Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningDet bliver forslaget fra teamet med GHB Landskabsarkitekter som hovedrådgiver, der skal danne rammen om udviklingen for Faaborg Havn og By.
Det skriver Faaborg-Midtfyn Kommune og Realdania i en fælles pressemeddelelse.
Teamet, der består af GHB, Kjellander & Sjöberg, Tyrens, Realise og Mogens Morgen, vinder over to teams med henholdsvis Adept og SLA i spidsen.
»Teamet med GHB Landskabsarkitekter i spidsen er dem, der har lavet den mest sammenhængende plan. Derfor vinder de. De har leveret en plan, der på smukkeste vis binder byen bedre sammen og skaber bro mellem vores stolte fortid og en fremtid, hvor fødevarer, friluftsliv, sundhed og kunst, alle er elementer, vi vil dyrke,« udtaler Hans Stavnsager (S), borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune i meddelelsen.
Vinderforslaget er, som navnet antyder, kun et forslag, hvorfor kommunen kan vælge at afvige fra forslaget i den endelige plan for Faaborg.
»Der er ikke tale om en traditionel arkitektkonkurrence, men om en omfattende strategisk plan for den langsigtede udvikling af hele Faaborg. Vi har derfor også lov til at gå videre med nogle af ideerne fra de andre teams. Vi skal nu i gang med at lave en mere detaljeret plan for, hvilke elementer vi vil realisere,« siger borgmesteren.
Gastronomihus på slagterigrund
Der har særligt været lokal interesse for udviklingen af den gamle slagterigrund, som er en del af projektet.
’Vi dyrker Faaborg’, som er navnet på vinderforslaget, foreslår blandt andet at placere et nyt gastronomisk hus, FaaborgKantine, i den gamle Tulip-bygning, mens alle tre forslag lægger det kommende Øhavsmuseum i Frølageret på Slagterigrunden.
»Faaborg har rigtig mange potentialer at bygge videre på,« udtaler Jacob Fischer, direktør og partner i GHB, i meddelelsen og fortsætter:
»Det at være en smuk, gammel købstad beliggende i noget af Danmarks smukkeste natur gør i sig selv Faaborg til noget ganske særligt. De frie arealer ud mod øhavet skaber derudover nogle ekstraordinære gode betingelser for ikke alene at gøre Faaborg til en endnu mere populær turismedestination, men bestemt også en by, der er attraktiv at bo i. Også for dem, der skal køre lidt for at komme på arbejde.«
Skriv kommentar