0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jacob Ehrbahn/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Jacob Ehrbahn/Politiken/Ritzau Scanpix

»Siden jeg startede som rektor, har jeg haft stor fokus på omgangstonen – megen sexisme starter der,« siger Lene Dammand Lund, rektor på Det Kongelige Akademi.

Rektorer: Beretninger om sexisme er ikke udtryk for en kultur på arkitektskolerne

Det Kongelige Akademi overvejer restriktioner, men på Arkitektskolen Aarhus mener rektor ikke, at det er rimeligt at forbyde undervisere at deltage i fester, efter Byrummonitor onsdag fortalte om sexisme på de to skoler: »Jeg er parat til at ændre mening, ligeså snart der er nogen, der kommer med de gode argumenter.«

Nyheder

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Beretningerne om sexisme på arkitektskolerne, som Byrummonitor bragte onsdag, er ikke udtryk for, at der hersker en sexistisk kultur på skolerne, mener rektorerne på de to skoler.

»Jeg mener ikke, at disse sager er udtryk for en generel kultur i dag på Det Kongelige Akademi. Når det er sagt, har vi stadig stor opmærksomhed på emnet, da vi ikke tolerer nogen form for dårlig omgangstone eller sexisme,« udtaler Lene Dammand Lund, rektor på Det Kongelige Akademi, i en email til Byrummonitor, og tilføjer:

»Siden jeg startede som rektor, har jeg haft stor fokus på omgangstonen – megen sexisme starter der – og få skabt en tryg og konstruktiv ramme at arbejde og studere i. På baggrund af vores APV, undervisningsevalueringer og drøftelser i de etablerede fora er det mit klare indtryk, at vi i dag har en anden kultur end tidligere.«

Byrummonitor kunne onsdag fortælle, at tidligere og nuværende studerende i en række vidnesbyrd beretter om oplevelser med uønsket seksuel opmærksomhed og forskelsbehandling på baggrund af køn på de to arkitektskoler. I langt størstedelen af beretningerne stod undervisere bag sexchikanen.

Mindst 17 af beretningerne er foregået på Det Kongelige Akademi, mens mindst 4 af dem har fundet sted på Arkitektskolen Aarhus.

Rektor på Arkitektskolen Aarhus Torben Nielsen mener dog heller ikke, at beretningerne er udtryk for en kultur på skolen.

»Det er under ingen omstændigheder noget, jeg oplever, foregår massivt,« siger han:

»Det her behøver som sagt slet ikke at være det fulde billede, men på baggrund af fire beretninger fra 2009 til i dag kan jeg i hvert fald ikke konkludere, at det er noget, der er udtryk for en kultur her på skolen.«

Vil ikke forbyde undervisere at deltage i fester

I flere af de i alt 45 vidnesbyrd fra de to arkitektskoler (flere af dem sætter ikke navn på skolen) fortæller studerende om undervisere, der har drukket sig fulde til fester med de studerende og er kommet med seksuelle tilnærmelser til kvindelige studerende mod deres vilje.

I en beretning fra Arkitektskolen Aarhus skriver en tidligere studerende blandt andet:

»I min studietid på Arkitektskolen Aarhus oplevede jeg og mine medstuderende adskillige gange, at en håndfuld mandlige professorer kom til vores studiefester og drak sig fra sans og samling, imens de lagde hårdt an på unge kvindelige studerende (som ikke selv havde lagt op til noget).«

Aarhus-rektor Torben Nielsen kalder beretningerne fra skolen »hårrejsende« og »helt urimelige«, men vil ikke indføre nye regler om underviseres deltagelse i fester med de studerende.

Katrine Marie Kragh/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Katrine Marie Kragh/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

»Det er under ingen omstændigheder noget, jeg oplever, foregår massivt,« siger Torben Nielsen, rektor på Arkitektskolen Aarhus om sexisme.

»Jeg synes ikke, det er rimeligt at forbyde undervisere at deltage i fester og indtage alkohol. Vi skal passe på med at lægge restriktioner ned over folk, der kan opføre sig ordentligt, men det er absolut ikke i orden, det der beskrives her, og det mener jeg, at ethvert menneske, som er ansat hos os, burde kunne forstå,« siger han, men understreger:

»Min klare anbefaling er, at man skal tænke sig voldsomt godt om, når man deltager i fester som underviser. Man skal huske på og forstå, at der altid er et magtforhold underviser og studerende imellem.«

Giver det ikke større risiko for, at sådan noget her sker, når du ikke ønsker at indføre restriktioner?

»Jo, det kan du sige, men samtidig er vi jo sociale væsener, som skal være sammen. Der er også beretninger, der ikke involverer alkohol – skulle jeg så lave retningslinjer om eksempelvis, at døren skal være åben, når en underviser har samtaler med studerende? Der bliver vi simpelthen nødt til at finde et niveau, som gør, at vi også tror på mennesker,« svarer Torben Nielsen.

»Jeg er parat til at ændre mening«

Torben Nielsen har i sine små 12 år som rektor aldrig haft sager om sexisme på sit bord. Derfor har beretningerne fået ham til at overveje at købe professionel hjælp til en undersøgelse på skolen til foråret.

Kan du finde på at ændre holdning, hvis jeres undersøgelse viser, at de studerende giver klart udtryk for, at de ønsker strammere restriktioner?

»Jeg er parat til at ændre mening, ligeså snart der er nogen, der kommer med de gode argumenter og fortæller mig, at det er et stort problem.«

Lene Dammand: Vi vil drøfte kursændring

På Det Kongelige Akademi eksisterer der allerede en alkoholpolitik for ansatte, som betyder, at der »kan drikkes et glas vin ved en fælles fest«, oplyser rektor Lene Dammand Lund. Men efter at have læst de 17 vidnesbyrd fra skolen, som Byrummonitor bragte onsdag, overvejer hun yderligere restriktioner.

»Jeg har ikke tidligere opfattet det som et problem, men i lyset af de episoder, der er beskrevet her, vil jeg tage initiativ til, at vi drøfter i Samarbejdsudvalget, om vi skal ændre kurs, når det gælder fester og alkohol. Tryg og professionel omgang betyder ikke, at man ikke kan have sociale arrangementer, men der skal selvfølgelig være en god omgangstone og anstændig adfærd,« udtaler hun i et mailsvar til Byrummonitor.

En tidligere studerende på Det Kongelige Akademi skriver i en beretning:

»Jeg har et utal af gange set undervisere opføre sig upassende over for både kvindelige og mandlige studerende til julefrokosterne på arkitektskolen. Befamlinger, råben efter studerende. Den slags fulde-opførsel, som er utroligt uprofessionel og sætter de studerende i en svær situation efterfølgende.«

Ikke alle har sagt fra over for underviserne til fester. Som en tidligere kvindelig studerende, der ikke har ønsket at oplyse, hvilken skole hun gik på, skriver:

»Jeg følte ikke, jeg kunne sige noget, når det samtidig var de samme vejledere, der skulle bedømme og give os karakterer.«

Eks-studenterformand: Problemet er ikke håndteret

Mikkel Møller Roesdahl, studerende på Det Kongelige Akademi og tidligere formand for de studerendes komité, har flere gange været vidne til undervisere, der overskred de studerendes grænser til fester.

Han skriver i en email til Byrummonitor, at de studerende gennem tegnebordsundervisningen kommer tæt på underviserne både fagligt og privat, hvilket kan være en stor fordel for undervisningen.

»På den anden side kan underviseren også let komme til at overskride nogle private grænser netop her,« skriver han.

Han tilføjer, at festerne i hans øjne kan være med til at understøtte den gode relation og dialog mellem de studerende og underviserne.

»Men jeg har desværre også alt for mange gange været vidne til undervisere, som overskred de studerendes grænser til festerne. Særligt mandlige undervisere, som overskred kvindelige studerendes grænser. Jeg oplever det dog ikke som et generelt problem, som gælder majoriteten af underviserne – tværtimod: Det er de få, der ødelægger det for de mange, men jeg oplever det som et problem, der ikke er blevet håndteret tilstrækkeligt,« skriver den tidligere studenterformand.

Men, understreger han: Løsningen er ikke at indføre retningslinjer mod underviseres deltagelse i fester.

Overvejer ikke hårdere sanktioner

De to personalesager, der har været om sexisme på Det Kongelige Akademi, siden Lene Dammand Lund begyndte som rektor i 2012, medførte ifølge hende en sanktion, »som var passende til sagens karakter«, men ingen af sagerne førte til fyring.

Flere studerende giver dog udtryk for, at klager over sexistisk adfærd fra undervisere efter deres opfattelse ikke har medført tilstrækkelige konsekvenser. Til det svarer Lene Dammand Lund, at de studerende på grund af ledelsens tavshedspligt ikke nødvendigvis bliver oplyst om, hvilke konsekvenser deres klage får.

Vil I indføre hårdere sanktioner over for krænkere ved lignende sager i fremtiden?

»Vi har allerede mulighed for at bruge hårde sanktioner, så det ser jeg ikke behov for. Til gengæld vil vi i endnu højere grad opfordre til, at oplevede krænkelser bliver indberettet ad de officielle kanaler, så vi har mulighed for at agere formelt på eventuelle problemer. Helt overordnet er mit fokus at skabe åbenhed omkring dette vigtige emne og sikre en god kultur for alle,« svarer Lene Dammand Lund, men tilføjer:

»Det er et emne, som jeg drøfter bredt i vores samarbejdsfora, og jeg er altid åben over for nye forslag til, hvordan rammerne for vores studier og arbejde skal være, og om der er noget, vi kan gøre bedre.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce