0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Se fotos af årets bedste arkitektur: Bygninger landet rundt blev præmieret på Arkitekturens Dag

Arkitekturens Dag 2020 blev fejret mandag med præmieringer af nybyggerier, tilbygninger og restaureringer i flere af landets kommuner. Politiken Byrum har samlet fotos og begrundelser for alle priserne.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

God arkitektur var noget, der fandtes engang, lyder det i stigende grad fra lægfolk, mens flere fagfolk – arkitekter inklusive – erkender, at arkitekturen er udfordret af økonomi, byggeriets hastighed og slappe lokalplaner.

Men der er adskillige arkitektoniske lyspunkter i nutidens byggeri, hvilket flere kommuner mandag 5. oktober brugte den årligt tilbagevendende Arkitekturens Dag til at sætte fokus på ved at præmiere nybyggerier, tilbygninger og restaureringer.

Vi har skrevet til alle landets kommuner og bedt dem sende begrundelser og billeder af deres præmierede bygninger – hvis de altså præmierer på Arkitekturens Dag.

Flere kommuner uddeler kun hvert andet eller tredje år, nogle præmierer slet ikke på Arkitekturens Dag, mens andre i år har valgt at udsætte eller aflyse præmieringen på grund af coronapandemien. Det betyder en del færre præmieringer end normalt.

Vi bringer her billeder og begrundelser fra de 10 kommuner, der har svaret, at de præmierer bygninger i år.

Fredericia

Blandt syv nominerede har Fredericia Kommunes dommerpanel præmieret to projekter med Arkitekturprisen Fredericia: et nybyggeri og en renovering.

Dommerpanelet består i år af medlemmer fra By- og Planudvalget Steen Wrist Ørts, Karsten Byrgesen, Kenny Bruun Olsen, Lars Ejby og John Nyborg, Glen Elmbæk fra Arkitema, samt medarbejdere fra Plan og Arkitektur i Fredericia Kommune.

Bedste nybyggeri: Clever Ladestation

Fredericia Kommune
PR-foto: Fredericia Kommune

Det er sjældent, at tankstationer hyldes for deres arkitektur. Arne Jacobsens udgave i Skovshoved har været undtagelsen, og nu har elbilerne fået deres pendant, tegnet af Cobe. Clever Ladestation præmieres af Fredericia Kommune for sin nytænkning og bæredygtighed.

»Cobe er lykkedes med at skabe en lille, rolig oase, hvor der indfinder sig en ro midt i kaosset af biler, parkering og indkøbsvogne i området. Overdækningen og kombinationen af det ubehandlede træ og de små grønne oaser mellem ladestanderne indbyder til at sætte sig og holde en pause, mens bilen lades op. Konceptet er enkelt og kan udvides i moduler. Det er flot, at overdækningens mønster spejles i betondækket,« skriver dommerpanelet, men tilføjer et lille aber dabei:

»Der er en bekymring omkring holdbarheden uden inddækninger, men arkitekturen er rigtig flot.«

Bedste renovering: Restaurant Oven Vande

Fredericia Kommune
PR-foto: Fredericia Kommune

Restaurant Oven Vande i Norgesgade i det centrale Fredericia præmieres for renoveringen, der har bevaret de oprindelige industrielle dele.

»Der er truffet bevidste valg med fokus på det oprindelige udtryk. De nye tilføjelser er enkle og veltilpassede og tilfører en værdi både til arkitekturen og den nye funktion. Norgesgade 2 har gennemgået en facaderenovering som prikket over i’et,« skriver dommerpanelet.

Herning

Herning Kommune præmierer hvert år på Arkitekturens Dag et enkelt byggeri, udpeget af en jury bestående af borgmester Lars Krarup (V), formanden og næstformanden for Byplanudvalget, direktøren for By, Erhverv og Kultur samt fagdommerne Mette Nymann, arkitekt og partner i Loop Architects, og Mads Bay Møller, arkitekt i Labland.

Kirkehus

Jakob Due/Friis & Moltke
PR-foto: Jakob Due/Friis & Moltke
Jakob Due/Friis & Moltke
PR-foto: Jakob Due/Friis & Moltke

Tilbygningen til Herning Kirkes eksisterende kirkekontor og konfirmandstue fra 1975 har skabt debat, hvorfor det har været særligt længe undervejs og er blevet tilrettet flere gange af hensyn til det historiske miljø med blandt andet bevaringsværdige byvillaer i kvarteret.

»Det nye kirkehus har mange smukke lysindfald. Arkitekterne har udnyttet dagslyset optimalt, så lyset tilpasses til rum og funktioner. Lys- og skyggevirkningerne giver huset karakter og forandrer oplevelsen af huset over tid,« skriver juryen blandt andet og tilføjer:

»Materialerne er robuste og med lange levetider. Det er tydeligt, at det nye kirkehus er et sted for mennesker og er skabt med stor indfølingsevne.«

Kirkebygningen er tegnet af Friis & Moltke. Hamiconsult Rådgivende Ingeniør har været ingeniør på projektet, og Herning Kirke bygherre.

Holbæk

Holbæk Kommune iværksatte sammen med Historiske Huse, FBL-Holbæk og Museum Vestsjælland i efteråret 2019 projektet ’Bevaringsværdige Holbæk’, hvor borgere har haft mulighed for at indsende forslag til bevaringsværdige bygninger, som ikke nødvendigvis er udpeget.

En komité bestående af Bitten Larsen (Museum Vestsjælland), Peter Sorenius (FBL-Holbæk), Mads Vinding Johnsen (Holbæk Kommune) og viceborgmester John Harpøth (DF) har udvalgt de 10 bedste eksempler, som rummer arkitektoniske og kulturhistoriske eksempler.

Billederne bringes herunder. Læs begrundelserne for hver bygning her.

Ahlgade 19

Holbæk Kommune
PR-foto: Holbæk Kommune

Anton Nielsens Plads 7 (træskibsværft)

Holbæk Kommune
PR-foto: Holbæk Kommune

Lindevej 10

Holbæk Kommune
PR-foto: Holbæk Kommune

Bakkekammen 50

Holbæk Kommune
PR-foto: Holbæk Kommune

Kalundborgvej 71

Holbæk Kommune
PR-foto: Holbæk Kommune

Holbækvej 122

Holbæk Kommune
PR-foto: Holbæk Kommune

Kongsdalvej 1

Holbæk Kommune
PR-foto: Holbæk Kommune

Tuse Næs Vej 15

Holbæk Kommune
PR-foto: Holbæk Kommune

Sofievej 1B

Holbæk Kommune
PR-foto: Holbæk Kommune

Tølløse Slot

Holbæk Kommune
PR-foto: Holbæk Kommune

Lolland

Lolland Kommune præmierer tre projekter, udvalgt af Udvalget for præmiering af ejendomme mv., som består af to byrådsmedlemmer, med Leif Utermöhl (S) som formand, to repræsentanter fra bevaringsforeninger og tre repræsentanter fra det lokale erhvervsliv.

Der følger en æresplade og en gavecheck på 3.000 kroner med prisen.

Nyt byggeri: Elefantstalden i Knuthenborg

Lolland Kommune
PR-foto: Lolland Kommune

Da Knuthenborg Safaripark i 2019 overtog landets fire sidste cirkuselefanter, Lara, Djungla, Jenny og Ramboline, måtte den zoologiske have samtidig have et anlæg og et tilhørende stald, som nu præmieres.

»Elefantstalden fremtræder i sin helhed som et flot og funktionelt byggeri, der formår at gøre opmærksom på sig selv uden at konkurrere med den natur, som bygningen placerer sig i, til trods for at der er tale om et byggeri på mere end 2.400 kvadratmeter,« skriver udvalget.

Om- og tilbygning: Glassliberiet i Rødby

Lolland Kommune
PR-foto: Lolland Kommune

Glassliberiet i Rådhusstræde 9 i Rødby præmieres for renoveringen, der har medført nybrud i vinduerne.

»Med sans for de smukke deltaljer har ejerne forvandlet en ellers anonym bygning til en smuk og seværdig ejendom. De fine glasslebne H.C. Andersen-motiver tiltrækker sig en naturlig opmærksomhed, som indbyder til at nærstudere bygningen,« skriver udvalget og fortsætter:

»Det er et strålende eksempel på, hvordan der med forholdsvis enkle midler og omtanke kan skabes kvalitet og arkitektonisk oplevelse.«

Restaurering af bevaringsværdige og fredede bygninger: Café Vin & Brød

Lolland Kommune
PR-foto: Lolland Kommune

Restaureringen af en bygning på Maribo Torv har samtidig betydet omdannelse fra butik til café med udendørsservering, som ifølge kommunen har »højnet Maribo Torv og området med en aktivitet, der har været savnet længe«.

»Cafeen har skabt et nyt mødested for byens borgere i byen med en stemning, man gerne vil have på ethvert torv. Samtidig er der i bygningen blevet etableret en vinkælder, der er en oplevelse at besøge,« skriver udvalget.

Næstved

Næstved Kommune har nomineret to bygninger og præmieret tre af dem – et nybyggeri og to renoveringer.

Arkitekturprisen: Rækkehuse på Sandbjerget

Næstved Kommune
PR-foto: Næstved Kommune

Rækkehusbebyggelsen på Amtmandsstien på toppen af Sandbjerget, opført i 2001 og tegnet af Casa Arkitekter, modtager Arkitekturprisen for sin »raffinerede fremtræden og delikate udformning«, der indpasser sig naturligt i området, begrunder kommunen.

»Bebyggelsens let aflæselige og enkle formsprog med en stramt styret rytme skaber rammerne for 8 attraktive gennemlyste boliger af høj kvalitet,« skriver kommunen og tilføjer:

»Lige så klart som det anvendte formsprog, lige så konsekvent er valget af få gedigne materialer med træbeklædningen som det mest dominerende. Dette valg bidrager til, at der skabes et interessant, roligt og nærværende forløb.«

Bevaringsprisen: Vedligeholdelse af fiskerskure

Næstved Kommune
PR-foto: Næstved Kommune

De sivbeklædte fiskerhuse i Appenæs har ikke været brugt af erhvervsfiskere siden 1965, men fiskermiljøet, der kan dateres tilbage til 1700-tallet er i dag blevet erstattet af et lystfiskermiljø. Fiskerhusene præmieres for lokale ildsjæles arbejde for at vedligeholde fiskerskurene, beklædt med siv som de også oprindeligt var.

»Det autentiske miljø holdes i hævd ved en flot indsats fra lokale ildsjæle, som kerer sig om miljøets oprindelige udtryk. En tydelig respekt for stedet og dets historie. Her gøres der noget ekstra af lyst, hvilket giver noget tilbage til stedet af stor betydning – en fortælling om et unikt historisk miljø, som ikke bare står tilbage som en kulisse,« skriver kommunen.

Bevaringsprisen: Bindingsværkshus i Næstelsø

Næstved Kommune
PR-foto: Næstved Kommune

Et over 300 år gammelt bindingsværkshus på Næstelsø Præstemark i Næstelsø, som har fungeret som bolig for en af byens første smede, præmieres for en restaurering, hvor man er gået »uprætentiøst og respektfuldt« til opgaven.

»Bebyggelsens fine fremtoning, hvor man løbende har udskiftet og vedligeholdt i det omfang, som det har været nødvendigt, bidrager til fortællingen om Næstelsøs værdifulde kulturmiljø,« skriver kommunen.

Syddjurs

Syddjurs Kommunes komité har blandt ni nominerede tildelt tre byggerier Arkitektur- og Bevaringsprisen.

Juryen består af formand Riber Hog Anthonsen (V), formand for Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur, næstformand Ebbe Stender Hansen fra den lokale bevaringsforening Blis, chefen for Teknik og Miljø, cand.arch. Jakob C. Pedersen og Gøsta Knudsen, tidligere stadsarkitekt i Aarhus Kommune, bosat i Ebeltoft.

Tved Præstegård

Gøsta Knudsen
Foto: Gøsta Knudsen

Tved Præstegård fra 1677 modtager Arkitektur- og Bevaringsprisen for den seneste restaurering af længen med præsteboligen, som også har yderligere isoleret boligen for at sænke energiforbruget.

»Håndværkets standard er skyhøj, og der er en sjældent set sammenhæng mellem detalje og helhed. Indvendigt giver de fornemme plankegulve, den sikre overbevisende farvesætning og perlerækken af smukke rum en suite en sanselig stemning af pastoral idyl. RESPEKT!« skriver komiteen.

Tved-Helgenæs-Vistoft Menighedsråd er bygherre, og Kurt Birk har været arkitekt på restaureringen.

Sommerhus på Skøvshoved

Gøsta Knudsen
Foto: Gøsta Knudsen

Sommerhuset på Skøvshoved fra 2018 præmieres for »sin eksemplariske indpasning i naturen, det sikre rumlige greb, som udnytter stedets herlighedsværdier, materialevalget og den fornemme håndværksmæssige udførelse«, hedder det i indstillingen.

»Ryggen fungerer som et værn mod trafikstøjen og som en zone med plads til badeværelse, køkken, installationer og alkover. Mod vest, hvor soveværelserne, opholdsrummet og en fornem overdækket terrasse er placeret, åbner en gennemgående facade af glas for en livgivende udsigt til bugtens reflekterende vandflade,« skriver komiteen og fortsætter:

»Facaderne er let forståelige med deres smukt patinerede cedertræ i en sølvgrå farve, der stilfærdigt indpasser sig i naturen. Mod bugten er sommerhuset hævet på et tilbagetrukket fundament støbt i jernbeton på stedet. Det fungerer som en sikring mod vandstigninger og giver den udkragede bygningskrop et let og svævede arkitektonisk udtryk.«

Ægteparret Janni og Theis Thillemann er bygherre, og arkitekt Martin Wienberg har tegnet.

Maltfabrikken

Gøsta Knudsen
Foto: Gøsta Knudsen

Omdannelsen af den gamle maltfabrik i Ebeltoft til byens »nye hotte mødested«, som komiteen formulerer det, er lynhurtigt blevet landskendt. Nu hædrer kommunen også selv den røde bygning.

»Revitaliseringen af Maltfabrikken er kendetegnet ved et arkitektonisk vellykket møde mellem nyt og gammelt. Det opleves på bedste vis i det i sympatiske gårdrum, hvor et enkelt, let forståeligt, nyt bygningsvolumen spiller op til dans med Maltfabrikken,« skriver komiteen og fortsætter:

»Indendørs byder et grandiost rum med foyer og en oplevelsesrig trappe af stål velkommen. Den effektfulde ankomst følges op af spændingsfulde, glidende, rumlige overgange og funktionel fleksibilitet. Men ikke nok med det. En forfriskende livgivende holdning til materialerne ses i rummenes rustikke overflader og de mange spor med spændende historiske fortællinger.«

Sønderborg

Sønderborg Kommune præmierer hele fem bygninger – fire udpeget af kommunen og et enkelt udpeget af borgere ved en afstemning.

Smukt nybyggeri: Ungdomskulturhuset Mejeriet

Sønderborg Kommune
PR-foto: Sønderborg Kommune

Tilbygningen til det gamle ismejeri er en »manifestation af sit formål og sin nye funktion«, fordi bygningen bidrager med »noget sprælsk, rebelsk og ungdommeligt til bybilledet«, hedder det i begrundelsen.

»Samtidig er projektet arkitektonisk og formmæssigt nyskabende, set i forhold til en sønderborgsk kontekst, hvor tilbygningen dels afspejler en legende og modig tilgang til form og materialer, samtidig med at den på nyskabende vis udfordrer de vanlige rammer for nybyg,« skriver kommunen videre og fortsætter:

»Materialeholdningen står i skarp kontrast til den oprindelige mejeribygning, som herved fremhæves rent visuelt. Skalamæssigt komplimenterer den lave tilbygning det autentiske ismejeri, så den fortsat spiller en central rolle. Tilbygningen omslutter den historiske bygningskrop som en kappe og bidrager samtidig med samhørighed i proportionaliteten, hvilket gør det samlede ungdomskulturhus til et unikt og helstøbt projekt.«

Smukt uderum: Den Kongelige Køkkenhave i Gråsten

Sønderborg Kommune
PR-foto: Sønderborg Kommune

Omdannelsen af Danmarks måske mest kendte køkkenhave, som blandt andet har lagt navn til Gråsten-æblet, har skabt en »unik attraktion« og samtidig dannet det socialpsykiatriske tilbud Væksthuset og åbnet køkkenhaven for skoleklasser i et ’jord til bord’-koncept, skriver kommunen i sin begrundelse.

»Indretningen af den Kongelige Køkkenhave er et fornemt eksempel på, hvordan arkitektur og uderum ved enkle, formmæssige greb har iscenesat den historiske have og transformeret den til en seværdighed, der summer af liv og farvespil,« skriver kommunen videre.

Smuk istandsættelse og vedligehold: Dybbøl Mølle

Sønderborg Kommune
PR-foto: Sønderborg Kommune

Dybbøl Mølle har i forbindelse med 100-året for genforeningen gennemgået en omfattende restaurering med blandt andet kalkning af facaden, restaurering af samtlige tagkviste og udskiftning af de 21,5 meter lange møllevinger på baggrund af minutiøs opmåling af de gamle.

»Restaureringen er udført med nænsom hånd og efter alle kunstens regler, med anvendelse af traditionelle materialer og håndværksteknikker. Tilgangen styrker møllebygningens arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter og har resulteret i et projekt af høj kvalitet, både visuelt og håndværksmæssigt, hvilket understøtter bygningsværkets autenticitet og bærer stor værdi for kulturarven,« skriver kommunen.

Godt lokalt initiativ: Sten- og langdysseprojekt i Kettingskov

Sønderborg Kommune
PR-foto: Sønderborg Kommune

Landsbylaugs sten- og langdysseprojekt i Blommeskobbelskov i den østlige del af Kettingskov præmieres for med lokal drivkraft at have fritlagt og nyetableret langdyssen til offentlig skue og brug.

»Madpakkestedet indbyder til ophold for gående, kørende eller cyklister, hvor man kan nyde de smukke, naturrige omgivelser samt tilegne sig historiens vingesus via de illustrative infotavler om stedet. Herigennem formidles også den indsats, som initiativet har lagt i at fritlægge og gøre en oprindelig langdysse i udkanten af Blommeskobbel Skov tilgængelig for offentligheden,« skriver kommunen blandt andet.

Borgernes Favorit: Andreas Welins gavlmalerier i Gråsten

Sønderborg Kommune
PR-foto: Sønderborg Kommune

Andreas Welins gavlmalerier ’Under Blodbøgen’ og nyfortolkningen af maleriet ’Davrepigerne’ er blevet valgt af et flertal af borgerne som modtager af Borgernes Favorit 2020.

»Andreas Welins karakterfyldte gavlmalerier afspejler på fornem vis, og helt uafhængigt af hinanden, hvordan kunsten som virkemiddel kan tilføre et visuelt og oplevelsesmæssigt løft til byrummet,« skriver kommunen blandt andet.

Thisted

Thisted Kommune præmierer ét projekt blandt otte nominerede.

Gyrup Gård og Thy Whisky

Thisted Kommune
PR-foto: Thisted Kommune

Omdannelsen af Gyrup Gård til whiskydestilleriet Thy Whisky modtager Thisted Kommunes bygningspræmie for et smukt eksempel på transformation med nyfortolkning.

»I besøgscentret opleves en rustik stemning med velbevarede detaljer fra den tidligere hestestald. Her ligger whiskytønderne mellem de bærende stolper i douglasgran, der markerer adskillelsen af hesteboksene i fordums tid. Staldvinduerne har tremmer for, sådan som det også var i tidernes morgen – for at beskytte dem mod trækhestenes kraftige muler. Bjælkerne er lagt på stolperne uden en skrue, og i loftet hænger staldlamperne,« skriver kommunen.

De to familier, Jakob og Marie Stjernholm samt Ellen Nicolajsen og Andreas Poulsen, er bygherre på omdannelsen. De har lade sig rådgive om materialevalg og indretning hos arkitekterne Flemming Lind Larsen og Søren Sarup. Tømrerfirmaet Ole Borregaard, murerfirmaet Gunnar Klausen samt elektriker Erik Linnet og VVS-firmaet Søren Lyndrup har lavet den hårde del af arbejdet.

Vejle

Vejle Byråd har præmieret tre projekter med Vejle Prisen, mens Borgernes Arkitekturpris ligeledes tildeles et af de tre projekter, Skyttehuset.

Vejle Prisen og Borgernes Arkitekturpris: Skyttehushaven

Vejle Kommune
PR-foto: Vejle Kommune

Udflugtsmålet Skyttehushaven modtager Vejle Prisen for den »gennemgribende renovering« med otte nye haverum med mange forskellige planter, ny sandstrand, ny stenmole og ny træscene.

»Scenen står som en skulptur i haven med en velproportioneret trækonstruktion, der skal mime træernes stammer, grene og kroner. Fra græsplænen foran scenen har man fjorden som et betagende baggrundstæppe. På bagsiden af scenen er der siddepladser, hvorfra man kan sidde og nyde udsigten over fjorden og livet på stien,« skriver kommunen.

Skyttehushaven modtager samtidig Borgernes Arkitekturpris med 433 ud af 943 stemmer.

Bygherre på projektet er A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Vejle Kommune (Vejle Kommune belønnes ikke, skriver kommunen). Det er tegnet af Ravn Arkitektur og SLA.

Vejle Prisen: Parkeringshus ved Vejle Sygehus

Vejle Kommune
PR-foto: Vejle Kommune

Parkeringshuset ved Vejle Sygehus, opført af Region Syddanmark og tegnet af Årstiderne, modtager Vejle Prisen for med sin runde form at være fint indpasset vejen og omgivelserne.

»Parkeringshuset er opbygget med en flot bearbejdet teglbase. Facaden over teglbasen består af transparente glaslameller, der står halvt åbne og giver et godt dagslys inde i parkeringshuset. Parkeringshusets etager er opført som én glidende rampe uden lodrette søjler imellem parkeringspladserne. I midten af parkeringshuset er der plantet træer samt bunddækkende planter, der giver stedet et grønt islæt. Om aftenen står huset oplyst ved hjælp af de LED-belyste glaslameller, og ved særlige lejligheder kan lyset programmeres til andre farver,« skriver kommunen.

Vejle Prisen: Enfamiliehuse i Vejle Ø

Vejle Kommune
PR-foto: Vejle Kommune

På en adresse, der er så ny, at Google Maps endnu ikke kender til den, er en række enfamiliehuse, tegnet af Ravn Arkitektur og opført af Katrinelund A/S, opført i det nye område Katrinelund. Husene modtager Vejle Prisen.

»Bebyggelsen på Katrinelund er en meget vellykket parcelhusudstykning bestående af både ens dobbelthuse og fritliggende boliger, udstykket som sokkelparceller uden synlige skel mellem boligerne. Boligerne er elegant tilpasset landskabet i et flot samspil med naturen. Det er en helstøbt bebyggelse opført i gule teglsten med felter i sortmalet træ, gule tegltage og sorte vinduer. Boligvejen fremstår med ens postkasser og gadeinventar i sort, som passer til boligerne. De nærmeste arealer omkring husets ankomstside og bagside er private. På havesiden har alle en rigtig fin gårdhave indrammet af en lav teglstensmur,« skriver kommunen.

Viborg

Viborg Kommune præmierer én bygning og giver hædrende omtale til en anden.

Modtagerne er udvalgt af en komité bestående af borgmester Ulrik Wilbek (V) (formand), formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, formanden for Teknisk Udvalg, direktøren for Teknik & Miljø, Anders Strange fra Arkitektforeningen samt sekretær for komiteen Ricco Bødker Andersen, arkitekt i Viborg Kommune.

Midtbyens Gymnasium og Hærvejsbroen

Viborg Kommune
PR-foto: Viborg Kommune

Midtbyens Gymnasium med den tilhørende Hærvejsbroen, som blev indviet i 2019, præmieres for at skabe en »naturlig sammenhæng og en interessant forbindelse« mellem den eksisterende bymidte og den nye bydel Viborg Baneby, der er under opførelse.

»Midtbyens Gymnasium har et indbydende, urbant udtryk, der både taler til de unge, som skal bruge bygningen, men som samtidig skaber en stemning af imødekommenhed og hjemlighed. Det understreges blandt andet ved ankomstarealet, hvor man fra broen bydes velkommen af åbne facader med glaspartier og med kig ind til det store auditorium. Lidt længere inde i bygningen møder man et atrium med kig til alle etager, hvor man får en god fornemmelse af det liv, der udspiller sig i bygningen,« skriver komiteen blandt andet og tilføjer:

»Samlet set giver projektet Viborg et helt nyt ansigt udadtil. En moderne, indbydende og urban byport, når man ankommer som rejsende med tog til byen, eller når man som gående/cyklist er på vej mod midtbyen.«

Bygherre er Mercantec og Viborg Kommune, arkitekt er Cubo og Lytt.

Hædrende omtale: Privat villa på Spangsbjerg Alle

Viborg Kommune
PR-foto: Viborg Kommune

Villaen på Spangsbjerg Alle 48 i grønne omgivelser ved Viborg Golfklub får hædrende omtale for »modigt og spændende« at være opført som en cirkulær villa.

»Det afspejler et passioneret bygherrepar, der fra starten har villet afprøve noget nyt og anderledes, og som er gået til opgaven med stor nysgerrighed og et grundigt forarbejde,« skriver komiteen og fortsætter:

»Boligens runde format lægger op til at gå på opdagelse. Den har hverken en begyndelse eller en afslutning, og man kan dermed hele tiden få nye oplevelser, når man bevæger sig gennem boligen.«

Boligen er opført af Peder Steffensen og Solvejg Højbo Pedersen med Ross Arkitektur og Design som arkitekter.

Aalborg

Komiteen for bygningspræmiering i Aalborg Kommune præmierer ikke mindre end seks byggerier.

Nytorv/Rendsburggade 11 (Medborgerhuset)

Aalborg Kommune
PR-foto: Aalborg Kommune

Medborgerhuset, som blandt andet rummer Aalborgs byrådssal, er siden 2018 blevet ombygget og renoveret med Aalborg Kommune som bygherre og Norconsult – Kaai som arkitekt. Bygningen præmieres for »ombygning og fornyelse i respekt for Medborgerhusets markante arkitektur«, hedder det i komiteens begrundelse.

»Facaderne på Medborgerhuset er nænsomt renoveret og fornyet i respekt for arkitekterne Dall og Lindhardtsens arkitektur fra 1981. De udvendige arkitektoniske tiltag har betydet, at den tidligere lukkede bygning er blevet åbnet op mod byens liv. Det nye vindue med indblik direkte til byrådssalen signalerer et åbent og inddragende demokrati,« skriver komiteen.

Budolfi Plads

Aalborg Kommune
PR-foto: Aalborg Kommune

Budolfi Plads i centrum af Aalborg præmieres for »en helhed, der forener det grønne og arkitekturen og skaber ro i hjertet af Aalborg«.

»Ved et tydeligt arkitektonisk greb er 60’ernes modernistiske trafikmaskine blevet omdannet til et nutidigt grønt byrum. Den nye åbne karréstruktur omkring pladsen danner et fint samspil med Budolfi Kirke og de omkringliggende gader. Byens hjerte har fået nyt liv ved, at trafikken er fjernet, parkering lagt under jorden, beplantning og biodiversiteten øget, og bygningernes arkitektur, anvendelse og materialevalg flot indpasset i det historiske område,« skriver komiteen.

Budolfi Plads A/S er bygherre, Aalborg Kommune og SLA har stået for byplanlægningen, og Kjær & Richter har været arkitekt på projektet.

Tostrupvej 131 (stuehus)

Aalborg Kommune
PR-foto: Aalborg Kommune

Et nyt stuehus i Tostrup mellem Nibe og Aalborg, tegnet af N+P Arkitektur med Lotte Bjerregaard og Uffe Nielsen som bygherre, præmieres for sin »moderne fortolkning af det traditionelle stuehus«.

»Stuehuset er et vellykket byggeri i det åbne land, tilpasset den moderne familie. Materialevalget og den afdæmpede arkitektur er tro mod den eksisterende gårds formsprog og bliver derved et godt eksempel på, hvordan man bygger nyt i pagt med landskabet uden at støje unødigt,« skriver komiteen.

Kapelvej 2 (menighedshus)

Aalborg Kommune
PR-foto: Aalborg Kommune

Renoveringen og udvidelsen af menighedshuset i Nørresundby, tegnet af Krogh Arkitektur med Nørresundby Menigshedsråd som bygherre, præmieres for sit fine samspil med det eksisterende menighedshus.

»Bydelen har fået et nyt menighedshus med et arkitektonisk afsæt i de eksisterende bygninger på stedet. Ankomsten til bygningen sker fra en fin lille forplads, der formidler overgangen fra offentlig vej. Indenfor møder man en række lyse rumlige lokaler, til brug for eksempelvis forsamling og administration. Særligt de store vinduespartier mod kirkegården bør fremhæves for, at bygningen virker åben og imødekommende,« skriver komiteen.

Elektravej 3-17 (boliger)

Aalborg Kommune
PR-foto: Aalborg Kommune

Boligbebyggelsen på Elektravej i den sydlige del af Aalborg, opført af Frost og Kjøller Ejendomme og tegnet af N+P Arkitektur, præmieres for at udgøre »et fint alternativ til parcelhuset og parcelhuskvarteret«.

»Boligbebyggelsen er en fin lille komposition af stilfærdige, fritliggende bygninger i et grønt område. Naturen omkring boligerne er uplejet og vild som en kontrast til bebyggelsens ankomst- og fordelingsarealer, der skal fungere som fælles opholdsareal. Rammerne er skabt, og med tiden vil dette areal formentlig udvikles og formes af beboerne til et rart sted at mødes for fællesskabet og sammenholdet,« skriver komiteen.

Kridtsløjfen 4 (Boligejendommen Udsigten)

Aalborg Kommune
PR-foto: Aalborg Kommune

Boligejendommen Udsigten, tegnet af Friis & Moltke og opført af Ejendomsselskabet Sohngårdsholmsvej i den nye bydel Eternitten, præmieres for sin kvalitet og for at placere sig godt i terrænet og i gaderummet.

»Bebyggelsen fremstår velproportioneret som to sammenbundne tårne, forskudt i vandret og lodret plan som en variation og tilpasning til det kraftigt faldende terræn langs med Sohngårdsholmsvej. Boligerne er rammen omkring et hverdagsliv, der kan leves med udsigt fra de fine, brugbare altaner og den store fælles tagterrasse. Bygningerne vidner om, at der er brugt gedigne materialer i god kvalitet og formgivet, så de står holdbare for fremtiden,« skriver komiteen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce