Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningDet var hårde ord, den skånske lensstyrelse havde mod Lynetteholm-projektet, da den for halvandet år siden fremsendte en ytring til den danske miljøstyrelse:
»Det er ikke troværdigt for samarbejdet om sundet at acceptere, at opfyld fortsætter i Øresund, specielt ikke når man samtidig vil bruge Øresund som et varemærke for et godt havmiljø, og byer som Malmø og København foregiver at være ambassadører for havmiljøet og for klimaneutralitet,« hedder det i brevet, der blev afsendt som høringssvar i forbindelse med første offentlige høringsfase i miljøvurderingen af Lynetteholm.
»Havet er ikke en losseplads«
Den nye bydel Lynetteholm skal, hvis den opføres, anlægges på opfyld af dels forurenet jord fra blandt andet metrobyggeriet i København, dels på sand fra det sydlige Øresund. Brevet var et høringssvar i forbindelse med 1. offentlige høringsfase i miljøvurderingen af Lynetteholm-projektet.
Lensstyrelsen – der svarer til en dansk region, blot med mere autonomi – sætter spørgsmålstegn ved selve motivationen for at opføre den nye bydel:
»Flere af de mål, som Lynetteholmen siges at skulle opfylde, kan drages stærkt i tvivl, for eksempel klimabeskyttelse: Det er meget uklart, på hvilken måde en stor ø er nødvendig for at beskytte København mod stormflod,« skriver styrelsen.
I stedet foreslår Lensstyrelsen, at man styrker og udbygger Trekroner Fort med dens moler for at beskytte København.
Også behovet på dansk side for at bortskaffe jord, stiller den svenske styrelse spørgsmål til:
»Havet er ikke en losseplads. Der må være bedre måder at håndtere jord på end at ødelægge store områder med levende havbund og havmiljøer. Lynetteholmen skal motiveres på en skarpere måde, end at det løser et bortskaffelsesproblem for jord,« hedder det i brevet.
»Hallo, hvad har I tænkt jer?«
Annelie Johansson, miljødirektør i Lensstyrelsens Naturbeskyttelsesagentur, uddyber kritikken over for Byrummonitor:
»Det er, som om man helt ignorerer, at selv om der er tale om to forskellige lande, så er Øresund en helhed – derfor er det også en fælles opgave at tage hånd om havmiljøet,« siger miljødirektøren.
For hende er en af de største anker ved projektet selve grundideen om at etablere en bydel på opfyld:
»Vi var nødt til at sige: ’Hallo, hvad har I tænkt jer at gøre?’ Uanset om det er på svensk eller dansk side, så tager det enorme projekt plads fra havskov og fiskeliv og påvirker havstrømmene med fare for erosion og forringet vandkvalitet. Det er et ekstremt stort område, og hvis man overførte det til land, ville man aldrig bare mene, at man kunne hælde en masse forurenet jord på uden at beskrive, hvordan man løser problemerne,« siger Annelie Johansen.
Hun understreger, at hun også har et kritisk blik på projekter bygget på opfyld i for eksempel Malmø.
I et efterfølgende brev peger Lensstyrelsen på, at et »nul-alternativ« til Lynetteholm – som kan indebære, at projektet slet ikke gennemføres – bør overvejes.
Ålegræs-beskrivelse er »vældigt kortfattet«
Marinbiolog i Lensstyrelsens Naturbeskyttelsesagentur Lena Svensson er i disse dage travlt beskæftiget med at gennemlæse den næsten 700 sider lange VVM-rapport for Lynetteholm, hvis høringsfrist udløber 25. januar, og hvor den skånske styrelse også vil indgive høringssvar.
Lena Svensson er kun halvt igennem den omfattende rapport, da Byrummonitor interviewer hende. Men hun tvivler på, at VVM-undersøgelsen vil betyde, at Lensstyrelsen holder op med at stå kritisk over for Lynetteholm:
»Det tror jeg fortsat, vi kommer til at være. Det, jeg har læst, som skulle motivere projektet mere grundigt og for eksempel forklare, hvordan man forholder sig til de følsomme marineområder med ålegræs, er vældigt kortfattet,« siger Lena Svensson.
By & Havn: Ukorrekt kritik
By & Havns udviklingsdirektør, Ingvar Sejr Hansen, skriver i en mail til Byrummonitor:
»Lynetteholm er et klimasikringsprojekt, som er foreslået af både stat og kommune, og Miljøkonsekvensrapporten (MKR) viser tydeligt, at det ikke vil have en væsentlig påvirkning af Øresund.«
Han tilføjer:
»Lensstyrelsens forslag om at udvide området ved Trekroner ville ikke virke som klimasikring og ville i øvrigt skade den store forekomst af ålegræs, som ligger netop her. Det er faktisk derfor, at Lynetteholm er rykket væk fra Trekroner i forhold til det oprindelige forslag for at bevare den store forekomst af ålegræs i området. Det ville begge svenske medlemmer af Lensstyrelsen have vidst, hvis de havde læst MKR-materialet. Vi ser dog frem til at modtage et høringssvar fra den anden side af Øresund.«
En arbejdsgruppe i Lensstyrelsen træder sammen 14. januar og vil her endeligt beslutte, hvilken udmelding man sender til de danske myndigheder.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar