0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegnestuen Vandkunsten
PR-foto: Tegnestuen Vandkunsten

Tinggården i Herfølge.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lektor i arkitektur: Vandkunstens fuckfinger til arkitektstanden har gjort os bedre til at dele

Siden deres første projekt, Tinggården i Herfølge, har Tegnestuen Vandkunsten bidraget til at forny dansk og nordisk boligbyggeri. Ikke mindst deres bofællesskaber er pejlemærker for, hvilken vej vi kan, eller snarere bør, gå, skriver Michael Asgaard Andersen, lektor og ph.d. ved Arkitektskolen Aarhus.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Fællesskab og selvbestemmelse er menneskelige værdier, der skal praktiseres.
Vandkunsten, 1974

Vandkunsten har gennem deres boligbyggerier bidraget til, at vi har genopdaget kvaliteterne i at bo tæt og dele mere med hinanden. Deres boliger er udformet, så vi kan komme hinanden ved og være fælles om en masse. Herved giver de mulighed for, at beboerne kan leve mere bæredygtigt, end tilfældet er i mange andre boligbyggerier.

Arkitektskolen Aarhus
PR-foto: Arkitektskolen Aarhus

At bo tæt og dele er vigtige dagsordener i dag med det overforbrug og misbrug af ressourcer, der både er i byggebranchen og vores levevis. Vi tilbringer langt det meste af vores tid i boligen, og derfor betyder det meget, hvordan den tegnes, bygges og bebos. Vandkunstens boliger løser selvfølgelig ikke i sig selv nutidens sociale og ressourcemæssige problemer, men de angiver en tydelig retning.

Deres boliger er pejlemærker for, hvilken vej vi kan, eller måske rettere bør, gå.

En fuckfinger til arkitektstanden

Der har fra starten været en politisk og social indignation, som Vandkunsten har omsat til konkrete projektforslag.

Med en førstepræmie i Statens Byggeforskningsinstituts (SBI) arkitektkonkurrence om tæt-lavt boligbyggeri blev der mulighed for at realisere tankerne i træ, tegl, glas og eternit. Vinderforslaget var, ligesom de forudgående rapporter fra SBI, stærkt præget af sin tid. Der var markante ideologiske udsagn om samfundets udfordringer, såvel som visioner for dets fremtidige indretning.

Når man som beboer eller gæst ankommer til et af Vandkunstens bofællesskaber, er det første, der møder en, et fællesrum

Undervejs i realiseringen af projektet skrev Vandkunsten artiklen ’Det ka’ la’ sig gøre’ (1974), der veksler mellem at være en beskrivende statusrapport og et samfundskritisk manifest. Udover at give en fuckfinger til den etablerede arkitektstand tilbyder artiklen et indblik i deres tanker om at bo og leve. Helt afgørende for deres opfattelse var, at det handler om at dele mere.

Fælles om madlavning og køretøjer

Mens vinderforslaget til Tinggården i Herfølge katapulterede dem til hjemlig berømmelse, arbejdede Vandkunsten ufortrødent videre med deres boligdrømme. De udmøntede sig i en lang række nyskabende og velovervejede byggerier, herunder flere bofællesskaber. Og hvad er det så, beboerne deler?

Når man som beboer eller gæst ankommer til et af Vandkunstens bofællesskaber, er det første, der møder en, et fællesrum. I Tinggården er det et fritstående fælleshus, der er knyttet til boligklyngen – eller familiegruppen som de dengang kaldte det. Fælleshuset ligger, så det kan ses fra alle boligerne, og bliver derved et socialt og visuelt samlingspunkt.

I bofællesskabet Jystrup Savværk er det arkitektoniske hovedmotiv en indre gade, hvorfra der er adgang til boligerne og et fælles spisehus med køkken. Gaden, som egentlig er en bred glasoverdækket korridor, er møbleret med stole, borde og planter, og her kan beboerne uformelt og tilfældigt møde hinanden i løbet af dagen. Et lignende motiv er anvendt i Trudeslund, hvor fællesfaciliteterne er omdrejningspunktet, placeret på det højeste sted i landskabet.

Udover at dele rum deler de i bofællesskaberne noget af deres tid. Det sker blandt andet ved at fordele en række af hverdagens gøremål mellem sig. Det kan være ved at købe ind og lave mad til hinanden eller ved at hente børn på skift. Men det sker også ved at have fællesaktiviteter, såsom spisning og havearbejde. Herved får beboerne oplevelser sammen, som er med til at skabe et sammenhold. Det at give tid til hinanden er et privilegium i en travl hverdag.

Beboerne deler også ting med hinanden. I forhold til andre lande er det kendetegnende for danske bofællesskaber, at madlavning og fællesspisning spiller en central rolle, og her deles madvarer, køkkengrej og bordservice. Typisk deler de også alle mulige andre ting og sager, som ikke er nødvendige for den enkelte beboer at have ved hånden hver dag. Det kan være alt fra brætspil og bøger til værktøj, haveredskaber og køretøjer.

Mindre forbrug og mindre ensomhed

I artiklen fra 1974 havde Vandkunsten, ligesom mange andre i den periode, langt mere vidtgående tanker om at dele, men hjørnestenen i dag er, at beboerne deler rum, tid og ting med hinanden. Der kan være meget forskellige bevæggrunde for at dele i et bofællesskab, men samlet set peger de i retning af en bæredygtig livsstil.

Vandkunsten har gennem årene udforsket, hvordan boliger kan være kompakte uden at blive små eller omklamrende

Når vi deler mere med hinanden, ændrer det nemlig ved vores gøren og laden. Forskning viser, at fælleslokaler tillader os at leve på et mindre areal, at sociale fællesskaber gør os mindre ensomme, og at deleordninger resulterer i mindre forbrug. Det bidrager alt sammen til at gøre samfundet som helhed mere bæredygtigt.

Denne udvikling kan fortsætte med den fjerde industrielle revolution, der giver os mulighed for at gentænke de måder, vi deler og er fælles med hinanden.

Primært middelklassen bor i bofællesskaber

En vigtig del af et velfungerende bofællesskab er at kunne trække sig tilbage og være sig selv. Det kan man i boligerne, der – som en forudsætning for at have fællesarealer – er mindre end gennemsnittet. Vandkunsten har gennem årene udforsket, hvordan boliger kan være kompakte uden at blive små eller omklamrende.

Det kan i sig selv være en bæredygtig strategi med kompakte boliger, da der anvendes færre materialer og mindre energi. Forholdet mellem det private, semiprivate, semifælles og fælles har de også udforsket i boligernes udearealer, der giver forskellige muligheder for samvær.

Udviklingen i samfundet har naturligvis spillet en vigtig rolle i etableringen af bofællesskaber gennem det seneste halve århundrede. Blandt andet steg behovet for at mindske arbejdsbyrden i hjemmet, i takt med at flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, og bofællesskaber blev set som en af flere løsninger på dette i hverdagens travlhed. Det har dog vist sig, at det som regel kræver en pæn indtægt, og det er derfor fortrinsvis middelklassen, der bor i bofællesskaber.

Investorerne tager over

Der var flere andre arkitekter, der bekendte sig til bofællesskaber i starten af 1970’erne. Blandt pionererne var også Theo Bjerg og Palle Dyreborg, Jan Gudmand-Høyer og Frank Vestergaard.

Det var imidlertid ikke alle, der syntes, at det lykkedes lige godt.

Hans Jørgen Kløvedal, der var tilknyttet Vandkunsten i begyndelsen, argumenterede i artiklen ’Hvad var det nu vi ville? Et rasende indlæg i jubilæumsdebatten’ (1981), at der var givet køb på de politiske ambitioner i Tinggården for at få projektet realiseret. Han anså byggeriet, han selv havde været med til at tegne, som en fiasko, da det i processen var blevet sovset ind i alt det, vinderforslaget oprindeligt havde været en reaktion imod.

Hvor de tidligere blev etableret af kommende beboere, bliver bofællesskaber nu i stigende grad initieret og finansieret af investorer

Etableringen af nye bofællesskaber i dag reflekterer en samfundsudvikling med et stigende antal velbjergede ældre og husholdninger med en enkelt beboer. Eksempelvis har Vandkunsten tegnet Boligfællesskabet Broen i Køge, der er for personer over 50 år og finansieret af en pensionskasse. Hvor de tidligere blev etableret af kommende beboere, bliver bofællesskaber nu i stigende grad initieret og finansieret af investorer.

Det vil så vise sig, hvad det kommer til at betyde for beboernes samvær og fællesskab.

Udvikler og fornyer boligbyggeriet

Vandkunsten er langtfra de eneste, der beskæftiger sig med ovenstående måder at dele på i deres boligbyggeri. Men der er ikke mange andre, som gennem årtier har arbejdet så vedholdende med dem. De inddrager mange forskellige sider af at leve og bo med øje for det individuelle, fællesskaber og samfundet som helhed. Det bidrager til at gøre boligerne bære- og levedygtige.

Angående spørgsmålet om, hvorvidt de har overlevet sig selv, så har Vandkunsten formået at udvikle og forny deres boligbyggeri, for derigennem at fastholde en række grundværdier. De mestrer at forene sociale, tekniske og æstetiske sider af byggeriet i bæredygtige boliger, og det har givet dem en særstatus i både dansk og international arkitektur.

Vandkunsten gør os andre bedre til at dele med hinanden.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.byrum@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Forsiden