget af brugen af både robuste og slidstærke materialer i særligt de cirkelrunde elementer, der både opnår en lang levetid, samtidig med at man på sigt kan udskifte funktionerne i disse, når legeredskaberne bliver slidt af ivrig brug, eller behovene i parken ændres,« begrunder juryen præmieringen.

Strandstien 45

Middelfart Kommune
Foto: Middelfart Kommune

Sommerhuset på Strandstien 45 i Strib, tegnet af Kasper Hauschultz Hansen og DKNL Architects, præmieres »for sin elegante nytolkning af ’det lille sommerhus’ og sin evne til at tilpasse sig på skrænten mellem de små selvbyggerhuse«.

Juryen lægger vægt på brugen af træ og de oplukkelige trælamelfacader, som danner solafskærmning, når huset er beboet.

»Særlig fint er det største oplukkelige parti, der, når det er slået op, er i samme skrånende vinkel som taget og danner en naturlig forlængelse heraf,« skriver juryen blandt andet.

Også husets indre har været afgørende for præmieringen. Juryen skriver:

»Husets indre er kompakt, men funktionelt vel løst med en funktionel lukket kerne med toilet/bad, brændeovn og skabe. Om dagen består huset af udsigtsstue, køkken og spiseplads, men om aftenen foldes en væg ud af kernen og skærmer et soveværelse med en dobbeltseng, der klappes ned. Dette gør, at det meget lille hus ved brug føles mere end rigelig stort. Et rigtig godt eksempel på ’compact living’, og hvordan vi også kan bo storslået på få kvadratmeter.«

Midtfyn

Faaborg-Midtfyn Kommune uddeler ikke præmieringer på Arkitekturens Dag, men det gør Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur på Midtfyn (By og Land Midtfyn), som kårer et enkelt byggeri.

Civica i Årslev

By og Land Midtfyn
Foto: By og Land Midtfyn

By og Land Midtfyn kårer de almene boliger Civica i Årslev »for et arkitektonisk spændende og fremtidssikret alment boligbyggeri«.

»Bæredygtighed handler om at skabe kvalitet for beboerne og forhindre unødvendigt ressourceforbrug. I Lensmarken synes dette at gå op i en højere enhed. Samtidig er bebyggelsen et godt eksempel på, at man kan bygge med kvalitet og bo på andre måder end i parcelhuse i Årslev/Sdr. Nærå,« skriver foreningen i sin begrundelse.

Næstved

Næstved Kommune tildeler Arkitekturprisen til to bygninger og Bevaringsprisen til to bygninger.

Genopbygget parcelhus på Danavej

Næstved Kommune
Foto: Næstved Kommune

Parcelhuset på Danavej 13, tegnet af Folk Arkitekter, modtager Arkitekturprisen for »en fin og stedsforankret nyfortolkning« i forbindelse med genopbygningen af et nedbrændt hus.

»Danavej 13 er et virkelig godt eksempel på et hus, der er tilpasset familiens personlige behov og stedets særlige karakter. Bestræbelserne på at imødekomme begge dele har resulteret i en fin, funktionel og stedsforankret nyfortolkning af parcelhuset,« skriver Næstved Kommune.

Landejendom på Fredsskovvej

Næstved Kommune
Foto: Næstved Kommune

Landejendommen på Fredsskovvej 5 uden for Næstved modtager Arkitekturprisen for det, der beskrives som en »unik bolig i det åbne landskab«.

»Ankomsten iscenesætter bygningen på smukkeste vis, idet man slår et sving op ad vejen. Elegant og underspillet - på den gode måde,« skriver kommunen blandt andet.

Villa på Møllevej

Næstved Kommune
Foto: Næstved Kommune

Villaen på Møllevej 5, tegnet af Urban Hansen-Reistrup, modtager Bevaringsprisen for en »prisværdig« istandsættelse.

»Både villaen, men også haveanlægget, er bevaret som et vidne om en storhedstid i dansk arkitektur. En perle er bevaret for eftertiden – i et stille hjørne af Næstved,« skriver kommunen.

Herluflille Mølle

Næstved Kommune
Foto: Næstved Kommune

Istandsættelsen af Herluflille Mølle fra 1884 modtager Bevaringsprisen for en restaurering »tro mod dens oprindelige form«.

»Der er ikke tilføjet udkigstårne eller andre iøjenfaldende tiltag, der ellers kunne sløre møllens udtryk. Det har været en stor bestræbelse både at få de fysiske rammer restaureret, men også at oprette et formidlingsprojekt med skoletjeneste, der opretholder et lokalt miljø omkring møllen,« skriver kommunen.

Odder

Rådet til Uddeling af Bygningspriser på otte medlemmer præmierer på vegne af Odder Kommune to bygninger.

Kapel på Odder Ny Kirkegård

Odder Kommune
Foto: Odder Kommune

Det nybyggede kapel på Odder Ny Kirkegård præmieres i kategori A, nyopførte bygge‐ og anlægsprojekter etableret efter 1960.

»Rådet begrunder udvælgelsen af det nye kapel med, at bygningen har et helstøbt og entydigt arkitektonisk udtryk, som understøtter stedets særlige funktion. Det er velovervejede valg af facadedetaljering og gedigne materialer, og den håndværksmæssige udførelse er på meget højt niveau,« skriver rådet.

Solvangsallé 7

Odder Kommune
Foto: Odder Kommune

Renoveringen og ombygningen af villaen på Solvangsallé 7 præmieres i kategori B, genopførelse, tilbygning, renovering eller restaurering af eksisterende bebyggelser og anlæg opført inden udgangen af 1960.

»I begrundelsen af prismodtageren i kategori B har rådet lagt vægt på, at der er tale om en renovering, som er særdeles veludført og meget tro mod den oprindelige byggestil og bygningsdetaljerne. Der er i renoveringen ikke gået på kompromis med materialevalget, og den håndværksmæssige udførelse er på højt niveau,« skriver rådet.

Silkeborg

Silkeborg præmierer fire projekter og giver hædrende omtale til tre.

Trækstien

Silkeborg Kommune
Foto: Silkeborg Kommune

Naturstien Trækstien mellem Silkeborg og Randers præmieres i kategorien ’Parker og byrum’ »for at være et utroligt vellykket eksempel på et greb for et kulturarvsmiljø- og formidlingsprojekt i nyere tid,« skriver Silkeborg Kommune.

»Trækstien ligger som en slyngende præcist afklaret linje i landskabet og fletter fornemt denne læsning videre i de arkitektoniske greb og udtryk med en flot forståelse for, hvordan man nænsomt kan terrænregulere en sti ind i et vådt landskab, og hvordan man opnår tilgængelighed for barnevogne, cykler, kørestole og rollatorer. På trods af den lange strækning er der ingen trin eller trapper,« skriver kommunen i sin begrundelse.

Spejderhytte og Naturhus Gjern Bakker

Silkeborg Kommune
Foto: Silkeborg Kommune

Spejderhytten og Naturhus Gjern Bakker præmieres i kategorien ’Restaureringer’ for deres »gennemgribende renovering« af dem.

»Facader og detaljering står flot og skarpt og vidner om omsorg og omhu for alle faser af dette projekt. Naturhuset opvarmes af et centralt ildsted, opmuret i samme røde tegl som anvendt på gulvbelægningen.

Projektet fremhæves for sin helhed og sit bidrag til Silkeborg Kommune som stedet, hvor outdoor-aktiviteter er en naturlig del af byen og en naturlig del af livet netop her. Ligeledes fremhæves projektet for den store lokale forankring og evne til at opnå støtte fra en vifte af landets centrale fonde,« skriver kommunen.

Sejs Søvej 64

Silkeborg Kommune
Foto: Silkeborg Kommune

Huset på Sejs Søvej 64 i Sejs-Svejbæk, tegnet af Salomonsson Arkitekter, præmieres i kategorien ’Enfamiliehuse’ »for sin evne til, elegant og diskret, at udnytte sin privilegerede beliggenhed og samtidig være en god nabo for sit lokalområde«.

»Villaen oser af diskretion, elegance og overskud, og de 148 kvadratmeter i én etage er en afdæmpet udnyttelse af den smalle grund. Villaen er en god og diskret nabo og de grønne tage på hovedbygning og garage giver yderligere en fornemmelse af et byggeri, der gerne vil passe sig ind på sit sted,« skriver kommunen og tilføjer:

»Villaen er et fremragende eksempel på, hvordan man kan bebygge og bebo de smukke søbredder i Silkeborg Kommune.«

Kongegården

Silkeborg Kommune
Foto: Silkeborg Kommune

Boligområdet Kongegården, tegnet af Årstiderne, præmieres i kategorien ’Etageboliger, erhverv, offentligt byggeri’ »for sin evne til, via en innovativ og åben udviklingsproces, at få skabt et tæt, moderne og venligt byområde til gavn for beboere og hele Silkeborg«.

»Den valgte parkeringsløsning i kælder muliggør en tæt bebyggelse med store kvaliteter i rummet mellem husene, og den landskabelige bearbejdning følger flot op på disse muligheder og understøtter intimitet og variation i byrummet. Området falder smukt ind i Sydbyen, der primært består af tætte byområder, og man fornemmer den naturlige sammenhæng mellem nyt og gammelt.

De røde facader er meget karakterskabende og binder, med fine variationer i geometri, skala og funktionalitet, hele området sammen i en stærk helhed. Den dristige røde farve på vinduesrammer, sålbænke, murkroner og gelænder giver sammenhæng og stedfornemmelse. Variationen er også konsekvent indtænkt med forskellige fugefarver og reliefvirkninger i det flotte murværk,« skriver kommunen blandt andet i sin begrundelse.

Hædrende omtale: Arena Midt, Bindslevs Plads og Villekullavej 28

Silkeborg Kommune uddeler desuden hædrende omtale til tre projekter.

Udearealerne ved Arena Midt, tegnet af Arcvision Landscape, hædres i kategorien ’Parker og byrum’.

Bindslev Plads, tegnet af Labland, hædres ligeledes i kategorien ’Parker og byrum’.

Villekullavej 28, tegnet af Mulini Architects, hædres i kategorien ’Enfamiliehuse’.

Vejle

Vejle Byråd har siden 1972 uddelt Vejle-Prisen, som i år tildeles tre projekter. Derudover uddeles Borgernes Arkitekturpris på baggrund af en afstemning mellem fem nominerede.

Enfamiliehus i Børkop

Vejle Kommune
Foto: Vejle Kommune

Enfamiliehuset på Mamrelund 7 i Børkop, tegnet af Tegnestuen Lorenzen, modtager Vejle-Prisen.

»Bygningen er helstøbt og godt proportioneret og fremstår med et stærkt arkitektonisk greb. Materialevalget er godt og bearbejdet ned i mindste detalje, og bygningens arkitektur er velfungerende hele vejen rundt,« skriver kommunen i begrundelsen.

Etageboliger på Havneøen

Vejle Kommune
Foto: Vejle Kommune

Kirk Kapitals etageboliger på Havneøen 8-11, tegnet af Arkitema, modtager Vejle-Prisen.

»De enkelte bygninger er opført over den samme skabelon, men med stor variation i facaderne. Derfor fremstår de forskellige, men opleves alligevel som en vellykket helhed.

Mellem bygningerne er terrænet let hævet over en parkeringskælder. Det hævede ankomst- og opholdsareal er anlagt som en semi-offentlig overgangszone med trapper, stier og beplantning, som binder bebyggelsen fint sammen,« skriver kommunen.

Fjordenhus (Vejle-Prisen og Borgernes Arkitekturpris)

Vejle Kommune
Foto: Vejle Kommune

Det er ikke ovenstående etageboliger, Havneøen er kendt for. Det er derimod Olafur Eliassons og Lundgaard & Tranbergs Fjordenhus, som allerede har modtaget flere priser. Det afholder dog ikke Vejle Kommune fra også at hædre byggeriet med Vejle-Prisen.

Oven i hatten vinder det spektakulære kontordomicil også Borgernes Arkitekturpris med 528 stemmer ud af 854 blandt fire andre nominerede.

»Fjordenhus er et ikonisk værk, som har det ene ben i arkitekturen og det andet ben i kunsten,« skriver kommunen og tilføjer:

»Det er usædvanligt, at et velkendt materiale som tegl bliver brugt med så stor variation som her. Alligevel fremstår bygningen afdæmpet og harmonisk på afstand, som en skulptur i vandet.«

Viborg

Viborg Kommunes komite med borgmester Ulrik Wilbek (V) som formand uddeler Arkitekturens Pris til ét byggeri og giver hædrende omtale til to byggerier.

Almene boliger ved Latinskolen

Viborg Kommune
Foto: Viborg Kommune

Borgmester Ulrik Wilbek (V), formand for komiteen, tildelte bygherre og arkitekt bag de almene boliger ved Latinskolen Arkitekturens Pris.

Om- og nybygningen af almene boliger ved Latinskolen hædres med Arkitekturens Pris »primært for sin insisteren på, at det er muligt at opføre, renovere og indrette almene boliger i den gamle Latinskole i Viborgs historiske bymidte uden at gå på kompromis med forpligtigelsen og respekten for vores fælles kulturarv«.

»Det er lykkedes at skabe gode, moderne boliger med alle nutidens faciliteter, men samtidig boliger med en ’hjemlig’ atmosfære, hvor man klart fornemmer, at man bor i en historisk bygning med udsyn til de flotte historiske omgivelser. Projektet viser desuden, at det er muligt at inddrage eksisterende tagetager til beboelse ved at tilføre nye kviste, uden at det går ud over bygningernes samlede udtryk,« skriver kommunen.

Hædrende omtale: Dråberne i Helledalen og Game Streetmekka

To projekter får hædrende omtale.

Regnvandshåndteringen Dråberne i Helledalen, tegnet af Møller og Grønborg, får hædrende omtale »for på bedste vis at indpasse og integrere et teknisk anlæg i naturen, så det ikke skæmmer det omkringliggende landskab, men tværtimod fremhæver og iscenesætter det landskabelige forløb gennem Helledalen til Nørresø«.

»Arkitektonisk er det således et meget flot projekt – men samtidig fremhæver og illustrerer projektet naturens foranderlighed fra regnvandshændelser med voldsomme naturkræfter til stille og fredfyldt område med de stillestående, blanke søer terrasseret ned mod Nørresø,« skriver kommunen.

Gadeidræts- og kulturcentret Game Streetmekka Viborg får hædrende omtale for på bedste vis at illustrere, »hvordan man kan bevare og transformere gamle forladte industribygninger og omdanne dem til nye funktioner, der bliver en attraktion i et nyt byområde, Viborg Baneby«.

»Arkitekt og bygherre har i høj grad forstået at skabe omgivelser, der appellerer til brugergruppen, og der er skabt en rå og, på samme tid, imødekommende stemning, der indbyder til, at de unge skatere, streetkunstnere, dansere, idrætsudøvere osv. indtager huset og føler sig velkomne,« skriver komiteen.

Aalborg

Aalborg Kommune præmierer fire byggerier valgt af en jury på syv medlemmer med by- og landskabsrådmand Hans Henrik Henriksen (S) som formand og stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen som næstformand.

Vandværk på Hadsund Landevej

Bibi Weismann, Aalborg Kommune
Foto: Bibi Weismann, Aalborg Kommune

Vandværket på Hadsund Landevej 257, tegnet af N+P Arkitektur, præmieres for »det enkle arkitektoniske greb i det åbne land,« skriver juryen.

»Gennem et enkelt greb er det lykkedes arkitekterne at få indplaceret en kildeplads og et vandværk mellem marker og de rekreative områder i Lundby Krat. Vandværket skal forsyne området med rent drikkevand, og selve bygningen står som en skulpturel monolit i landskabet. Bygningens udformning og detaljering bidrager på en fin måde til at gentænke arkitekturen i et teknisk anlæg. Murværket er smukt udført og med gennemtænkte detaljer,« begrunder juryen præmieringen.

Klimaboulevarden og Kildevældet

Bibi Weismann, Aalborg Kommune
Foto: Bibi Weismann, Aalborg Kommune

Boligområdet Klimaboulevarden og Kildevældet 3-11, tegnet af Arkitema, præmieres »for samspillet mellem det rekreative landskab og bebyggelse«.

»Det er lykkedes på fornem vis at forene den nødvendige klimaindsats (afledning af regnvand) med den rekreative indretning. Ved også at holde bilerne ude af de grønne arealer er der skabt ro omkring og mellem punkthusene. De enkelte bygningsvolumener fremstår som en helhed i det grønne ‘landskab’, og bebyggelsesplanen opfordrer til ophold for både ældre og børn. Punkthusene er udført i gode teglsten og placeret med en fin rytme mellem husene. Enkelte forskydninger og udskæringer skaber en variation og bruges til udeophold ved henholdsvis terræn og som altaner til de enkelte boliger,« skriver juryen i sin begrundelse.

Salling Rooftop

Bibi Weismann, Aalborg Kommune
Foto: Bibi Weismann, Aalborg Kommune

Sidste år modtog Salling Rooftop i Aarhus kommunens Arkitekturpris, og i år præmieres Salling Rooftop i Aalborg, tegnet af Rambøll, »for at skabe et utraditionelt byrum«.

»Med Rooftop har Salling Group fulgt op på succesen fra Aarhus. Tendensen med at bygge tagterrasser giver byerne nye mødesteder. Sallings flotte tilbygning er offentlig tilgængelig, og varehuset giver dermed noget tilbage til byen. Tilbygningen er udført i gedigne materialer – overvejende træ med sans for detaljerne. Der er sørget for opholdsmuligheder for alle vejrtyper. Desuden giver terrassen med den centrale beliggenhed en mulighed for, at offentligheden kan nyde Middelalderbyen med de mange røde tage til den ene side og den moderne havnefront til den anden,« skriver juryen.

Granlunden 31

Arkitekt Rasmus Jensen
Foto: Arkitekt Rasmus Jensen

Tilbygningen til parcelhuset på Granlunden 31, tegnet af Rasmus Jensen, præmieres »for en arkitektonisk afstemt bygning, der skaber merværdi«.

»Denne tilbygning er et fint eksempel på en individuel tilpasset løsning, hvor man har taget udgangspunkt i det eksisterende hus. Orangeriet er opført i høj kvalitet, og det tilfører den eksisterende bolig nye kvaliteter – i dette tilfælde ved at skabe et rum, der kan forlænge udesæsonen. Yderligere skal det bemærkes, at tilbygningen er med til at formidle det terrænspring, der udgør overgangen fra bolig til have,« skriver juryen i sin begrundelse.

Aarhus

En jury på seks medlemmer – herunder Torben Nielsen, rektor på Arkitektskolen Aarhus, teknik- og miljørådmand Bünyamin Simsek (V) og stadsarkitekt Stephen Willacy – uddeler tre arkitekturpriser på vegne af Aarhus Kommune. Herudover uddeler Stephen Willacy Stadsarkitektens Særpris.

Skou-bygningen, AU Health

Aarhus Kommune
Foto: Aarhus Kommune

Udvidelsen af Institut for Biomedicin med Skou-bygningen, tegnet af Cubo Arkitekter, præmieres med Arkitekturprisen.

»Skou-Bygningen viser med al tydelighed, at man kan – som igennem de sidste godt 90 år – tegne tidssvarende arkitektur, der afspejler vores tid, og som samtidig respekterer det særlige kulturmiljøs egenart for det kanoniserede universitetsbyggeri,« skriver juryen.

AARhus

Aarhus Kommune
Foto: Aarhus Kommune

Det spektakulære boligkompleks AARhus på Aarhus Ø, tegnet af BIG, rejser sig på samme måde som det ligeledes BIG-tegnede 8-tallet i Ørestad i København. Bygningen præmieres med Arkitekturprisen.

»Der kan ikke herske tvivl om, at man vil se AARhus indgå i BIG’s spændende portefølje af ikoniske boligbebyggelser, fra VM Husene, Bjerget og 8-tallet i København og Gårdscraber-projektet i New York,« skriver juryen.

Brammersgade 39B

Aarhus Kommune
Foto: Aarhus Kommune

Klemt inde mellem to boligbebyggelser, hvoraf den ene engang var Frederiksbjergs ældste industribygning, ligger et 4-5-etagers byhus opført med mursten fra Nyborg Slot. Boligen, der er tegnet af SpaceUnlimited-arkitekt Jørn Frøsig Johannsen til sin familie, modtager Arkitekturprisen.

»Håndværksmæssigt er byhuset sublimt, både indvendigt og udvendigt. Der er en idérigdom i materialvalg og detaljeringsniveau kombineret med smukke rumlige forløb, som man sjældent ser nutildags,« skriver juryen.

»Det er et unikt, helstøbt, kompromiløst kvalitetsbyggeri, som Aarhus er heldig at have.«

Det levende byggepladshegn

Aarhus Kommune
Foto: Aarhus Kommune

Stadsarkitekt Stephen Willacy tildeler i år Stadsarkitektens Særpris til ’Det levende byggepladshegn’, skabt af det kreative fællesskab Institut for (X), som er et forsøg på at skabe et populært midlertidigt miljø, mens byggeriet af en del af Bassin 7 på Aarhus Ø står på.

»Tilsammen er der tale om et 400 meter langt gademiljø, hvor der er en høj grad af ’liveability’, med stor tiltrækningskraft. Det er befriende, at miljøet her står i stærk kontrast til den polerede nye bydel. Det skæve får lov til at vokse frem, og man mærker, at der er tale om noget, som folk godt kan lide. Måske kan vi lære af det,« skriver stadsarkitekt Stephen Willacy.

Andre kommuner

Assens: Præmierer ikke på Arkitekturens Dag, men 5. december.

Esbjerg: Præmierer ikke på Arkitekturens Dag, men i december. Bestyrelsen i Esbjerg Byfond overvejer at rykke præmiereringerne til Arkitekturens Dag, oplyser Esbjerg Kommune.

Favrskov: Præmierer ikke.

Faxe: Præmierer ikke, men laver en bustur på Arkitekturens Dag til nogle af kommunens 39 kulturmiljøer, som Arkitektskolen Aarhus netop har screenet.

Fredensborg: Præmierer hvert tredje år, og sidste gang var i 2018.

Fredericia: Præmierer hvert andet år, og sidste gang var i 2018.

Frederikssund: Præmierer ikke.

Furesø: Furesø Kommune præmierer ikke bygninger. Furesø By og Land præmierede to bygninger 28. marts.

Gladsaxe: Præmierer ikke.

Guldborgsund: Præmierer ikke på Arkitekturens Dag, men 1. november.

Haderslev: Præmierer ikke.

Herlev: Præmierer ikke.

Holbæk: Præmierer ikke, men på Arkitekturens Dag igangsætter kommunen en kampagne, hvor borgere kan indstille bevaringsværdige bygninger til præmiering i samarbejde med FBL Holbæk, Museum Vestsjælland og Historiske Huse. 10 bygninger præmieres.

Hvidovre: Præmierer ikke på Arkitekturens Dag, men i slutningen af november.

Ishøj: Præmierer ikke.

København: Præmierer ikke på Arkitekturens Dag, men i forbindelse med Copenhagen Architecture Festival, der foregår i foråret.

Lemvig: Præmierer ikke.

Lolland: Præmierer hvert andet år, og sidste gang var i 2018.

Lyngby-Taarbæk: Oplyser, at arrangementet på Arkitekturens Dag holdes »helt lokalt«, hvorfor kommunen ikke sender noget materiale om præmieringer.

Nyborg: Præmierer ikke.

Odsherred: Præmierer ikke.

Ringsted: Præmierer ikke.

Skanderborg: Præmierer ikke.

Sorø: Sorø Bevaringsforening præmierer hvert andet år, og sidste gang var i 2018.

Syddjurs: Præmierer hvert andet år, og sidste gang var i 2018.

Aabenraa: Præmierer ikke i år, men til næste år.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden