Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lokalpolitikere vil have folkeafstemning om højden på byggeri

Fire lokalpolitikere i Silkeborg Kommune vil have en folkeafstemning om, hvor højt man må bygge i midtbyen.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Planerne om et 78 meter højt byggeri midt i Silkeborg har den seneste tid mødt meget modstand fra mange silkeborggensere. Op mod 1.200 borgere har gjort indsigelser og samlet underskrifter ind mod det byggeri, der kan blive byens højeste bygning.

Nu stiller fire lokalpolitikere så et forslag om en folkeafstemning. Politikerne har bedt byrådet forholde sig til muligheden for en folkeafstemning om højden på byggeri i midtbyen, når der er møde mandag 24. februar, skriver TV 2 Østjylland.

»Der har været rigtig mange indsigelser fra borgerne i sagen, og vi har aldrig set et lokalplanforslag med så mange reaktioner,« siger byrådsmedlem Lene Fruelund fra Enhedslisten til TV 2 Østjylland og fortsætter:

»Mange går og gætter på, hvad det tavse flertal mener. Så vi tænkte, at det kunne være interessant at se, hvad det tavse flertal egentlig mener om det her, så vi har noget reelt at forholde os til, og så vi får en kvalificeret viden,« siger hun om begrundelsen for forslaget om en folkeafstemning.

Borgmester har lyttet til kritik

Byggeriet går under navnet ’Fredensgård’ og skal efter planen ligge ved området omkring Fredensgade, den gamle busterminal og Torvecentret.

De mange protester mod byggeriet ser også ud til at have haft en effekt. Tidligere på ugen fortalte Silkeborg Kommunes borgmester, Steen Vindum (V), til TV 2 Østjylland, at man vil forsøge at imødekomme borgerne.

De fire forslagsstillere er løsgænger Lars Hansen, Claus Løwe Klostergård fra Alternativet, Lene Fruelund fra Enhedslisten og Peter Sig Kristensen fra Enhedslisten.

De er dog også klar over, at en folkeafstemning kan være svær at få hele byrådet eller et flertal af byrådet med på.

Forsker: Flere udfordringer

Ifølge ekspert i kommunalpolitik hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch er det ikke lovligt at sætte et konkret byggeprojekt til afstemning i befolkningen. Men hvis der er flertal i byrådet, kan man godt stille et generelt forslag om, hvor højt man må bygge i kommunen – selv om det vil være en utraditionel vej at gå.

»I forbindelse med kommunalreformen i 2007 blev der gennemført flere folkeafstemninger, i forhold til hvilke kommuner der skulle lægges sammen. Men siden da har det været et meget lidt brugt redskab,« siger Roger Buch til TV2 Østjylland.

»Alle de spørgsmål, som en kommunalbestyrelse lovligt kan tage stilling til, kan man rent faktisk sende ud til borgeren – bortset fra hvis det handler om juridiske personer og et konkret projekt, fordi borgerne ikke skal sagsbehandle en konkret sag,« siger Roger Buch.

Indtil 2018 var det kun muligt for kommuner at afholde vejledende folkeafstemninger. Men for to år siden blev det muligt for kommunerne også at afholde bindende afstemninger. Der er dog en hage ved det.

»Resultatet gælder kun for én valgperiode. Så i næste valgperiode har kommunalbestyrelsen muligheden for at lave beslutningen om, selv om der sikkert vil rejse sig et krav fra befolkningen om, at deres holdning bør stå ved magt,« siger Roger Buch.

Selve forslaget går på at sætte et maksimum på ni etager på byggeri inden for bykernen i Silkeborg by.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden