0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Dissing+Weitling
Foto: Dissing+Weitling

Victoria-drivhuset før nedtagning.

Et fredet drivhus genopstår og holder flyttedag: »Det her kan man ikke tegne sig ud af. Og man kan heller ikke snakke sig ud af det«

Det fredede Victoria-drivhus i Botanisk Have i København har i et årti været gemt væk for offentligheden og dækket over på grund af nedstyrtningsfare. Nu er alle delene blevet pillet ned, registreret i en 3D-sky og ved at blive genrejst nogle hundrede meter længere væk i haven med al moderne drivhusteknologi skjult under jorden.

At restaurere et næsten 150 år gammelt fredet akvarie-drivhus hører til de opgaver, der med Marie Granholms ord »enten får folk til at løbe skrigende bort« eller – som hun selv gør – »hægte sig fast med neglene«.

Dissing+Weitling
PR-foto: Dissing+Weitling

Her stod Victoriadrivhuset før.

Dissing+Weitling-arkitektens hægten-sig-fast er medvirkende til, at Victoria-drivhuset er så langt i sin restaureringsproces, at det foreløbig har været skilt ad i tusindvis af bygningsdele, pakket ned, sorteret og registreret i en 3D-sky og nu er ved at blive genopført et andet sted i Botanisk Have. Drivhusets oprindelige placering er nemlig ryddet for den igangværende udvidelse af Statens Naturhistoriske Museum.

»Det sjove er at lave alle løsningerne sammen med håndværkerne, for det er jo ikke noget, jeg finder på. Det er kun noget, der kan lade sig gøre, fordi der er supergode håndværkere, der løser tingene, efterhånden som de opstår,« siger Marie Granholm, da Byrummonitor møder hende på en bænk i Botanisk Have et par meter fra den vinterinddækkede nye drivhuskonstruktion.

Marie Kraul
Foto: Marie Kraul

Drivhuset er inde under sin plastikdyne ved at tage form med et linolie-malet, hvidt stålskelet. Der mangler stadig både tag og facader, trævinduer i tag og facader, glas i lanterne, blikkenslagerarbejder, maling sidste gang af alle stål- og trædele samt alle de tekniske installationer, som skal skjules indvendigt i selve drivhuset.

Men drivhuset forventes at være klar til publikumsbesøg senere i år.

Dissing+Weitling
PR-foto: Dissing+Weitling

Alle dele sorteret og registreret

Arkitekt på Victoriadrivhuset er Hans Christian Ørsted Scharling (1842-1913) og konstruktionstegningerne er udført af J. W Unmack (1829-1903). Drivhuset er opført samtidig med Palmehuset i perioden 1872-74. Gæsterne i drivhuset kunne oprindeligt opleve de tropiske Victoria-åkander – deraf navnet – i et miljø af vand og planter.

Et af 5 malerier som Botanisk Have har modtaget i 1980. Kunstneren er ukendt og det er året for maleriet også, men det vurdereres at være fra før 1920, da der på maleriet er vindfang på drivshuset.

Det 75 kvadratmeter store drivhus har været fredet siden 1979, og fredningen er udvidet i 2005. Fra 2012 til 2016 har det været beskyttet af stilladsoverdækning for at undgå yderligere nedbrydning, for modsat de større palmehuse har Victoria-drivhuset ikke tidligere været renoveret.

Sammen med Center for Bygningsbevaring og Københavns Universitet og Statens Naturhistoriske Museum har Dissing+Weitling begyndt den proces, som bringer drivhuset tilbage til sin oprindelige stand.

Glarmesteren bag det store arbejde er Snoer & Sønner, som har lang erfaring med restaurering af gamle drivhuse, blandt andet ved Carlsberg Byen i København.

728 stykker glas er pillet ned, vurderet og sorteret. Det oprindelige og værdifulde trukne glas er blevet registreret og pakket ned i kasser med hver sin blylabel med et nummer og forsynet med en farvekode, mens det nyere float-glas er blevet kasseret og erstattet med nyfremstillet trukket glas fra Tjekkiet.

Tømreren har sorteret og fotoregistreret trædelene. Mureren har været igennem samme proces, men har ud af cirka 6.000 mursten kun kunnet bruge 150-200 af de oprindelige sten. Smeden har på samme måde markeret alle 522 metaldele med tags med numre.

Dissing+Weitling
Foto: Dissing+Weitling
Dissing+Weitling
Foto: Dissing+Weitling

Før drivhuset blev taget ned, udførte landmåleren en 3D-registrering, som herefter blev optegnet med streger. I denne sky kan man aflæse koter på de synlige bygningsdele. Den bliver på den måde brugt som kontrol i forbindelse med prøvesamlinger af stålkonstruktionen undervejs i istandsættelsesprocessen.

Ståldelene i det oprindelige Victoria-drivhus kommer fra England. De viser, at den normale fortælling om, at oprindelige materialer er de bedste, ikke holder helt. For mulighederne for at fremstille så rent og stærkt stål, som det er muligt i dag, eksisterede ikke på det tidspunkt, hvor drivhuset blev bygget.

En stor del af stålkonstruktionen er tæret bort gennem årene, og de nykopierede støbejerns- og stålkonstruktioner i drivhuset bliver ikke mindre end tre gange så stærkt som i det gamle drivhus, forklarer Marie Granholm. Hun er oprindeligt bygningsarkitekt, men er med årene blevet mere og mere bidt af restaurering og har været med til at opbygge Dissing+Weitlings kompetencer på restaureringsområdet.

Tre forskellige bygherrer

Dissing+Weitling arbejder inden for en treårig rammeaftale med Københavns Universitet, som er bygherre sammen med Bygningsstyrelsen, som ejer nogle af universitetets bygninger. Men da Naturhistorisk Museum er bruger af drivhusene til hverdag og med til at finansiere restaureringen, har Marie Granholm reelt stået med tre forskellige bygherrer – der alle har haft deres interesser i projektet og har skullet høres.

Dissing+Weitling
Foto: Dissing+Weitling

Drivhuset tager form.

At finde en ny placering til det lille drivhus blev derfor den mest komplicerede del af projektet. Også fordi man har skullet forholde sig til, at Botanisk Have er underlagt to slags fredninger. Dels er bygningerne i haven fredet, dels er størstedelen af haven fortidsmindefredet på grund af det gamle voldanlæg, som er en del af anlægget.

Det betød, at man ikke måtte ændre på topografien og fik en række bindinger, når det gjaldt placeringen.

Københavns Bymuseum
Foto: Københavns Bymuseum

Nu er der fundet en løsning, hvor der er en visuel sammenhæng, når den besøgende træder ud af et drivhus og kan se direkte over på det næste.

Marie Granholm er ikke blevet skræmt væk af besværlighederne.

»Det, der gør det så skægt, er at have dialogen og blive klogere efterhånden. Man lærer noget og finde gode løsninger sammen. For det her kan man ikke tegne sig ud af. Og man kan heller ikke snakke sig ud af det.«

Dissing+Weitling
Visualisering: Dissing+Weitling


  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage