0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Kom med bag den slidte marmorfacade på Arne Jacobsens sidste hovedværk

4. december 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

10. december udbydes totalrådgivningen på restaurering og renovering af Arne Jacobsens sidste hovedværk, Nationalbanken. En af de største renoveringsopgaver af en modernistisk bygning herhjemme. Byrummonitor har været på rundtur i bygningen.

Da vi har sat os på de turkisfarvede syverstole om det aflange bord i mødelokalet, er der særligt ét tema, der går igen: Arne Jacobsens sans for detaljer.

De runde greb til skabslågerne går igen i den grønne taghave, hvor runde ovenlysvinduer kaster dagslys ind i den ellers hermetisk lukkede bygning. Og så er bygningens hoveddør formet som en gammeldags nøgle, der er smal for neden og rund for oven, så ansatte kan forlade bygningen med en mappe under armen.

Der er angiveligt også tænkt over de aflange vinduer i mødelokalet, vi sidder i, hvoraf nederste halvdel er matte og ugennemsigtige:

»Kvinderne, der arbejdede her, da bygningen blev indviet, gik altid i kjole. Og folk ude fra gaden skulle jo helst ikke kunne kigge op,« siger Lone Mortensen og følger straks op:

»Måske er det en skrøne. Men man ved jo aldrig.«

Restaureres og renoveres for halvanden milliard

Vi befinder os i Nationalbanken. Eller rettere sagt i den skal, der indtil for ganske nyligt husede Nationalbanken.

Ann-Pia Puggaard og Lone Mortensen, der er henholdsvis chef for restaurerings- og renoveringsprojektet og COO i Nationalbanken, beklager gentagne gange undervejs, at alt inventar er flyttet, så Byrummonitors udsendte ikke »får det fulde helhedsindtryk« af bygningen.

I september rykkede Nationalbankens ansatte og alt habengut ud af Arne Jacobsens bygning på Havnegade 5 i Indre København og ud i kontorbygningen Pier 47 på Langelinie, hvor Nationalbanken forventes at skulle drives fra indtil ultimo 2028.

For Jacobsens Nationalbank, der blev opført mellem 1965 og 1978, skal henover de kommende år undergå en gennemgribende renovering og restaurering.

Blandt andet skal Jacobsens trademark, det norske porsgrunn-marmor, samt alle termoruder og glaslister udskiftes, mens bygningen skal pcb-saneres, og brandsikkerheden øges – til et budget på omkring halvanden milliard kroner.

Nationalbanken har netop udsendt en vejledende forhåndsmeddelelse, og selve udbuddet lægges ud 10. december. Forhåndsmeddelelsen understreger, at »det vurderes at være et af de største restaureringsprojekter af en modernistisk bygning i Danmark«, men at projektet er »nødvendigt for at forlænge bygningens levetid«.

Bevar strukturen, men udnyt pladsen bedre

I 2009 fredede Slots- og Ejendomsstyrelsen bygningen som den yngste nogensinde på grund af dens arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, og Slots- og Kulturstyrelsen, som den i dag hedder, skal fremover godkende alle renoverings- og restaureringstiltag.

Bygningen skal ifølge forhåndsmeddelelsen »gøres mere tidssvarende og fleksibel, så den lever op til de krav, der stilles til en moderne arbejdsplads«, og det lader sig ikke gøre, uden at man rykker om på indmaden med respekt for kulturarven:

»Hvis du kigger bag dig, kan du se, der er en masse skabe indbygget i væggen,« siger Ann-Pia Puggaard og peger over på de lysebrune skabe i pæretræ, et materiale, som pryder næsten alle indvendige vægge, og fortsætter:

»Da bygningen blev opført i 1965, brugte man rigtig meget papir, og der stod hundredvis af mapper og ringbind. Det behov har vi ikke længere i dag, så vi skal finde ud af, hvordan vi kan bevare strukturen, men udnytte pladsen bedre,« siger hun.

Hvad skal man med en rygesalon i 2020?

Rundvisningen i den nøgne bygning afslører, at der er flere ting, der i dag ikke længere er tidssvarende.

For eksempel da vi træder ind i mødelokalt ’Adam Oehlenschläger’, der i daglig tale omtales som ’rygesalonen’. I tidernes morgen (1980’erne) stedet, hvor medarbejdere kunne gå ind og få sig en cigar, pibe eller cigaret efter frokost. I mere moderne tider blot et mødelokale – men seks runde misfarvninger på den ene væg, hvor der indtil for nyligt har været ure, der viste klokken i byer som New York, Beijing og Buenos Aires, vidner om, at titlen som rygesalon blev taget alvorligt.

Forretningsmænd fra verdens metropoler er gennem tiden formentlig blevet benovet over udsigten fra repræsentantskabssalen til Børsen og Christiansborg på den anden side af gaden. Resten af lokalets vægge er prydet af det gennemgående element pæretræ.

Det er heller ikke til at skjule, at bygningen er opført under den kolde krig, og at man har tænkt, at den skulle kunne fungere, hvis krigen pludselig blev varm. Der findes derfor snedker- og tømrerværksteder, en række funktionærlejligheder og sågar udgravningen til en svømmehal i kælderen, der dog aldrig blev færdiggjort.

»Jeg tror, man dengang vurderede, at det alligevel var lidt for ekstravagant med en svømmehal til bankens medarbejdere. I dag bruges det som fitnessrum, men man kan stadig se, der ligger en udgravning til en svømmehal,« siger Lone Mortensen.

Ann-Pia Puggaard tilføjer:

»Nationalbanken skulle fungere, selv om resten af samfundet ikke gjorde, og man skulle sikre, at medarbejderne kunne overleve. Den kolde krig har uden tvivl formet bygningen. Jeg tror, den formede mange bygninger dengang.«

Hvad disse lokaler skal bruges til fremover – eller om de skal blive stående, som de er, på grund af deres kulturhistoriske værdi, vides endnu ikke. Hvad der skal ske med den enorme trykkehal, der engang producerede sedler og mønter, vides heller ikke. Det må være op til rådgiveren, der vinder udbuddet, at finde en løsning i samarbejde med fredningsmyndigheder og Nationalbanken.

En sjælden fejl fra Arne Jacobsens hånd

Og der er ingen tvivl om, at udbudsvinderen får sin restaurerings- og renoveringssag for:

Det bliver for eksempel ikke nogen smal sag at udskifte bygningens udvendige marmor- og glasfacader. Kalkbruddet i Norge, der leverer porsgrunn-marmor, er nemlig udtømt. Inden da nåede Nationalbanken at skaffe nok til renoveringen, men det betyder, at det gamle marmor, der pilles ned, skal bevares.

Der er dog ikke noget at gøre, for Arne Jacobsen arbejdede af æstetiske hensyn med tolerancer på marmorfacaden, da bygningen blev opført, fortæller Ann-Pia Puggaard:

»På facaden har han arbejdet med at skabe så lidt synlighed i samlingerne som muligt. Det vil sige, at han har presset tolerancerne; pladerne sidder simpelthen meget tæt. Og marmor er en natursten, der bevæger sig med vind og vejr. Det har skabt det, vi kalder en ’osteskorpe’ på facaden, hvor man kan se, at marmoren buer. Vi har kigget på, hvordan de skal hænges op på ny, så vi ikke kommer i den situation igen. Men marmor holder ikke evigt.«

Bygningen stod færdig i 1978 – er 40 år ikke en usædvanlig kort levetid for marmor?

»Jo, det er det, og det er der flere årsager til, men det står klart, at han har presset tolerancerne til det yderste,« svarer Ann-Pia Puggaard.

Det kunne man tillade sig i 1965, men ikke i 2020. Ligesom man dengang også brugte pcb i bygningen, som nu skal fjernes.

»Det var jo datidens byggeskik at bruge pcb; man vidste simpelthen ikke bedre. Så der er pcb i en hel del fuger,« siger Ann-Pia Puggaard.

Det betyder, at en stor del af pæretræsvæggene i bygningen skal pilles ned og deponeres, væggene adskilles, pcb’en registreres og fjernes, og pæretræsvæggene sættes op igen.

»Forhåbentlig kommer man ikke til at kunne se, vi har været i gang,« siger Ann-Pia Puggaard.

Skal restaureres på en tidssvarende måde

Dertil skal der i en »omfangsrig indvendig hovedentreprise arbejdes med en række delprojekter«, som det hedder i forhåndsmeddelelsen. Det indebærer blandt andet, at brandsikkerheden og indeklimaet skal forbedres, og at bygningens indretning skal gøres mere tidssvarende.

»Projektet startede for nogle år siden som fem isolerede opgaver: Der var marmor, glas, indeklima, pcb og opdriftssikring. Siden er det vokset i størrelse, så vi tog en beslutning om at samle det til et projekt. For når du skal skifte marmoren, kan du lige så godt gøre noget ved glasset samtidig. Det hænger sammen,« siger Lone Mortensen og fortsætter:

»Og vi har fået lavet nye brandrammeredegørelser, der viser, at vi skal gøre noget ved brandforholdene, så vi lever op til gældende krav. Vi skal sprinkle og have flere nødudgange – brandkravene er ændret en del siden 1965. Så nu er det alle 48.000 kvadratmeter, der skal restaureres og renoveres.«

Respekt for Arne Jacobsens vision

10. december udbydes totalrådgivningen, og her søger Nationalbanken en rådgiver, der har erfaring med projekter af tilsvarende karakter og størrelse. Dernæst udbydes byggeledelsen, som senere skal stå for at lave udbud, til en fælles byggepladsentreprenør.

»Der er noget forberedende arbejde, vi skal i gang med hurtigt, og som vi kan igangsætte, før byggelederudbuddet er sendt ud. Det vil sige, vi kan komme i gang med nogle ting herinde, mens totalrådgiveren projekterer videre på udvendig marmor og glas, og vi bliver enige om, hvordan vi ønsker, bygningen skal ændres, og hvordan den skal bruges fremover. Derfor kommer der til at være nogle parallelle processer,« siger Ann-Pia Puggaard.

Processen er lang og blot lige begyndt. Men allerede nu står det klart, at det bliver en udfordrende proces at restaurere en ikonisk og fredet bygning, samtidig med at man moderniserer den:

»Vi værdsætter det værk, Arne Jacobsen har skabt, og når vi er færdige med restaureringen, skal det understøtte hans oprindelige tanker og visioner. Hvis han levede, skulle han gerne synes, at det var sådan her, det skulle se ud. Det er vores ambition, at vi efter endt restaurering har genfortolket de bærende fredningsværdier, så bygningen i sin kulturarvsfortælling fremstår stærkere,« siger Ann-Pia Puggaard.

Tekst: Emil Valdimarsson

Fotos: Emil Valdimarsson og Nationalbanken

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: